Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Wallander – Tyven (90 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 24/8 2009, 22:57 af Kim Toft Hansen

Du må ikke stjæle


Du må ikke stjæle

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi er nået til den fjerde film i rækken af nye Wallander-film, som denne gang har fået titlen Tyven. Umiddelbart kunne det virke som en svagere tilgang til krimien gennem slet og ret et tyveri, men der går ikke mange sekunder af filmen, før vi har fået det første lig på bordet. Så er vi sporet igen - mordet er krimiens stjerneforbrydelse. Det første mord bliver på den måde en indgangsvinkel til et sammenviklet – og stærkt – plot, der udløser det bedste afsnit i denne nye serie hidtil.

Den ukendte tyv lusker rundt i det ensomme hus, mens han udvælger de værdifulde tyvekoster, som han vil have med sig. Hvad han ikke forventer er dog, at han i husets kælder falder over liget af en kvinde indpakket i plastik. Kølig som han er, stikker han ikke af, men tager i stedet et billede af liget med sin mobiltelefon – måske forventer han at afpresse husejeren? Dernæst springer vi til den rolige villavej, hvor flere familier enten står op eller vender hjem til raserede huse, hvilket tydeligvis ikke er første gang. Derfor former beboerne, der er grundigt trætte af politiets manglende engagement i disse sager, et privat vagtværn, der skal patruljere ved nattetide. På sin egen måde har vi således på dette tidspunkt på det kraftigste fået antydet, at der i dette nabolag skjuler sig en morderisk hemmelighed, men vi ved endnu ikke, hvem kvinden eller gerningsmanden er.

Denne konstruktion går på sin vis en smule imod de første tre fortællingers opbygning, hvor vi mere præcist har fået antydet, hvor vi skal kigge hen efter den skyldige – det gælder særligt forrige afsnit Kureren. På samme måde som afsnittet Skylden formår dette afsnit at sammenflette et stærkere spændingsplot, fordi uvisheden hele tiden lurer. Tilmed kompliceres sammenhængene også af flere kriminelle handlinger: I nabolaget huserer også hærværksmænd, der vikles ind i sagen på sirlig vis, mens endnu en person forsvinder – uden at det dog her skal forklares nærmere. Med andre ord er sagen i dette tilfælde mere kompliceret for Wallanders kompagni, end de forrige tre afsnit har kunnet mønstre – og derfor er afsnittet ganske simpelt i sin opbyggede uigennemsigtige bedre.

Selvom komplicerede og intrikate plot til tider har en tendens til at blive en smule kompromisløse over for de moralske komplikationer, som krimien rejser, så formår Tyven alligevel også at rejse nogle meget typiske træk fra Wallander-fortællingerne, som vi kender fra Henning Mankell. Det er i høj grad spørgsmålet om arbejdskraft fra uden for Sverige, der i dette tilfælde trænger sig på. Men ydermere krydres den svenske pølseret denne gang også med stærke spørgsmål fra/til lokalmiljøet. Hos Mankell er der gennemgående et skisma mellem lokalmiljøets menneskelige forankring og globaliseringens indvirkning på – eller udslettelse af – dette provinsielle. Det kommer stærkt udtryk i brugen af Ystad som omdrejningspunkt for fortællingerne.

Den lokale fodboldklub – hvortil Wallander begynder at tage sin nabos og kollegas søn med hen – hvirvles også ind i sagen, hvilket giver filmen en fin anledning til netop at trække lokale interrogativer ind som moralske indslag. Økonomiske såvel som lokaljuridiske perspektiver vendes, hvilket især kommer til udtryk i modsætningen mellem lokal tryghed skal gennem det private vagtværn kontra den politimæssige indsats, der er afhængig af finanser fra et sted langt væk fra lokalmiljøet. Og som vi kender det fra Wallander hos Mankell selv, så bliver svaret ikke udkrystalliseret i glas, men det (for)bliver en prisme med stadig flere lyskegler gældende.

Det giver sig også udslag i en mere broget Wallander-karakter. Hvor Kurt Wallander især i første afsnit Hævnen fremstod som en tyggegummigumlende tegneseriehelt, så fremstiller Krister Henriksson ham i denne – såvel som i Skylden – mere som en efterforsker, der er stærkt påvirket af det, som han ser. Wallander finder sågar whiskyflasken frem igen i dette afsnit – velsmagende. Med andre ord kommer den velkendte ambivalens i Mankells fortællinger stærkere til udtryk i Tyven – og det kan bruges til noget. Tyven lover godt for de kommende afsnit i serien.


Forrige anmeldelse
« Flugten «
Næste anmeldelse
» På himlens kant »


Filmanmeldelser