Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Logan (137 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 9/3 2017, 14:11 af Torben Rølmer Bille

Sårbar superhelt


Sårbar superhelt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For alle de skeptikere, der har for vane at kritisere superheltefilm for filmenes mangel på karakterudvikling, fokus på udtryk frem for indhold, eller ene og alene på grund af antallet af denne type af film som dukker op i disse år, burde allesammen tvinges ind i biografen for at se Logan. Langt om længe har verden fået den Wolverine-film, den fortjener.

For at kunne forklare, hvorfor dette er tilfældet, ser nærværende anmelder nødt til at afsløre handlingselementer fra filmen, som nogen måske kan opfattes som spoilers, så ønsker du at gemme hele oplevelsen til biografen så spring bare resten af anmeldelsen over og tag i stedet direkte til den nærmeste biograf – det vil du nemlig ikke fortryde. Logan er nemlig ikke kun en god superheltefilm, det er ganske enkelt en virkelig god film.

Hugh Jackman og Patrick Stewart udviser eminent samspil, i en langt mørkere, realistisk roadmovie af en film, der ikke kun er voldsom og virkelig blodig, men også poetisk og rørende, især fordi det basalt set handler om død og kærlighed. Kærligheden til hinanden, til andre mennesker, mutanter og selv til de man har besluttet sig for ikke at vil vise følelser overfor. Det er selvsagt også en film, der endnu engang lader den fortærskede kliché om kampen mellem de gode og de onde få en tur rundt i manegen. I Logan er modstanderne repræsenteret ved de ondskabsfulde menneskelige uhyrer, der gennem uetiske videnskabelige eksperimenter og med automatvåben vil ændre på naturens orden og udrydde alle der står i vejen for dem.

Som alle der har læst romanen ved så var det monster som Victor Frankenstein skabte af ligdele og elektricitet i Mary Shellys berømte fortælling, aldrig ensidigt ondt. Næsten helt samme type af ”monster” møder seeren i Logan i form af den lille mutantpige. Hun er skabt i et forskningslaboratorie af Wolverines DNA og det er lykkedes hende og en håndfuld andre børn med særlige evner at flygte fra laboratoriet, da det gik op for dem at de skulle dø, da forsøgene blev nedlagt. Logan har ikke kun hans DNA til fælles med hende, men den samme dyriske vildskab styrer hendes handlinger. Adamantiummen flyder også i hendes årer, selvsamme substans, der nu er ved at forgifte hovedpersonen.

I den nye film er Wolverine nemlig ikke længere den nærmest udødelige superhelt, hvis regenerationsevner og lynhurtige reflekser altid har været hans varemærke. Han er ved at blive gammel. Men den nye film er altså ikke er en decideret 1:1 filmatisering af Old Man Logan, som nogle seriefans ellers havde håbet på, selv om den har visse lighedstræk. Protagonisten halter lidt på det ene ben, der er sår på hans brystkasse, som ikke rigtigt vil heles – til gengæld er det især bitterheden, der synes at have forvandlet ham.

Forvandlet er også Charles Xavier, der ikke længere er den sofistikerede skoleinspektør, som læser T. S. Elliot op for unge, håbefulde mutantelever. Professor X er ramt af en ødelæggende hjernesygdom, der gør at han ikke helt er i stand til at styre sine kræfter og derfor er farlig for sin omverden, hvis han ikke får sine piller og sine daglige indsprøjtninger. Xavier kan nemlig få nogle anfald, der berører stort set alle omkring ham og derfor er han også i filmens start blevet sat i en form for karantæne i en nedlagt vandtank et sted langt væk fra civilisationen. Kort fortalt er både Logan og han ved at blive gamle – deres overnaturlige evner synes ikke at være i stand til at kunne redde nogen af dem fra den skæbne, som vi alle må stå foran før eller siden nemlig tanken om at skulle dø.

Det som holder folk i live er ofte at de her noget at leve for og det får Logan meget modvilligt – faktisk er det mødet med den lille pige og hans accept af hende som fungerer som den primære emotionelle drivkraft i filmen. Da det går op for ham at den føromtalte pige er meget lig ham selv, er udstødt, jagtet og skabt i et laboratorium, indser han, at ham måske alligevel bliver nødt til at hjælpe hende med at nå hen i sikkerhed. De videnskabsfolk der skabte hende i håb om at skabe et ultimativt våben, vil have hende tilbage for enhver pris og derfor sætter de alt ind for at opspore hende. Det er dog lettere sagt end gjort, især når hun får hjælp af sin surrogatfar.

Logan er en film, der på papiret måske lyder som om den er i farezonen for at blive så rørstrømsk og fyldt med så meget patos, at det ville blive for meget af det gode, men heldigvis kammer filmen aldrig over og bliver patetisk. Den formår i stedet at gøre sine figurer både komplekse og til nogen som man har stor sympati med. Disse mutanter er på denne vis langt mere menneskelige end nogensinde før og derfor bliver de også meget nemmere for publikum at føle med. Superhelte har altid skulle have en form for akilleshæl for at man kunne forholde sig til dem, men i denne film er det netop tanken om deres egen forestående død, der gør at vi i den grad føler med dem.

Logan er en film der tager både sine figurer og sig selv meget højtideligt, men det klæder virkelig franchisen. Der samme gør også den R-rating (15-års grænse) som filmen har fået. Wolverine får denne gang virkelig lov til at vise os hvordan det ser ud når et sæt adamantium-kløer hamres ind i et ansigt eller flår en arm af. Der bruges feje tricks og ingen af de medvirkende forsøger at skåne hinanden. Selv sympatiske figurer lider undervejs en brutal, uretfærdig død. Når kampene først brager løs er det derfor en nærmest fysisk oplevelse at være til stede i biografsalen.

Nærkampe mellem helte og skurke er set et utal af gange før, men derimod har man aldrig før set så fin og nuanceret en skildring af en indebrændt superhelts forhold til henholdsvis sin gamle mentor og ikke mindst ”hans” lille pige. Hvis man, som gammel Marvelfan, ikke kniber en enkelt tåre eller to undervejs, er man nok lavet af umlulium og er muligvis være i fare for at være mere superskurk end helt. Når en egentlig banal superheltefilm kan fremkalde så stærke følelser hos os tilskuere så er det altså virkeligt godt lavet – og det er lige hvad Logan er.


Forrige anmeldelse
« Fantomdrengen «
Næste anmeldelse
» KONG – Skull Island »


Filmanmeldelser