Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Bad Neighbours 2 (92 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 3/11 2016, 21:29 af Torben Rølmer Bille

Naboproblemer med piger


Naboproblemer med piger

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om det efterhånden er blevet cementeret, at visse typer film godt kan kategoriseres som kunst, er størstedelen af de film der skabes nogle der gerne skulle generere et overskud – for filmindustrien har, lige som alle andre industrier, interesse i at generere et overskud så maskinen fortsat kan holdes i gang.

En af de metoder som Hollywood er blevet kendt for at bruge i jagten på profit, er at skabe fortsættelser, prequels, ja endda spin-off film og tv-serier på baggrund af enkelte, succesfulde film. Tænk blot på Star Wars- eller Marvel-universet, der i skrivende stund virker som et lokomotiv i topfart der ikke har tænkt sig at sætte farten ned. Selv om det ikke er helt fair at sammenligne disse gigantiske franchises med en komedie som Bad Neighbours, er der ikke desto mindre kommet en fortsættelse. En film der har fået den originale titel bad Neighbours 2.

Kapellet træder næppe nogen over tæerne når vi skriver at konceptet i to’eren stort set er en nøjagtig kopi af den første film, med nogle få ændringer smidt ind undervejs. Hovedpersonerne er stadig forældreparret Marc og Kelly, der gerne skulle have solgt deres hus. De virker umiddelbart som et par sympatiske mennesker i fyrrene, der - fordi de nu venter deres andet barn - har tænkt sig at flytte til noget større.

I den første film fandt de jo en løsning på at leve med det fraternity (et bofællesskab for mandlige collegestuderende – red.), der var flyttet ind i naboejendommen og er i filmens start ligefrem på god fod med Teddy, der i sin tid var den selvbestaltede leder af denne ungdomsbolig. Teddy holder stadig fast i ungdomslivet, selv om hans collegevenner alle har valgt at komme videre med deres respektive liv. Så han beslutter at sælge huset til en gruppe piger, der mangler et sted at bo og ikke mindst et sted hvor de kan oprette deres eget sorority (en bofællesskab for piger i college – red.) i protest over at de etablerede sororities, der ulig fraternity’erne ikke må afholde fester.

Så er banen ligesom kridtet op. For selv om filmen også forsøger at skabe en venlig ment subtekst, der handler om ligeret for både piger og drenge i forhold til at leve det vilde collegeliv, så er rammerne stort set de samme. Pigerne vil feste konstant, mens parret i naboejendommen desperat forsøger at få solgt deres hus, uden de nye købere opdager at de flytter ind et sted hvor det stort set er umuligt at få nattero.

Det er da heller ikke den gode historie, der bærer film som denne, for når ret skal være ret handler det om at få skabet en masse morsomme scener, der enten er båret frem af munter dialog eller fysisk humor. Scener tilskueren kan grine af i den halvanden times tid som filmen varer. Det er hverken særligt intelligent eller sofistikeret lavet, men det er vel heller ikke det man forventer når man står og ser på coveret til bad Neighbours 2.

Faste læsere vil vide at undertegnede måske har en svaghed for denne type af platte, strømlinede, amerikanske komedier og med dette faktum i mente vurderer selvsamme seer at filmen var regulært underholdende. Det er nok langt fra alle der deler denne glæde ved mainstreamkomedien, men holder man af både Seth Rogen og Zac Efron, (der i denne film atter engang overspiller helt bevidst), så er man i ret gode hænder.

Som man kan se på antallet af forfattere til filmens manus, har der været en hel del folk involveret og dette gør så også at filmen tid tider kan føles en anelse anstrængende – som om der bevidst skal være en morsom scene hvert halve minut. Langt hen af vejen virker det dog, for der er reelt sjove scener ud over de der præsenteres i traileren. Endelig hjælper Chloë ”Hit Girl” Moretz også med at sælge varen, idet hun spiller pigen, der sætter sig for at gå imod skolens principper og etablere et bofællesskab for piger, hvor der bliver holdt de vildeste fester, selv om naboerne gør alt hvad de kan for at forpurre disse planer.

Bad neighbours 2 er halvanden times ren, letbenet eskapisme. En film, der udelukkende har til formål at underholde sin tilskuer og det gør den, såfremt man altså hører til de der holder af denne type af film. Det er dog primært en film, der henvender sig til de der ikke har set etteren, for selv om der er en masse gags der er nye, så er det stort set en karbonkopi af den første film, blot med party-piger i stedet for party-drenge i naboejendommen.


Forrige anmeldelse
« Edge of Winter «
Næste anmeldelse
» The 5th Wave »


Filmanmeldelser