Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Kapring af Metro 1-2-3 (106 min.) Biografversion / Sony Pictures
Anmeldt 11/8 2009, 10:34 af Torben Rølmer Bille

Kapring af Metro 1-2-3


Kapring af Metro 1-2-3

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er efterhånden blevet et særsyn, hvis en ny film fra Hollywood ikke er et remake, enten af en asiatisk gigantsucces, en europæisk film eller for den sags skyld en klassisk Hollywoodfilm. Dette er også tilfældet med den ”nye” thriller Kapring af Metro 1-2-3. For selv om The Taking of Pelham 1-2-3 strengt taget er en roman af John Godey, så er det også en fremragende spændingsfilm fra 1973 med Walther Matthau og Robert Shaw i hovedrollerne.

Præmissen er den samme. En gruppe professionelle forbrydere, under ledelse af en vis ”Ryder” (John Travolta), tager kontrollen med et undergrundstog i hjertet af New York. Skurkene kobler en række vogne fra og har nu totalt kontrol over kabinen, hvor de holder en snes mennesker som gidsler. De kontaktes via telefonen i førerkabinen af kørselslederen Walter Garber (Denzel Washington), der undrer sig over, hvorfor hans tog står stille på sporene. Gidseltagerne giver sig hurtigt til kende og insisterer på udelukkende at tale med Garber. Deres krav lyder på 10 millioner dollars i kontanter, men som filmen skrider frem opdager vores helt, at der måske ligger helt andre motiver til grund for kapringen.

Ridley Scotts bror Tony har sat sig I instruktørstolen, og det gør han sådan set udmærket, men det er også vanskeligt at få et godt hold skuespillere som disse til at levere helt forfærdelige præstationer. Til gengæld er det svært ikke at blive ret så irriteret på den kinetiske og meget ryk-agtige måde, mange af actionsekvenserne er filmet på. Det virker umiddelbart som om, kameramanden har set mange af Wong Kar Wais film, men ikke helt forstået konceptet med denne måde at fortælle i billeder på. For selv om det på sine steder ser meget flot ud, så fungerer det aldrig efter hensigten. Indrømmet skal det være, at billedsiden er generelt flot, selv om kameraet har meget svært ved at stå stille. Det har sikkert været intentionen at skabe spænding og suspense ved at have konstant bevægelse i billederne, men det fungerer heller ikke optimalt.

Filmens handling skrider frem efter bedste, mest velolierede Hollywoodopskrift, og selv om det langt hen af vejen kører, så bliver det også en anelse kedeligt, selv om seeren i løbet af filmen må indse, at skurken måske alligevel har lidt menneskelighed gemt i sig og vores hovedperson et skelet eller to i skabet, så forbliver karaktererne flade og ikke synderligt engagerende.

Meget af filmens suspense opbygges i de dialogscener, hvor Garber og Ryder taler sammen over intercom. Dertil kommer den deadline, som forbryderne sætter: Myndighederne har præcis en time til at hoste op med pengene, ellers begynder de at henrette gidslerne.

Det kan godt være at der er enkelte i publikum, der er spændt på at se, hvordan kaprerne undslipper togkupeen, da det umiddelbart virker ret fjollet at kapre et undergrundstog, da flugtvejene synes noget begrænsede. Endelig skal vores ufrivillige helt naturligvis vise, at han på trods af sine fejl og mangler er i stand til at træde i karakter i den endelige konfrontation med Ryder.

The Taking of Pelham 1-2-3 er ikke nogen decideret dårlig spændingsfilm, men den er heller ikke hverken overraskende eller for den sags skyld lige så god som sin eminente forgænger. Det er en thriller, der udelukkende fungerer i de syv kvarter filmen varer, men som så glemmes i samme øjeblik lyset tændes i biografsalen.


Forrige anmeldelse
« Winnie og Karina – the movie «
Næste anmeldelse
» Drowning by Numbers »


Filmanmeldelser