Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Kaena – La Prophétie (85 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 27/8 2008, 16:52 af Torben Rølmer Bille

Imponerende nonsens


Imponerende nonsens

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lad det blive sagt med det samme. Dette er ikke en anmeldelse skrevet af en gammel mavesur gubbe, som hverken kan lide fantasy, science fiction, animationsfilm, udsyrede handlingsforløb eller for den sags skyld bryster som trodser tyngdeloven – tværtimod bliver alle førnævnte værdsat højt. Tilstedeværelsen af alle disse elementer i den franske animationsfilm Kaena – La Prophétie (eng. Kaena – The Prophecy) burde derfor automatisk katapultere filmen op til klassikerstatus, men desværre skyder katapulten ikke så langt.

Kaena er navnet på filmens kvindelige hovedperson. Hun lever sammen med resten af sit folk i en mystisk trælignende verden. Fra træerne høster de noget livssaft, som ofres til guderne; selv må de nøjes med at spise kødet fra nogle store maddikelignende orme, der holdes som kvæg. Ypperstepræsten i byen taler indimellem med guderne, men lige så ofte foregiver han blot at have fået en besked ovenfra, som han bruger til at manipulere sin flok med.

Guderne, som tilbedes, er skabninger, som ligeledes bor i denne mærkværdige verden, men der er kun en dronning og hendes øverstbefalende tilbage. Han ønsker konstant at parre sig med dronningen for at sikre artens overlevelse, men noget tyder på at dronningen er blevet sindssyg, for hun fokuserer al energi på at bekæmpe det ”monster”, som hun mener er i færd med at stjæle energien fra træet. Monstret, skal det vise sig, er en slags enorm harddisk, hvorpå en tredje race (som man først møder halvvejs i filmen) har gemt deres samlede viden. Desværre er den sidste overlevende af denne race af rumrejsende ikke selv i stand til at komme i kontakt med al denne information.

Kaena er lidt af en spradebasse. Til trods for adskillige advarsler går hun selv på opdagelse og møder, efter at være blevet jaget af et stort sultent væsen, den sidste overlevende. Hans fokus er på teknologi, og derfor har han blandt andet modificeret nogle af de førnævnte orme, så de kan tale. Nogen af ormene har desuden fået konstrueret nogle Earthworm Jim-lignende bioniske dragter, så de både har arme, ben og kan flyve. Kaena får under besøget hos den rumrejsende også et nyt sæt stramtsiddende tøj og begiver sig nu på jagt efter den blå sol, som hun har drømt om så ofte. Solen er identisk med harddiskens blå lys, så en konfrontation med Kaenas Gud, som med al magt forsøger at ødelægge den, er selvskrevet.

Måske lyder det hele meget forvirrende, og det er det i den grad også! Det er nærmest umuligt at sige, hvilket publikum filmen er tiltænkt. Filmen er alt for forvirrende, kompleks og har for megen dialog til, at det er en film for børn – ikke engang franske børn (fans af Den lille prins) orker at høre på så meget mystisk dialog om mærkværdige og for os ligegyldige forhold. Teenagers vil tilmed irriteres over den latente mangel på action, kærlighed, underholdning og basal fremdrift i filmen - selv om der sikkert nok er nogen drenge, der pr. automatik vil savle Lara-Croft-agtigt over Kaenas Cocacola-krop.

Endeligt vil et voksent publikum blive grænseløst irriteret over den tonstunge dialog og mangel på basal fornemmelse for handlingsopbygning, der i sidste ende gør, at filmen ender med at fremstå som ren form uden ret meget indhold. Det indhold, som står tilbage, virker desuden som en slet skjult allegori over religionen og monarkiets vederstyggeligheder. Figuren Kaena kommer derfor også i metaforikkens skarpe lys til at stå som en fantasy-pendent til såvel Jeanne d’Arc og Delacroixs frøken Liberté, der leder sit folk på rette revolutionære vej. Hvad der er en ekstra betagende detalje ved denne læsning er, at den unge dame, som har lagt sin røst til Kaena hedder Cécile de France. Selvom Kaena på ingen måde er en propagandafilm, så synes de underliggende budskaber at være lige så indtørrede som livstræet, at selv ikke den megen computergenererede staffage formår at sælge varen.

Kaena – La Prophétie er fra 2003, og man kan godt mærke at der er sket nogle fremskridt i computeranimation på fem år. Selv om de udsyrede landskaber, teksturer, lyseffekter og mærkværdige væsener er virkeligt imponerende, så forbliver ansigtsmimikken meget stiv og udtryksløs, hvilket igen bevirker, at man har meget svært ved at engagere sig følelsesmæssigt med nogen som helst i filmen. Endeligt er der et par tidspunkter i filmen, hvor det ser ud som om, at computeren har renderet slutningen af visse sekvenser lidt for sjusket. Uanset hvad årsagen er, så opstår der et par gange i løbet af filmen nogle rykkende animationer, som ødelægger den i øvrigt meget imponerende og finpudsede tekniske produktion.

Filmen skal dog have den ros, at den virkelig forsøger at gøre noget helt nyt med computeranimation, som bryder med især den amerikanske tradition. I den forbindelse lægger den sig i nærmest direkte forlængelse af René Lalouxs revolutionerende La Planéte Sauvage (Fantastic Planet) i sin insisteren på, at vise tilskueren noget, som ikke har nogen forbindelse til vores verden. På den måde synes Kaena visuelt også at skylde en lang række europæiske fantasy- og science-fiction tegneserier meget – eks. dem, som er skabt af Mezirez & Christin, Moebius og Caza. La Planéte Sauvage havde dog sin klare berettigelse, idet den både var et udtryk for den udsyrede post-LSD-era i begyndelsen af 70’erne og samtidig allegorisk var både meget mere spidsfindig og politisk.

På mange måder kan Kaena også minde om japansk animé eller et af de mange Final Fantasy-spil, hvor den oplevende ofte bliver kastet hovedkulds ned i en hyperkompleks verden for så langsomt at måtte dechifrere, hvordan det hele hænger sammen. Problemet er bare, at Kaenas verden er alt for kedelig til, at man orker at være der ret længe. Summa summarum er, at Kaena kommer til at fremstå som en visuelt meget imponerende film, der tynges så meget ned af sin mangel på reelt fængende plot og indhold, at man til sidst nærmest ikke kan vente på at rulleteksterne begynder.


Forrige anmeldelse
« Lust, Caution «
Næste anmeldelse
» Firecracker »


Filmanmeldelser