Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Tomb Raider (118 min.) Biograffilm / Warner Brothers
Anmeldt 27/3 2018, 17:59 af Torben Rølmer Bille

Lara forfra


Lara forfra

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Alene titlen Tomb Raider vækker en masse associationer. For nogle kan det være en noget spidsbrystet Lara der med et kælent ”A-ha!” finder et hemmeligt artefakt gemt godt af vejen på en af de mange store baner på Playstation 1 spillet. Så er der dem der måske forbinderTomb Raider med ungdomsværelsets plakat med Angelina i stram våddragt, og andre igen forbinder måske titlen med en diskussionen om sexisme og computerspil, og så er der os, der kan huske dem alle.

Lara Croft er på den måde en kvindelig helt, der både har skabt kontroverser og masser af fornøjelse, samtidig er hun et stærkt brand, der gerne skulle blive ved med at bestå, om ikke andet så fordi folkene bag franchisen fortsat kan tjene penge. I 2013 besluttede Eidos og Crystal Dynamics at lave en koldstart af spilserien, så de udsendte spillet Tomb Raider, der ikke var et remake af det originale spil, men et spil, der fokuserede mere på action end på skattejagt.

Spillet (som i øvrigt blev fulgt op med Rise of the Tomb Raider i 2015 og i efteråret 2018 udkommer Shadow of the Tomb Raider) er Lara en handlekraftig, ung kvinde - med væsentlig mindre bryster end i de tidligere spil. Hun sætter sig for at lede efter en sagnomspunden ø, midt i et utroligt farligt farvand ud for Kinas kyst. Ifølge legenden skulle øen Yamatai være det sidste hvilested for en legendarisk japansk dronning, Himoko, der skulle besidde overnaturlige evner. Laras skib synker og hun må nu forsøge at overleve på øen og ikke mindst finde vejen væk, udelukkende ved hjælp af snarrådighed, hendes evne til at løse mysterier og ikke mindst hendes overdrevne råstyrke og overlevelsesinstinkt.

Spillet blev en enorm succes og når dette sker, er en reboot på filmserien selvsagt ikke langt væk. Filmen deler titel med spillet, har dygtige Alicia Wikander i den dominerende hovedrolle og inkorporerer løseligt plotelementer fra spillet og dets efterfølger. Castingen af Wikander er måske det største scoop. Hun er både i fysisk og skuespillermæssig topform, hvilket også kræves, når man skal indtage rollen som selveste Lara Croft. Godt nok er hun ”bare” en spilfigur, men om nogen karakter fra et computerspil er hun en interessant og overaskende sammensat figur.

Kapellet vil hævde at den nye Tomb Raider film vil være en der deler publikum i to lejre. De der har kæmpet sig gennem spillet vil kunne genkende mange af sekvenserne i filmudgaven, hvad enten det drejer sig om Laras dramatiske flugt i jungelen eller hendes evne til at gå armgang. Der er lagt rigtigt mange små visuelle godbidder ind i filmen, som er vil appellere direkte til gameren, der nok også tænkes at være den primære målgruppe for en film som denne.

Når det så er sagt er det åbenlyse problem ved at filmatisere spil, jo at seeren slet ikke har samme mulighed for at gå på opdagelse, som spilleren af spillet har det. Det lineære format gør, at filmen skal kunne noget med sin fortælling og iscenesættelse, der kan opveje dette tab af interaktivitet Det er i sagens natur nærmest umuligt at komme i mål med dette, for selv om filmen får skabt både gode actionscener og medrivende ture i skumle gravkamre, så er det ikke ”som at være der selv”. Filmfortællingen kommer derfor til at minde om en velproduceret, Indiana Jones-klon med en sej, kvindelig hovedrolle i stedet for vor piskesvingende ven.

En del af plottet handler om Laras stædighed. I starten af filmen nægter hun at ville acceptere hendes faders død. Ligeledes viser en af de første scener, at hun nægter at give op i en boksering og begge dele , er ganske god, for den tegner hende fint som figur. Konceptet med faderens forsvinden og datterens jagt på sandheden som drivkraft er også ok, men den er også set så mange gange før (især hvis man kender spillene) at det blive lige så formularisk som at skulle se Spiderman bliver bidt af en radioaktiv edderkop og opleve sin onkel Ben dø kort tid efter. Det kan godt virke lidt trægt, men det er også svært at undgå når man skaber en oprindelseshistorie.

Nu kunne det måske lyde som om Kapellet ikke bryder sig om Tomb Raider, men det er ikke sandt. Filmen leverer præcis det man kunne forvente. Nogle af skuespilpræstationerne (bla. Laras far og filmens skurk) er lidt for karikerede og hvad enten det er personinstruktionen, der har haltet eller spillerne der har været uengagerede er ikke til at sige. Instruktør Roar Uthaug, har i al fald tidligere bevist (bl.a med gyseren Fritt Villt og katastrofefilmen Bølgen han ikke er uden evner. Wikander er i det mindste en overbevisende Lara Croft – hvilket også er det vigtigste. Filmen byder også på alle de elementer som man forbinder med Tomb Raider: action, skattejagt, eventyr, overlegne skurke og en snert af det overnaturlige - så den leverer varen, men desværre heller ikke så meget mere.

Vi håber i al fald på at filmen finder sit publikum, så der potentielt set kan komme en hel serie af film med Wikander. Film som forhåbentlig tør tage lidt flere chancer en denne og faktisk give både den hærdede gamer og den nytilkomne seer lidt mere uventede twists og overraskende elementer. Det er også lidt mærkværdigt at folkene bag ikke har lagt at følge fortællingen fra spillet tættere og blande elementer fra fortsættelsen in – hvilket bl.a. kan ses i tilstedeværelsen af den skumle Trinity-organisation.

Der er nok stadig enkelte (måske primært hardcore feminister?) der vil hævde at Lara er en slags masochistisk figur, der skal tæskes, skydes på, snittes i og mørbankes – sædvanligvis af barkede mænd – og at dette bare forstærker hende som et produkt af en typisk maskulin agenda og et objekt for et seksualiseret, sygt mandligt blik. Omvendt kan man også vælge at se hende i et mere positivt lys. For i undertegnedes optik er Lara, især i denne nye version 2.0, en stærk, handlekraftig og superintelligent kvinde, der ikke lader nogen bestemme over sig, en kvinde der går sine egne veje og som selvfølgelig finder en løsning på alle de problemer hun havner i. Kort sagt, et glimrende forbillede for ungdommen, uanset køn.


2270
Forrige anmeldelse
« Loving Vincent «
Næste anmeldelse
» Pacific Rim Uprising »


Filmanmeldelser