Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Barchester Chronicles (420 min.) Købsfilm / Pan Vision
Anmeldt 16/12 2009, 20:36 af Jørgen Riber Christensen

Barchester Chronicles: Bidsk Britisk Biedermeier


Barchester Chronicles: Bidsk Britisk Biedermeier

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I Pan Visions katalog finder man fremragende BBC-filmatiseringer af den britiske litterære kanon. Barchester Chronicles hører til den knap så kendte del af den victorianske kulturarv, for ingen læser Anthony Trollope i dag. I sin samtid var hans popularitet på højde med fx Thackerays, Eliots eller Gaskells. Han levede 1815 -1882, og Barchester-romanserien udkom 1855-1867 med 6 romaner, hvor dvd-sættet er filmatiseringer af de to første, nemlig The Warden og Barchester Towers.

Handlingen i Barchester Chronicles er tilsyneladende enkel, og den udspiller sig i en lille temmelig lukket Biedermeieragtig verden. I katedralbyen Barchester er der et hav af intriger mellem gejstlige om de velbetalte og overbetalte embeder, der er inden for Church of England. Tæt sammenknyttet med disse nepotistiske og korruptionsagtige intriger er der det romantiske, hvor den yngre generation forelsker sig på tværs af konflikterne.

Tilsyneladende banalt og uvedkommende, men fortællemåden har løbende lige under overfladen så stærke satiriske elementer, at serien med et tilpas tempo udvikler en humor, der kalder latteren frem. Satiren er bidsk, og det afslører sig, at netop religiøse, her kristne, mennesker er de allermest stridbare og konfliktsøgende. Her er der en vis aktualitet, det være sig i det lokale menighedsråd eller i globale konflikter og krige. Med hovedpersonen Septimus Harding som måske eneste undtagelse bliver der ikke vendt andre kinder til i dette klerikale univers. Hardings milde sind er på denne måde kontrasten til de andre personer, og alligevel er hans kærlighed til musik overfinansieret af kirken, så den moralske konflikt opnår en stor kompleksitet.

Filmatiseringens fine kvaliteter beror primært på casting og lokationer. Serien er optaget i og omkring katedralbyen Peterborough, hvor både den ydre arkitektur og interiører altid er en nydelse for øjet, bl.a. støttet af en fremragende lyslægning. Der er også fred til ørene, for der anvendes med to-tre korte undtagelser ikke underlægningsmusik, hvilket viser sig at være det helt rigtige valg fra instruktørens side.

Plottet og skuespillet er så godt, at underlægningsmusikkens forankrende funktion ville have været et banalt fremmedelement.

Castingen er i sig selv en grund til at se serien. I dag aflæser man dens karakterer med den medieviden, vi senere har fået om skuespillerne og deres karriere siden 1982, hvor Barchester Chronicles blev produceret. Hvad angår Donald Pleasances Septimus Harding gælder dette nok primært hans tidligere karriere, hvor hans diabolske Ernst Stavro Blofeld med den hvide kat fra James Bond-filmen You Only Live Twice bidrager med en dobbelt kodning af den søde og milde Harding-figur, som beriger aflæsningen af ham. Nigel Hawthorne spiller den ekstremt intrigante kirkelige embedsmand Grantly. Nigel Hawthorne opnåede med serierne Yes, Minister og Yes, Prime Minister (1980-1988) en stor popularitet som den ikke mindre intrigante ministerielle departementschef Sir Humphrey Appelby. Bisp Proudie, der er totalt underkuet af den snu bispinde, spilles af Clive Swift, der er godt kendt fra rollen som den underkuede Richard Bucket i Keeping Up Appearances (Fint skal det være, 1990-1995) Bispinden, Geraldine McEwan er i danske sammenhænge kendt fra sin rolle som den ligeledes ganske snu Miss Marple i ITVs Marple (2004–2009). Ikke mindst er det spændende og meget morsomt at se Alan Rickman som den både kejtede, beregnende og ambitiøse hjælpepræst Obadiah Slope. Der er linjer, som peger klart frem med Rickmans fascinerende og gådefulde Snape-figur i Harry Potter-filmene.

Dvd-sættet med Barchester Chronicles har intet ekstraudstyr ud over undertekster. Billed- og lydkvaliteten er fremragende, og Barchester Chronicles anbefales som et meget fint alternativ til at læse de victorianske romaner.


Forrige anmeldelse
« Until the End of the World «
Næste anmeldelse
» Kill Theory »


Filmanmeldelser