Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Son of Rambow (96 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 12/5 2009, 18:13 af Torben Rølmer Bille

Drengefilm


Drengefilm

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er dejligt at blive mødt af en film, der er så fint kan appellere til såvel familiens større (drenge-)børn som til en selv. Son of Rambow har nemlig alt det, der skal til for at lave en god ungdomsfilm. For de større børn i familien handler det om nok mest om kærlighed, fantasi, forældre, svigt og venskab. For de voksne er det derimod en fantastisk nostalgiskrejse tilbage til ungdommen i 80ernes England, elegant skildret og medrivende fortalt i en film, der sprudler af overskud og fortælleglæde.

Filmens hovedperson er Will Proudfoot. Han bor sammen med sine søskende og mor. Faderen er død, og moderen er medlem af en kristen puritansk menighed (the Plymouth Bretheren), der ikke tillader megen frihed eller for den sags skyld musik, film eller anden djævelsk adspredelse. Men Will har sin fantasi og nedfælder alle tænkelige eventyr i en stor skitsebog, som han altid bærer på sig. Hver gang hans skoleklasse skal se en film, må Will pænt sætte sig ud på gangen, og det er også her han møder Lee Carter, der bliver smidt udenfor døren af helt andre årsager.

Lee er nemlig en rigtig rod. Han bor modsat Will i et stort hus sammen med sin storebror, der egentligt skulle passe på ham, men som er meget mere interesseret i hælervarer og at lave ballade med sine venner. Lee har på broderens opfordring smuglet et videokamera med i den lokale biograf og er blevet sat til at lave illegale VHS kopier af First Blood. Lee udnytter den godtroende Will på det groveste, men da Will på et tidspunkt gemmer sig for Lees storebror, får han samtidig mulighed for at se First Blood, der kører i ring på tv’et. Det er hér han får ideen til filmen Son of Rambow.

BBC har udskrevet en videotalentkonkurrence for unge, og dette bliver det fælles projekt, som Will og Lee kan samles om. De udtænker halsbrækkende stunts, som Will naturligvis skal udføre og en lang række improviserede scener, hvor de blandt finder demente skuespillere på det lokale alderdomshjem. Senere krydses drengenes vej også af den ultrapopulære franske udvekslingsstudent Didier, der er indbegrebet af cool. Hans popularitet gør, at Will og Lee pludselig har et helt filmhold at gøre godt med, samt at de får lov at komme i kredse som deres slags normalt var forhindret i at frekventere.

Selv om det er filmen i filmen, der driver handlingen frem, så er drengenes film ikke dominerende for historien. Den handler primært om deres personlige udvikling. Will skal beslutte sig, om han vil rive sig løs fra den puritanske menighed, der bliver mere og mere oprørt over drengens obsternasighed. På den anden siden må Lee i løbet af filmen indse, at hans brutale mobning af andre måske ikke er vejen frem.

Det fine ved filmen er, at den hele vejen igennem er smurt ind i lun engelsk humor og samtidig giver et eminent tidsbillede af at være stor dreng i midtfirserne. De, der har prøvet det, vil med garanti føle sig hjemme i filmens labre, tidstypiske soundtrack, karakterernes outrerede beklædning og ikke mindst i følelsen af, at filen rammer noget genuint. En skildring af en lang varm sommer, som er realistisk nok til, at man godt selv kunne have været en af gutterne i filmen.

Son of Rambow er så afgjort en komedie, selv om den også indeholder langt mere alvorlige temaer, men selv om alvoren er til stede, så overskygger den ikke drengenes – og især Wills – ukuelige livsappetit, der på mange måder manifesteres direkte i deres fælles filmprojekt.

Filmen er ikke et stort mesterværk, men en film der i børnehøjde stadig fortæller en god historie om løsrivelse og det at begynde at stå på sine egne ben. Selv om den præsenterer mange handlingselementer for sin seer, formår den at gøre dette uden at blive forvirrende eller bryde med sin komisk-realistiske tone.

Umiddelbart føles Son of Rambow som en meget personlig film for instruktør og forfatter Garth Jennings, for selv om det basalt set er en dannelsesfilm, så handler filmen også i høj grad om det skabende element, der ligger i at lave film. Slutningen af filmen synes at trække tråde til Guiseppe Tornatores Nueve Cinema Paradiso (aka. Mine aftener i Paradis). For selv om den måske ikke er lige så rørende, så er det også i Son of Rambow filmmediet, der i sidste ende forløser. Det er filmen, der skaber den nærhed, kærlighed og plads til tilgivelse, som der er brug for, og derfor sidder ens indre filmelsker også tilbage med et stort smil når Son of Rambow slutter.


Forrige anmeldelse
« China Blue «
Næste anmeldelse
» Day of the Dead (2008) »


Filmanmeldelser