Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Imaginarium of Dr. Parnassus (122 min.) Biografversion / Walt Disney Studios Motion Pictures / Sony Pictures Releasing
Anmeldt 23/12 2009, 18:07 af Claus Krogholm

The Imaginarium of Dr. Parnassus


The Imaginarium of Dr. Parnassus

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For over tusind år siden indgik munken dr. Parnassus (Christopher Plummer) et væddemål med Djævelen (Tom Waits). Dr. Parnassus vandt væddemålet og fik dermed evigt liv. Men med tiden indså han, at Djævelen havde ladet ham vinde. Evigt liv er en forbandelse. Han indgår derfor et nyt væddemål for at genvinde sin dødelighed, hvilket han opnår. Men igen er det Djævelen, der har fat i den lange ende. Betingelsen er nemlig, at dr. Parnassus' datter, Valentina (Lily Cole) tilfalder Djævelen, når hun fylder 16.

Det er her, handlingen egentlig begynder. Vi er i nutidens London, hvor dr. Parnassus kører rundt med sit imaginarium, en hestetrukken gøglervogn hvor han og hans hjælpere, Percy (Verne Troyer - måske bedre kendt som Mini-Me i Austin Powers) og Anton (Andrew Garfield) forsøger at lokke mennesker til en tur i imaginariet, hvor de vil opleve deres fantasier virkeliggjort. Men i en verden med Nintendo og Playstation er ingen interesseret i et imaginarium, der mest af alt ser ud til at høre hjemme i Victoria-tidens London. Og det er et problem. Dels fordi de dermed ikke tjener penge til mad; dels fordi det egentlig formål er at finde en person, der kan tage kampen op med Djævelen - også kaldet Mr. Nick - og dermed redde Valentina inden hun fylder 16.

En dag finder de en mand hængt under en bro. De får ham reddet op og det viser sig, at han stadig lever. Han kan dog ikke huske sit navn, og først gradvist afsløres det, at han hedder Tony Shepherd (Heath Ledger) og at han arbejder med velgørenhed. Han slutter sig til truppen og kommer med forslag til, hvordan man kan få flere kunder. Samtidigt dukker Mr. Nick op og tilbyder dr. Parnassus et nyt væddemål. Kan dr. Parnassus samle fem sjæle hurtigere end Djævelen, får han lov til at beholde sin datter. Nu får truppen virkelig brug for Tonys evner, og det lykkes faktisk at samle fire sjæle. Men så dukker den russiske mafia op; de er ude efter Tony, hvis fortid tilsyneladende er mere broget, end han har ladet ane. Og så bliver det for alvor svært at få indfanget den femte sjæl.

Terry Gilliam er en instruktør, der først og fremmest er kendt for sin frodige, absurde og groteske visuelle fantasi. Det viste han allerede med sine animationsfilm til Monty Python og siden som filminstruktør med bl.a. Brazil, 12 Monkeys og Brothers Grimm. Hans problem har ofte været også at få tæmmet sin fantasi nok til at den kan rummes i en nogenlunde begribelig fortælling. Gilliam er åbenlyst mere interesseret i at skabe billeder end at fortælle en ligefrem historie. Ikke at fortællingen ikke interesserer ham; det bliver bare sjældent lige ud af landevejen. Det er måske især et problem for de producere, der har investeret i filmene og derfor også gerne ser dem få kommerciel succes. Gilliam har aldrig lagt skjul på, at han ikke ejer sans for penge. Da Monty Python lavede The Meaning of Life, fik Gilliam lov til at lave en lille prolog på egen hånd. Det blev til en hel film i filmen (kontorslaverne der bliver pirater), som brugte langt det meste af hele filmens budget. Men som Gilliam forklarede, så var der ingen der standsede ham, så han fortsatte bare. Siden har producere holdt bedre øje med Gilliam og hans film er som oftest blevet præget af at være et kompromis mellem Gilliams visioner og producernes krav om kommercialitet.

Den teknologiske udvikling er på en måde kommet Terry Gilliam i møde. Med computergrafik kan hans visioner i dag bedre realiseres visuelt uden at kræve produktioner, der løber løbsk. Det ses på turene i imaginariet, der ofte fremstår som visuelt raffinerede udgaver af de animationer, man husker fra Monty Python. Men der gøres også effektivt brug af et post-industrielt London med fabriksruiner som kulisse for et samfund, der ikke længere gør brug af sin fantasi. Filmen er et forsvar for fantasien med dr. Parnassus som en slags alter ego for Terry Gilliam. Men den er også en påmindelse om, at man ikke skal lade sin fantasi løbe af med sig. Det kan også være farligt at få alt, hvad man kan fantasere sig til.

The Imaginarium of Dr. Parnassus har fået en hel del opmærksomhed, fordi det er den sidste film, Heath Ledger nåede at medvirke i. Han døde før filmen var færdig, og det satte produktionen i stå for en tid. Det bliver ofte en nødløsning, når en anden skuespiller overtager en rolle. Men dels kan filmens præmis sandsynliggøre, at Tony skifter udseende, hver gang han går ind i imaginariet; dels bliver det lettere at leve med, når det er skuespillere som Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell, vi taler om.

Skønt det er Christopher Plummer, der er den egentlige hovedperson, så bliver filmen i høj grad en vemodig afsked med Heath Ledger. Det er - naturligvis - også en visuelt overdådig tour de force. Det er en fortælling med mange niveauer, og det kan være vanskeligt efter et enkelt gennemsyn at afgøre, hvor godt niveauerne spiller sammen. Som det så ofte er tilfældet hos Terry Gilliam, så fremstår fortællingen ikke umiddelbart helt forløst. Hovedværket er stadig Brazil. Men som altid hos Gilliam kan man uden besvær fortabe sig i en billedverden, der ikke har sin lige.


Forrige anmeldelse
« Bronson «
Næste anmeldelse
» Dead and Deader »


Filmanmeldelser