Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Stagefright (87 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 16/6 2008, 19:55 af Torben Rølmer Bille

Uglemanden går amok!


Uglemanden går amok!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tiden har ikke været helt nådig ved Michele Soavis firserslasher Stagefright. For selv om både gamle og nytilkomne fans kan frydes over den opfindsomhed, hvormed filmens psykotiske morder - der af uransaglige årsager deler navn med krimiforfatteren Irwing Wallace - får nakket sine ofre, så er både karakterer, dialog, tøj og frisurer desværre ret forældede. Det medfører, at det er lidt svært at føle empati med de stakkels ofre, der alle ser ud som om de ikke kom med i Whams sidste musikvideo.

Når kritikken ellers har lagt sig, så må man samtidig sige, at Stagefright stadig er en af de bedste, rendyrkede slashere fra senfirserne, og at filmen har været en personlig favorit, siden det lykkedes undertegnede at sikre sig en VHS-kopi, der bar den evigt lamme ”danske” titel Bloody Bird. Filmen er en sand b-films-klassiker, der hverken er bange for at være campet, fjollet eller grusom - og som tillige har et af de mest rene horrorplots, man finder i genren.

En samling håbefulde dansere og skuespillere er i færd med at øve til urpremieren på et nyt teaterstykke om en voldtægtsmand og seriemorder. Den überstressede instruktør Peter nægter at lade sine skuespillere slappe for meget af og låser dem derfor inde i teatret. Men inden teatret forsegles, har to af danserne opsøgt et nærliggende sindssygehospital, da den ene af pigerne havde forstuvet anklen. ”Et hospital er vel et hospital”, som den ene siger. Her er Wallace indespærret, men af uvisse grunde benytter han chancen for at myrde sin opsynsmand og snige sig ombord i bilen på vej tilbage til teatret.

Efter med et veltilrettelagt hug at have placeret en hakke i munden på bilens chauffør, sniger Irving sig ind på teatret, inden det låses af, for efterfølgende at myrde teaterfolkene en efter en. O’ og med hvilken opfindsomhed! Hvor Michael Myers har sin kniv og Jason sin machete, så må man frydes over Wallaces’ kreativitet. Han benytter bl.a. motorsav, slagboremaskine og mange andre af de mest farlige ting, man kan finde i sløjdlokalet. Selv om enkelte af mordene foregår offscreen, er langt de fleste grusomheder penslet ud i al deres purpurrøde glans.

Dertil kommer, at kombinationen isolation og seriemorder altid fungerer. Instruktøren Peter har overladt det til en af skuespillerinderne at gemme nøglen, og naturligvis er hun en af de der ryger først. Så panikken blandt resten af de håbefulde talenter spredes hurtigt, da de indser at de ikke har mulighed for at komme ud.

Det er altså hverken for håret, de superpinlige dansesekvenser, morderens (og Soavis) valg af en bizar, stor uglemaske, pastelfarvede benvarmere eller den eftersynkroniserede dialog, at man skal se Stagefright – det er derimod den rendyrkede slasherstil, de velfungerende suspense-elementer og ikke mindst de udpenslede mord, der adskiller denne lille perle fra en massiv mængde af billigt producerede gyserfilm i kølvandet på Hollywood-succeser som Halloween og Friday the 13th.

Som ægte nørd kan man også smile genkendende, når Soavis låner fra Il Maestro (Dario Argento) både i filmens kameraføring, den ekspressionistiske (åbenlyst teatralske) lyssætning og ikke mindst groteske, sadistiske og eksplicitte mord. Soavi har været assistent på flere af Argentos film (både Tenebrae, Opera og Phenomena), og de to samarbejdede om La Chiesa , der naturligvis alle er værd at se for fans af pasta-horror.

Stagefright er og bliver Soavis svendestykke. Selv ikke den underfundige zombie-romance Dellamore dellamorte (aka. Cemetary Man) kan måle sig med denne enkle og brutale slasher. Selv om der siden 1987 er skabt mange teknisk langt overlegne og bedre slasherfilm, så er det stadigvæk værd at gå tilbage til klassikerne og her synes Stagefright bestemt at være blandt dem.

Det skal også tilføjes, at man på AWEs fine udgivelse selv har valget mellem at se filmen i widescreen eller i TV-format. Purister foreslår, at 3:4 er sådan filmen skal ses, men jeg fandt nu alligevel fornøjelse i for første gang at se filmen i bredformat. Uanset hvad man vælger, så er hakken, der stopper skriget, stadig lige så effektiv i dag som for tyve år siden!


Forrige anmeldelse
« Det som ingen ved «
Næste anmeldelse
» Lady Snowblood 2 – Love Song of... »


Filmanmeldelser