Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




A most violent year (125 min.) Biografversion / Angel Films
Anmeldt 17/6 2015, 09:47 af torben Rølmer Bille

Ambitionens pris


Ambitionens pris

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er noget sært paradoksalt ved titlen på J. C. Chandors nye spillefilm A most violent year. Dels fordi handlingen udspiller sig i løbet af en måneds tid, dels fordi den ikke er særlig voldelig. Chandor imponerede kapellet sidste år med det minimalistiske enmandsdrama All is lost. Hans seneste film er mindst lige så interessant, sin lettere misvisende titel til trods.

Titlen er ifølge pressematerialet en reference til året, som filmen foregår i, nemlig 1981, der var året, hvor der i New York (som filmen bruger som skueplads) blev begået mest voldskriminalitet. Selv om der forekommer både trusler, pistolskud og knytnæveslag i filmen, er volden fra titlen nærmest udelukkende holdt i baggrunden i form af nyhedsoplæsere i radioen, som fortæller om skyderier eller knivoverfald, idet vore hovedpersoner kører rundt i byens gader.

Faktisk er filmen meget afdæmpet i sit udtryk, for selv om vor hovedperson Abel (metaforisk den gode af de to bibelske brødre) presses voldsomt og konstant fra alle sider, så gør filmen aldrig det, som den med sikkerhed ville have gjort, hvis den var blevet lavet i den periode, som den foregår i, nemlig at knække over i en regulær selvtægtsfilm.

Abel ejer et lille transportfirma, der kører fyringsolie rundt i New York, men hans lastbilchauffører overfaldes konstant af ukendte gerningsmænd, som tømmer lastvognene for deres dyrebare indhold og herefter efterlades på øde områder. Abel skriver også i filmens start under på et skøde til en ejendom, der vil garantere vækst i hans firma, mens det eneste der kræves er, at han kan få sin bankmand med på ideen og låne ham pengene til ejendommen. Samtidig er byens distriktsadvokat i gang med at kuglegrave Abels virksomhed, for det virker som om der er noget fordækt ved den, en følelse som seeren også sidder med, specielt fordi vi oplever, at Abel og hans hustru er ganske kreative med bogføringen.

Da en af chaufførerne, som kører for Abel, og som tidligere har fået tæsk af de ukendte bagmænd, pludselig involveres i en skudepisode, bliver Abels situation meget mere desperat. Han står uden penge. Han er i politiets søgelys, og de mere fordækte elementer, som Abel kender, synes alle sammen at dække over hinanden. Han har nu kun ganske få dage til at skaffe alle de penge, han skylder, væk, og da en mystisk fremmed pludselig dukker op en sen nattetime ved Abels nyindkøbte villa og efterlader en ladt pistol, er både Abel og måske især hans kone helt ved at miste fatningen. Det er med andre ord svært at opføre sig rationelt under disse omstændigheder, for selv om Abel måske ikke er 100% lovlydig, så har han indtil nu kunnet undgå at blive involveret i forbrydernes kløer direkte. Spørgsmålet er så, om dette stadig er tilfældet, når filmen når sin slutning?

A most violent year er utrolig cool. Det er den både i sin underspillede, men højdramatiske og realistiske fortællestil, sit rolige tempo, de mange vinterbilleder fra New Jersey og ikke mindst takket være periodeskildringen, der virker nærmest perfekt. Det eneste, der synes at tale imod filmens udgave af New York anno 1981, er fraværet af World Trade Centers to karakteristiske tårne i skylinen. De ses godt nok gennem bagruden af en bil i en enkelt scene, men det er blot mærkværdigt, at de er fraværende andetsteds. Der kunne have været en ganske fin pointe i at bruge disse symbolsk, når det netop er penge og den krakellerede Amerikanske Drøm, som italesættes.

Filmen fungerer både rigtigt godt som drama, men måske endnu bedre som allegori på Den Amerikanske Drøm, hvor blod og olie helt bogstaveligt blandes, og hvor selv de bedste intentioner og etiske korrekte valg ikke ændrer på det faktum, at alle businessmænd, der har til hensigt at stige i graderne, med garanti bliver nødt til at forurene det mel, de har med sig i posen, for at nå deres mål.

Set på denne vis er det sikkert en film, der henvender bredt men måske især til engelsklærere (dog ikke til deres elever, for hertil er fortælletempoet alt for langsommeligt og allegorien en anelse for utydelig). Filmen kan være lidt svær at følge med, fordi den indledes in medias res, hvilket kan være med til at forvirre tilskueren en smule, da man selv skal stykke sammen, hvem der er hvem, og hvad deres forhold er til hverandre, uden anden hjælp end dialogen, der til gengæld handler mest om business. Desuden fokuserer meget af filmen netop på Abels forretningseventyr, et element som sikkert kan virke søvndyssende eller unødigt kompliceret.

Disse faktorer til trods, så er A most violent year højst seværdig, idet den leverer et drama, som både forekommer forankret i en realistisk amerikansk filmtradition, og som undviger de gængse Hollywood-klicheer, som man ellers forventer, når man ser periodestykker om storbyer og karakterer, der er på kant med loven. Lydsiden minder os hele tiden om, at der er noget i gære, for selv om den ikke trænger sig på, sikrer musikken, at der er en konstant uro, som passer næsten perfekt i en fortælling om en mand, der presses længere og længere ud. Skuespillet er samtidig så tilpas afdæmpet, at figurerne kommer til at fremstå virkelig stærke ligesom dramaturgien - igen uden at forfalde til klicheer. A most violent year får måske svært ved at konkurrere mod aktuelle blockbusters, men til gengæld er det en film, der i den grad fortjener at blive set.


Forrige anmeldelse
« Camp X-Ray «
Nste anmeldelse
» Leviathan »


Filmanmeldelser