Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Spirits of the Dead (121 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 21/5 2012, 20:48 af Kim Toft Hansen

To franskmænd og en italiener


To franskmænd og en italiener

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det lyder lidt som indledningen til en dårlig vittighed. To franskmænd og en italiener mødes for at lave en film. Det er dog ingenlunde ment gravalvorligt. Det handler om den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, der for alt i verden frygtede graven. Den levende begravelse. Derfor tog han alt andet gravalvorligt. Det gør de tre instruktører Roger Vadim, Louis Malle og Federico Fellini også i antologifilmen Spirits of the Dead (fra 1968, og ikke 1967 som omslaget til denne udgivelse fortæller). Denne på alle måder fantastiske film er endelig igen tilgængelig på købsfilm.

Filmens franske titel - den er fransk produceret - er Histories extraordinaires, hvilket er et fransk udtryk for det, der på dansk kaldes fantastiske fortællinger. Det defineres på mange forskellige måder, men et vigtigt element i disse fortællinger er, at det balancerer på grænsen mellem det realistiske og det overnaturlige. Ofte vælger det side og bliver overnaturligt, men i nogle få ekstraordinære tilfælde fastholdes denne tvedelte tøven, der gør at fortællingen ikke helt synes at præcisere det hele for hverken karakter eller læser.

Edgar Allan Poe er selv en særegen figur i dette landskab. Han døde ganske ung, vandrende i Baltimores gader i et vildt delirium af stoffer og alkohol. Han kæmpede med sine egne dæmoner, var psykisk ustabil og fik meget af dette ud i tekster, der selv balancerede i dette grænserum. Det er endda påstået, at han skrev sine tre klassiske, hyperrationalistiske detektivfortællinger i forsøg på at holde sammen på sig selv. På mange måder er han selv en biografisk inkarnation af dette grænseland mellem kontrol og galskab.

Alle tre fortællinger, som de tre instruktører har sat sammen i denne film, balancerer i dette svære rum. “Metzengerstein” (1832) handler om ondt blod mellem to familier, der langsomt driver den unge, erotiske og excentriske grevinde ud i galskabens vildskab. “William Wilson” (1840) er en dobbeltgængerfortælling om Wilson, der hele tiden møder sin moralske dobbeltgænger, som stopper ham hver gang, han bedriver noget amoralsk. Den sidste er “Never Bet the Devil Your Head” (1841), hvor hovedpersonen Dammit stifter bekendtskab med djævlen. De tre fortællinger er klassiske litterære gyserfortællinger, der derfor også omsættes til klassiske gyserfilm af tre klassiske instruktører.

Roger Vadim vælger - nærmest autobiografisk - “Metzengerstein”, der finder sted i Østeuropa. Vadim er selv af ukrainsk afstamning, og trækker i sit segment veksler på de film, der gerne placeres i noget, som ligner Rumænien i 1800-tallet. Poes fortælling foregår i Ungarn, men stedet er ikke angivet i filmen. Stilmæssigt peger den frem mod klassiske gyserfilm som Roy Ward Bakers The Vampire Lovers (1970) og tilbage på Vadims egen klassiker Blood & Roses (1960) - begge adaptationer af Sheridan Le Fanus vampyrfortælling “Carmilla” (1872). I hovedrollen bruger Vadim sin kone på det tidspunkt, Jane Fonda.

Louis Malles segment er “William Wilson”, der på mange måder ligner Vadims stil. Eller omvendt. De virker i hvert fald som to fine dele af den samme film. Malle trækker mere på sin eksistentialistiske realisme, der medvirker til hans interesse i identitetsproblematikken og karaktersammenbruddet hos Wilson. Gennem en struktur, der vælger at vise slutningen i begyndelsen, handler det i sin essens om eroderingen af Wilsons sind. Sikkert eksekveret gennem Malles nærgående og til tider kradse skildringer. Filmens special effects er dog en anelse kantede og stedvist uheldige. I den vigtige kvindelige birolle ser vi i øvrigt Vadims ekskone Brigitte Bardot. Ja, Vadims ægteskaber er et fransk drama for sig selv.

Filmens sidste segment er Federico Fellinis opdatering af “Never Bet the Devil Your Head”. Han ændrer titlen til “Toby Dammit”, der er hovedpersonen hos Poe selv. Men ved at flytte perspektivet i titlen angiver Fellini også, at han ikke agter at lave en filmatisering i forholdet et til et. Derfor er “Toby Dammit” også den mest sikre, den mest interessante og den slet og ret mest velskrevne del af Spirits of the Dead. Det er derfor også den, der skiller sig ud - den er fx forflyttet til nutiden - fra de øvrige to, fordi dette segment ganske simpelt er - og ligner - en Fellini-film. Den er overdådig, ekstravagant og stilmæssigt overdreven, hvor de to andre i stedet forsøger at balancere på grænsen mellem realisme og det overnaturlige. Hovedpersonen Dammit lever op til sit navn - han er ilde stedt, en skuespiller på grænsen af et nervesammenbrud - og derfor er den excentriske stil i filmsegmentet også motiveret af Dammits eget skrøbelige sind.

Det var oprindeligt faktisk ikke meningen, at Fellini skulle have været med i Spirits of the Dead. Det tredje segment skulle have været en dobbeltfilmatisering af Poes “The Mask of the Red Death” (1842) og “The Cask of Amontilado” (1846) med Orson Welles ved roret. På sin vis er det naturligvis en skam, at Welles valgte at springe fra - det ville have temmelig interessant at se, hvad han kunne være kommet frem til. Men det havde på den anden side betydet, at vi derfor skulle savne Fellinis eminente segment. Noget smukt kom der da ud af savnet af Welles.

Der findes mange af denne type antologifilm - også kaldet omnibusfilm - hvor flere små film er klinket sammen til en længere. Til tider er de kittet sammen af en såkaldt wrap around story, men i Spirits of the Dead står de tre film alene. Hver for sig. Sammenbundet af at være versioneringer af Poes klassiske gysere. Resultatet kan være divergerende, men ofte er det en fornuftig måde at sammenføje små, skarpsindige novellefilm, så de - i modsætning til de fleste kortfilm - faktisk opnår en vis distribution. Langt de fleste af disse omnibusfilm er gysere eller thrillere af en slags, fx klassikere som Dead of Night (1945) og George A. Romero og Stephen King-samarbejdet i Creepshow (1982). I denne skov af samlefilm rager Spirits of the Dead op som en af de flotteste, vigtigste og mest interessante. Det sker sjældent, at gyserfilm får total anerkendelse, men denne fortjener de roser, der kan ligge på den grav, som Poe frygtede allermest. En klassiker, der lever op til forlægget fra Poe.


Forrige anmeldelse
« The Innkeepers «
Næste anmeldelse
» Mission Impossible: Ghost Proto... »


Filmanmeldelser