Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Logan / Logan noir (137 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 19/8 2017, 11:00 af Torben Rølmer Bille

Superhelte for voksne


Superhelte for voksne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er vist ingen tvivl om at en af de mest interessante superheltefilm i nyere tid er Wolverine for som beskrevet i biografanmeldelsen, så er det en film der både tager sig selv, sine figurer og ikke mindst sit univers ganske alvorligt, hvilket indimellem kan være klædeligt, når man tænker på hvor letbenede og overfladiske mange af disse kulørte fortællinger ofte kan være.

Logan er nu kommet på DVD, Bluray, 4K og på forskellige streamingtjenester og fangede du ikke filmen i biograferne, så er det en film som burde være obligatorisk for alle (voksne) superheltefans. Det er bestemt ikke en film for hjemmets mindste, da grundtonen er dyster, voldsom og ganske nihilistisk.

Den BluRay-version som Kapellet har været så heldige at modtage til anmeldelse indeholdt ligefrem to udgaver af filmen: biografversionen plus endnu en disk med titlen Logan – noir. Den anden disk er basalt set samme film som den man husker fra biffen, forskellen er blot at den er holdt i sort/hvid. Det er ikke første gang at film har fået en sort/hvid overhaling, det skete også for Frank Darabonts fantastiske Stephen King-filmatisering The Mist fra 2007.

Selv om enkelte, kvikke læsere nok kunne indvende, at de Logan-fans som har den almindelige version da bare kunne skrue ned for farverne på deres tv, PC eller projektor under afspilning, så virker det altså som om at filmen er blevet fint efterbehandlet i sort/hvid, så kontrast, lys og mellemtoner fremstår meget klarere. Det skal ikke forstås sådan at Logan i noir-versionen kommer til at ligne Sin City, men ideen er fin.

Logan – noir bliver dog aldrig i sin monokrome version lige så stemningsfuld som f.eks. førnævnte The Mist og det er jo heller ikke en ”noir”-film i den gængse forstand, for selv om den rent visuelt er ganske velfungerende i S/H (med undtagelse af et par enkelte scener, der bliver en anelse for mørke) så er selve handlingsforløbet ikke et der nemt kan betegnes som en traditionel noir-film. I vor optik ender Logan – noir mere med at være en gimmick, end noget der egentlig tilføjer noget ekstra til filmen.

Heldigvis kan man også vælge at se den almindelige version af filmen. En film der med al tydelighed viser bredden i Hugh Jackmans repertoire. Har man en forestilling eller fordom om at manden ikke er en egentlig karakterskuespiller, så vil vi påstå at det er fordi man ikke har set Logan endnu.

Jackman har selvsagt den fordel at han kender sin figur overordentlig godt, idet han har anlagt bakkenbarter, adamantiumkløer og en bister attitude i ikke mindre end otte film før denne. Til gengæld er Logan den film, hvor man kommer tættest på figuren og hvor man opdager at figuren ikke er så ensidig som man måske havde troet.

Kommentarsporet på Logan er også ganske interessant. Her fortæller James Mangold om de overvejelser, der lå bag den nye film. Han fortæller blandt andet, at han var træt af den slags historier hvor en superskurk eller anden mørk kraft truer en by, jorden eller andet med total ødelæggelse og ville meget hellere skabe en film, der var realistisk og som legede med ideen om at både Logan og Charles Xavier var blevet meget ældre. To figurer der på hver sin måde har lagt afstand til deres tidligere (superhelte)liv. Logan bryder sig ikke længere om at folk genkender ham som Wolverine og Xavier, der takket være sygdom har fået ødelagt det sind, der i sin tid gjorde ham en af de mægtigste mutanter.

Mangold fortæller at filmen egentlig blev til på baggrund af en indledende undren over hvad Logan egentlig er bange for, hvad der kunne gøre den ellers så usårlige helt sårbar? Svaret var ikke så ligetil, men i al sin enkelthed var svaret genialt: Logan frygter nærhed, relationer og tætte følelsesmæssige bånd. Det er præcis det som filmen italesætter, idet den giver Logan ansvaret for at passe sin syge ersatz-far Xavier og som pludselig opdager, at der eksisterer en lille pige, der deler hans DNA. Pludselig har han ansvaret for hvad der bedst kan beskrives som en umage familie, noget der i Logans optik er langt mere skræmmende end alverdens ondskabsfulde skabninger og skurke.

Det er også fascinerende hvordan filmen bevidst leger med ideen om at selv superhelte har en udløbsdato. Selv om både Xavier og Logan i mange film har set døden lige i øjnene, så er det svært at flygte fra tiden (selv om Logan i al fald ifølge visse tegneserieversioner har levet siden 1700-tallet). I Logan er både ham og Charles blevet reelt gamle. Som nævnt har Xavier enkelte klare øjeblikke, men grundet sin sygdom er der langt mellem dem og Logans sår heler ikke nær så hurtigt som førhen. De er med andre ord begge ved at gå i forfald.

Gensynet med Logan afslørede også at filmen har længere scener, hvor det mere er karaktererne der er i centrum, snarere end ønsket om at skabe fremdrift og selv om den rolige fortælleform måske kan virke lidt atypisk for de der ellers mæsker sig i superheltefilm, så passer den glimrende til netop denne film. Logan er atypisk, men den er stadigvæk rigtig, rigtig god og et bevis for at man sagtens kan lave fornyelse og nytænkning af denne type genrefilm, hvis blot man lægger sig i selen og gør sig umage. Kapellet ser i al fald gerne flere superheltefortællinger få denne overhaling. Et bevis for at film om superhelte er modnet lige som deres kernepublikum.


Forrige anmeldelse
« Fist Fight «
Næste anmeldelse
» CHIPS »


Filmanmeldelser