Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Nude for Satan (85 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 3/1 2011, 21:47 af Torben Rølmer Bille

Djævelens døsige diller


Djævelens døsige diller

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med en titel som Nude for Satan er den opmærksomme b-filmsfan sikkert allerede begyndt at smile bredt, men én ting er en helt fantastisk filmtitel, en helt anden sag er realiteten bag: for i den lille halvanden time som filmen varer, erfarer man, at titlen dækker over en semipsykedelisk gang 70’er fellatioporno, tilsat okkulte elementer og en særdeles utroværdig edderkop. Selv om man måske allerede er blevet skræmt bort, så er filmen, på trods af et forvrøvlet manuskript og en samling karakterer, som alle opfører sig som om størstedelen af filmens budget var blevet brugt på LSD til dem, så tilpas lam at man har svært ved ikke at fascineres bare en anelse.

Fortællingen går i al sin enkelthed ud på at en læge – Dr. William Benson kommer kørende i sin folkevognsboble langs en landevej en mørk aften. Han standser ved bil der holde i vejkanten og i den finder han en ung, ganske nydelig kvinde – Susan Smith. Den gode doktor bringer kvindemennesket i, hvad han tror er sikkerhed på et nærliggende slot, men her begynder der at ske en række mystiske ting. William møder en ung dame, der ligner Susan på en prik, hun hævder at hedde Evelyn og siger at hun i den grad har savnet sin elskede Peter, hvorefter hun falder William om halsen. Susan derimod møder en fyr, som ligner doktoren på en prik. Han hævder han hedder Peter og at hans lidenskab har været nærmest ustoppelig i det tidsrum hvor hun – som han kalder Evelyn – har været væk fra ham.

Midt imellem denne forvirring af karakterers navne, dukker selveste Satan (eller i hvert fald en ondskabsfuldt grinende mandsperson i en lidt for kort kappe med en guldstok) op – for det er naturligvis ham, der frister de forulykkede mennesker, ved at konfrontere dem med deres sande liderlige natur. Smidt ind mellem folk der løber forvirrede ned af mørke slotsgange og undrer sig over hvad i hede hule helvede der foregår, er der scener med såvel simuleret sex, som et par enkelte hardcoresekvenser hvor ivrige ungmøer forsøger på, som det danske rapband Suspekt siger det så smukt; at ”sut’ den op fra slap”.

Der er meget, der tyder på at filmen gerne vil tage sig selv meget seriøst, dette kan især ses i den meget overdrevne skuespilpræstation som Stelio Candelli, der portrætterer den gode doktor, lægger for dagen. Eksempelvis kan vi i filmens start overvære doktoren liste sig frygtsomt rundt på slottet, åbne en dør, glo ind i et rum hvor seeren så får præsenteret en lummer sexscene hvorefter William, med næsten fuldstændigt samme ansigtsudtryk, lukker døren igen og begiver sig videre som om intet er hændt. Muligvis skyldes dette elendig redigering eller personinstruktion, men det er samtidig fantastisk bizart og ikke så lidt ufrivilligt komisk at overvære.

Det mest bizarre er dog hverken filmens brug af chok-zooms, kalejdoskopiske linser, dobbelteksponeringseffekter eller en lyssætning i indendørssekvenserne, der ser ud som om lysmanden er blevet sparet væk og i hans sted har man hyret en fyr med et mobildiskotek. Det er heller ikke de diabolske ritualistiske ceremonier, med dansende, bodypaintede mænd, lesbiske scener hvor de kælelystne piger pludselig er blevet skiftet ud med nogle helt andre skuespillerinder, Alberto Bembos tidstypiske, udknaldede soundtrack, Satans pukkelrygede hjælper, der umotiveret indfører et stearinlys i en ung dames skød eller for den sags skyld, den utroligt ringe amerikanske eftersynkronisering. Nej – det mest bizarre i filmen må uden tvivl være den enorme papmacheedderkop, som truer filmens kvindelige protagonist i hvad bedst kan beskrives som den mindst uhyggelige ”fanget-i-spindelvæv-scene” i filmhistorien. For i sammenligning med denne scene ser Lucio Fulchis fugleedderkopper fra The Beyond ud som havde de fast hyre på National Geogaphic Channel.

Nude for Satan er på den måde en af den slags film som hverken er gyselig nok til at man skræmmes (måske ville her en stor dosis LSD hjælpe?), ej heller er så pornografisk direkte at man kan begejstres over dette. Dertil kommer, at handlingen er mildest talt forvirrende fraværende og endelig er dialogen er så konstrueret omkring pseudofilosofiske grublerier om lysten kontra den udødelige sjæl, at filmen ender ud med at blive så fantastisk dårlig, at dette i sig selv bliver en kvalitet. Den appellerer derfor til den smalle målgruppe af filmentusiaster, der bevidst opsøger film af denne kaliber. For de, der i stedet hellere vil se en virkelig uhyggelig film eller en regulær ophidsende pornofilm, er der et veritabelt hav af alternativer derude i filmland – for Nude for Satan hører bestemt ikke til blandt sådanne.


Forrige anmeldelse
« Vi ses igen «
Næste anmeldelse
» TRON: Legacy 3D »


Filmanmeldelser