Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Love & Friendship (92 min.) Købefilm / Angel Films
Anmeldt 27/1 2017, 14:49 af Torben Rølmer Bille

Veloplagt periodedrama


Veloplagt periodedrama

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man skal have undertegnede til at interessere sig for Britiske periodedramaer, så bør man overveje at smide nogle zombier ind i ligningen, som det skete med Pride Prejudice & Zombies i 2016. Omvendt set, så bør man også respektere at Austen har forfattet en lang række klassikske kærlighedshistorier, der har fundet genklang og masser af fans verden over.

En af Jane Austens mindre kendte romaner er Lady Susan. Det var en af de første romaner forfatteren skrev, men som af forskellige årsager først blev udgivet efter Austens død, små 100 år efter hun skrev den. Overraskende nok byder fortællingen på en af de mest interessante kvindeskikkelser hos Austen, for Susan er langt mere handlekraftig og selvstændig en hovedperson, end man ellers er vant til at se i Austens romanunivers. Lady Susan har dannet grundlaget for manuskriptet til filmen Love and Friendhip, som i skrivende stund er kommet på DVD fra Angel films.

Det er Kate Beckinsale (måske bedst kendt blandt ligesindede nørder som Selina fra Underworld-filmserien) der spiller hovedrollen som enkefruen Lady Susan Vernon, der mildest talt er ilde set blandt det bedre borgerskab. Uden at sige det direkte – de er jo englændere – synes (især kvinderne) at Susan har lidt for nemt ved at tiltrække sig mænds opmærksomhed, selv om samme fine fruer selvfølgelig heller ikke kan nægte at give enkefuren husly, hvis hun pænt beder om det. Der er jo noget der hedder dekorum blandt det bedre borgerskab.

I filmens start søger hun derfor tag over hovedet hos en familie, som også snart får besøg af Susans datter, Frederica. Datteren er stukket af fra den kostskole hun går på, muligvis fordi moderen ikke har betalt regningerne, men mere sandsynligt er det fordi pigebarnet er dybt frustreret. Mor har nemlig lovet hendes hånd væk i ægteskab til Sir James Martin. Han er en midaldrende herre, der mildest talt hverken er smuk eller særligt begavet. Nogle vil måske ligefrem kalde ham imbicil. Frederica trygler derfor moderen om at opgive ægteskabsplanerne, men Susan bliver jo nødt til at pointere, at hun og datteren bliver nødt til at få en fast indtægt, for arven efter manden slipper jo op på et tidspunkt.

Overordnet set kunne dette jo lyde som en meget typisk Jane Austen-fortælling, med et stort, uoverskueligt persongalleri, en masse forviklinger og følelser, som figurerne konstant bliver nødt til at undertrykke, selv om det kan forekomme som det sværeste i verden. Det er det også langt hen af vejen, for filmen byder på masser af flotte kjoler og dialoger der handler om stort og småt, men allermest er det en film, der viser seeren hvordan man kan tilpasse sig enhver situation.

Det er heldigvis også en film, der er dejlig nutidig. Ikke så meget i forhold til det lidt støvede engelsk der tales undervej, men mere i sin skildring af den handlekraftige Susan, der på mange måder virker meget mere nutidig end de kvinder hun omgives af. Hun er god til at manipulere, især mændene og giver ikke op før hun får sin vilje. Desuden lægger hun ikke skjul på hvad det er hun vil og selv når hun tages i en løgn, er hun formidabel til at få affejet den uden at miste ansigt. Det er utroligt forfriskende at opleve, i stedet for de mange overforsigtige og nervøst anlagte hovedpersoner som man har oplevet andre steder hos Austen.

Kate Beckinsale er virkelig god som Susan. Hun spiller rollen med elegance og en frækhed der hører figuren til. Tom Bennet, der spiller bifiguren, den virkelig tåbelige, kejtede og pinlige James Martin og gør dette meget overbevisende og virkelig morsomt. Den største helt i filmen er dog dialogen, for selv om der garanteret er skåret rigtigt meget fedt fra originalmaterialet, er det lykkedes manuskriptforfatteren (og filmens instruktør) Whit Stillman at fange de allerskarpeste replikker fra originalmaterialet, så det bliver morsomt selv for et moderne publikum. Eksempelvis er der i en scene midt i filmen en mand der opsøger Lady Susan på åben gade. Hun siger at han skal gå væk, og adlyder han ikke dette med det samme vil hun sørge for at han bliver pisket. Manden vender sig chokeret væk og går. Susans veninden undrer sig over at en fremmed på den måde antaster hende, hvorpå Susan svarer, at det var en kær ven, for ellers ville hun da slet ikke have talt til ham.

Som nævnt er Deres anmelder normalt ikke til Jane Austen, men Love and Friendhip ender med at være en film, der overbeviser om kvaliteterne ved materialet. Det er en både velfortalt, veloplagt og ganske morsom romanfilmatisering. Med en spilletid på lidt over halvanden time er den heller ikke for lang og selv om den byder på mange af de elementer som kendetegner Austens forfatterskab, er den som sagt mere nutidig. Det rent visuelle er ikke så prangende kulørt som mange andre af disse periodedramaer, for selv om kjolerne er flotte så er omgivelserne lidt mere patinerede og giver et lidt mere realistisk look, hvilket også passer fint til filmens mere ”nutidige” tone. Kort sagt er det en film der både vil glæde gamle Austen fans og som måske ligefrem kan skaffe nogle nye.


Forrige anmeldelse
« Absoultely Fabulous – The Movie... «
Næste anmeldelse
» Morgan »


Filmanmeldelser