Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Klanen (110 min.) Biograffilm / Camera Film
Anmeldt 13/10 2016, 14:14 af Uffe Stormgaard

En mini Godfather


En mini Godfather

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Puccioerne er en ganske almindelig velfungerende middelklasse familie i en forstad til Buernes Aires. Den gråsprængte Pater Familias, Arquimedes, vil gøre alt for familien. Med de smukke/farlige stålgrå øjne, troner han for bordenden, sammen med sine søde velafrettede halvvoksne børn og en lydige hustru bag kødgryderne.

Et traditionelt billede af en argentinsk gennemsnitsfamilie på vej op af velfærds stigen i begyndelsen af 1980.

For allerede inden filmens fortekster, er vi gennem arkivoptagelser, blevet indført i Argentinas opgør med diktaturet, nu på vej mod demokratiet – og så et lidt forvirrende frem-i-tid-klip, hvor politiet stormer Puccio-familiens hus.

Så nogen helt almindelig gennemsnitsfamilie er Puccioerne nok ikke. Snarere, når man kigger ind bag etplans husets tillukkede facade, en mini-Godfather klan, med kidnapning som speciale. Endda en af den brutale slags. Den, hvor kidnapperen umiddelbar efter, at man har fået løsesummen i hænde, brutalt myrder den kidnappede – så er man sikker på at han/hun ikke sladre om gerningsmændenes identitet.

Hjernen bag den grove kriminalitet er den coole fader Arquimedes. En skræmmende blanding af en dannet, velformuleret argentinsk gentleman med fortid som en af diktaturets håndlangere, stadig med gode kontakter til de tilbageblevne juntavenner og sympatisører i regimets top – overbevist om at ”kommandanten” nok i sidste ende skal beskytte ham og familien. (Uhyggeligt troværdigt fremstillet af Guillermo Francella kendt fra Øjnenes Hemmelighed 2009).

Sønnen Alex (Peter Lanzani), der er succesfuld rugbyspiller, med kontakter til rigmandsmiljøet – hvorfra de kidnappede skal hentes – får samvittighedskvaler, da det går op for ham, at planen hver gang er, at modtagelsen af pengene automatisk efterfølges af drab. Kvababbelsen overvindes dog (næsten) ved at faren overlader Alex en stor del af løsesummen, så hans drøm om en surfboardforretning og et familieliv med kæresten, kan realiseres – en voldsom elskovsstund i en bil, krydsklippes med lidelses skrig fra en kidnappet. Stærke sager.

Klanens store styrke er balancen mellem det hårdkogte brutale og det tilsyneladende velfungerende familiesammenhold. Der læses ufortøvet lektier, spises mad og familiehygges, mens skrig fra kælderen trænger sig på. En falsk tryghed sammenholdt med en underliggende angst og frygt for at færdes på gader og i det offentlige rum. En utryg nation, hvor kriminalitet og vold, i ly af hverdagen, accepteres og ofte har frit spil.

Instruktøren Pablo Trapero (bl.a. White Elephant 2014) tegner med sin mørke pensel et nådesløst brutalt billede af den politiske situation i Argentina i 80erne, hvor kynisme og protektionisme gør livet for borgeren usikkert. En voldsom lydside lader, helt kontrapunktisk, ugerningerne ledsages af tidens beat-rock- og popmusik – en voldelig kidnapning sker til evergreenen ”Just a Gigolo”.

Men, som vi ved fra filmens første minutter - efter tre kidnapninger -befries det 4.offer efter 36 dages indespærring af politiet. Familien med håndlangere kan nu stilles for retten. Klanens sidste minutter gør filmen uhyggelig nærværende – og fiktionen forvandles til håndgribelig virkelighed, medens rulleteksten bekendtgør længerne på den enkeltes fængselsstraf.

Et Godfather-drama i et parcelhuskvarter, i slægt med filmskaberne Di Parma og Martin Scorsese, når de er bedst. Klanen er ikke kun elementært spændende og velspillet – men også et vigtigt historisk dokument, der viser, at selv når demokratiet tilsyneladende sejre, er der stadig tråde tilbage til lovløshedens brutalitet.


Forrige anmeldelse
« Whiskey Tango Foxtrot «
Næste anmeldelse
» The Neon Demon »


Filmanmeldelser