Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Super Mario Brothers (100 min.) Købsfilm / On Air Video Film
Anmeldt 5/6 2009, 16:03 af Torben Rølmer Bille

Blikkenslagerheltene


Blikkenslagerheltene

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der går efterhånden ikke en måned uden der kommer en film baseret på et computerspil. Hollywood (og ikke mindst instruktørernes infant terrible Uwe Boll) har for længst indset at der er både et potentielt publikum og en givtig synergieffekt i samspillet mellem spil og film. Men ser man tilbage til starten af 90erne var der ikke mange film der var baseret på videospil, dels fordi videospil ikke havde fået den verdensomspændende succes de har i dag, dels fordi langt de fleste spil var noget der var forbeholdt nørder og andre marginaliserede grupper.

En undtagelse var Nintendos ultrapopulære Super Mario Bros. Blikkenslageren Mario optrådte første gang på den klassiske arkademaskine Doneky Kong tilbage i 1981. Han fik selskab af sin grønklædte bror allerede to år senere i arkadespillet Mario Bros. I 1985 kom så det første Super Mario Bros. spil til Nintendos populære NES konsol og dermed kunne folk for første gang få Mario og Luigi ind i hjemmet. Spillet med de to blikkenslagere var en utrolig succes; Super Mario Bros. holder stadigvæk andenpladsen for bedst sælgende spil nogensinde, med over 40 millioner solgte eksemplarer og det var måske netop derfor at Hollywood i starten af 90erne tog beslutningen om at kreere en spillefilm baseret på de to spilheltes mange eventyr.

Problemet var blot at spillet, som så mange andre spil, ikke havde nogen egentlig handling, men derimod var et virkeligt godt platformspil, der på mange måder lagde grundstenen til genren. Spillerne styrede Mario og Luigi, der skulle hoppe på paddehatte, undgå diverse forhindringer, skyde skildpadder, finde hemmelige baner og i det hele taget nå til den store stjerne for enden af banen uden at dø alt for mange gange. Der skulle samles mønter og powerups undervejs og den eneste antydning af et egentligt plot var at heltene havde til opgave at befri den sukkersøde, lyserøde prinsesse Peach fra den ondskabsfulde dinosaurlignende Kong Koopa. Lykkedes det, havde man klaret spillet.

Man kan godt være lidt grov og påstå at filmen ikke afviger synderligt meget fra ovenstående. Den blev en katastrofal fiasko da den først kom i biograferne, på linje med andre 80erflops som Ishtar og Howard the Duck, men lige som disse film, er Super Mario Bros. faktisk, ved gensyn, både så kikset som man husker det, men samtidig har den også en mærkelig charme.

På mange måder er Super Mario Bros. en skizofren film, for den synes på en gang at ville henvende sig til børn – altså den primære målgruppe – og et voksent publikum. Det er da også lidt mærkværdigt at en film der er baseret på et børnespil, får en aldersbegrænsning der hedder 15 år. Det er dog ganske rimeligt, idet filmen både er ret voldsom og byder på nogle figurer, der nemt kan skræmme de allermindste.

Ifølge rygterne var filmens to hovedpersoner efter indspilningerne ofte nødt til at drikke sig fulde sammen, for de kunne godt se hvor det hele bar hen – og det forlyder da også at instruktørerne, som der i øvrigt er hele fire af, helst havde lavet en film for voksne men at studiet insisterede på at det skulle være en film henvendt til børn.

Ikke desto mindre byder filmen, for ægte Mariofans, på en del elementer der har direkte relation til spilserien. Brødrene skal stadig redde prinsesse Peach, der i filmen hedder Daisy – hun er arkæolog og er samtidig i besiddelse af en krystal, der kan forene det parallelle univers under New York hvor den onde Kong Koopa regerer med vores verden. Derfor bliver pigen, som Luigi er varm på, kidnappet af Koopas håndlangere og blikkenslagerne må nu kravle ned i kloakkerne og følge efter Daisy til paralleldimensionen, hvor der venter dem en hel del fremmedartede oplevelser.

Uden anden sammenligning synes designet af denne parallelverden at minde om noget Terry Gilliam har ladet stå og desuden byder historien drypvis på elementer som man kender fra spillene. Skurkene fyrer ildkugler af efter brødrene. Der er pneumatiske sko, der gør at folk kan tage ekstra lange spring. Der er en bombe, der går af sig selv (i øvrigt med det måske første eksempel af ”product placement” skrevet under skosålerne). Prinsessen får hjælp af den søde dinosaur Yoshi og endelig er der prinsessens far – the Mushroom King, I filmen er han en figur, som Koopa i bogstaveligste forstand har de-evolutioneret, så han optræder som et mystisk lag skimmel, der indhyller store dele af Koopas verden.

Super Mario Bros. er derfor en ret bizar oplevelse på mange planer, men den er langt fra så dårlig som dens rygte. Samtidig er det heller ikke en sand klassiker, ud over naturligvis at have status som en af de allerførste film baseret på et videospil. Man bør altså ikke se Super Mario Bros. i forventningen om at få samme uskyldige og hyggelige univers som de mange spil repræsenterer, men den kan sagtens nydes som både ren kikset b-films underholdning og ikke mindst som et filmhistorisk tilbageblik på hvordan man lavede spilfortolkninger på en tid, hvor computereffekterne kun var meget få og primitive.


Forrige anmeldelse
« Teeth «
Næste anmeldelse
» Wallander – Hævnen »


Filmanmeldelser