Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Last House on the Left (2009) (113 / 110 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 15/11 2009, 10:20 af Torben Rølmer Bille

Gentagelsens glæde?


Gentagelsens glæde?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af Wes Cravens første store succeser som instruktør var filmen Last House on the Left fra 1972. Filmen var en voldsom, exploitation-film, løseligt baseret på Ingmar Bergmans Jomfrukilden, som i sin egen ret tog udgangspunkt i en gammel svensk folkevise – ”Töres dotter i Wänge”. Der er altså tale om en form for intertekstuel reference i tredje led og i 2009 kom så det fjerde led på denne selvtægts-kæde – med en ny version af Wes Cravens film.

Man kan efterhånden ikke overraskes over, at Hollywood genindspiller klassikere, for selv om en ny version af Casablanca heldigvis blev aborteret før denne vanskabte rædsel kunne blive født, så har vi været vidne til en lang række klassiske – især gyserfilm – i nye udgaver. Det mest horrible eksempel på disse remakes er nok stadigvæk den, som den ellers så dygtige instruktør Gus Van Sant, påtog sig - genindspilningen af Alfred Hitchcocks mesterlige Psycho.

Selv om der er kommet mange rædsomme film som resultat af denne remake-feber, så har der heldigvis også også været plads til en håndfuld gode remakes; eksempelvis Zack Snyders udgave af Dawn of the Dead eller Rob Zombies Halloween, for blot at nævne et par. Spørgsmålet er så, om den nye version af Last House on the Left på nogen måde kan tilføje noget nyt til forgængeren, men svaret er ikke så ligetil.

Filmens handling kan gengives ganske kort. Et par teenagepiger løber uheldigvis ind i nogle slemme, slemme forbrydere, som forgriber sig på dem og går i gang med at torturere og dræbe. Da forbrydernes bil senere bryder sammen, ankommer banditterne nærmest ved et tilfælde, til det hus hvor den ene af pigernes mor og far bor. Papa og mutti opdager at deres logerende har forgrebet sig på datteren og beslutter sig i fællesskab for at afstraffe gerningsmændene. Den største forskel fra originalen er, at der nu også er en barmhjertig dreng med forbryderne, som er blevet en lille smule lun på det ene offer.

Hvis vi skal starte med de negative aspekter, så kan man sige at Last House on the Left meget nemt drukner i mængden af lignende ”home-invasion” film, som vi har set på det seneste; eksempelvis The Strangers, den fremragende franske Ils (aka. Them), eller for den sags skyld Michael Haenekes formidable, dystre kommentar til genren som helhed Funny Games. Så ideen med fremmede mennesker, der vil protagonisterne det onde er langt fra ny og selv om man ikke har set Cravens originale film, så burde temaet være velkendt for gyserfans.

Hvis man er fan af originalen, så mangler den nypolerede Hollywood-udgave en del af den råhed og 70’er-agtige brutalitet, som kendetegnede den. Det er nærmest umuligt at genskabe den grindhouse stemning man forbinder med klassikerne, selv om folk som bl.a. Tarantino forsøger sig igen og igen. Dertil kommer at originalens overskurk Krug blev spilet af David Hess, der blandt fans har en nærmest kultagtig status som det ultimative dumme svin (en rolle Hess i øvrigt gentog i Rugero Deaodatos Last House on the Edge of the Park fra 1980), for selv om Garret Dillahunt gør sit til at spille afstumpet, så mangler den vildskab og utilregnelighed som Hess’ psykotiske blik tilførte originalen.

For nu ikke det hele skal blive en langtrukken nostalgisk længsel tilbage til splatterfilmens barndom, så kan man ikke sætte en finger på det rent produktionsmæssige aspekt ved den nye film. Billederne er alle flotte – især på BluRay - lyssætningen virker naturlig og skuespillet er, til trods for langt de fleste af de medvirkende er ret ukendte (med mindre man ser mange tv-serier), rigtigt godt. Især skal man i den forbindelse fremhæve Tony Goodwyn, som undertegnede fejlagtigt først mente var Eric Bana, i rollen som den bekymrede lægefar, men også den mishandlede datter, der her spilles af Sara Paxton, er også overbevisende udkrængende i sin præstation.

Den seneste udgave af Last House on the Left er, kort sagt, ikke nogen dårlig film. Den kan med garanti finde sit publikum blandt alle de, der ikke har eller ikke vil se originalen på grund af dens alder og som samtidig ikke er blevet mætte af de mange lignende titler som er på markedet for tiden. Til splatterfans byder filmen også på en særdeles ubehagelig scene, hvor en af gerningsmændene udsættes for blandt andet køkkenkværn og hammer inden han udånder - men det er svært at undslippe det faktum at filmen primært er tænkt som en mulighed for at nå et nyt pengestærkt publikum og ikke som en film, der som Cravens original eller Bergmans, formår at krybe under huden på sin tilskuer.


Forrige anmeldelse
« Happy Tree Friends – 1 sæson... «
Næste anmeldelse
» Fanboys »


Filmanmeldelser