Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




En mand der hedder Ove (116 min.) Biograffilm / Nordisk Film
Anmeldt 26/5 2016, 08:22 af Torben Rølmer Bille

Bog vs. film?


Bog vs. film?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den gnavne, gamle mand, er ikke et særsyn i filmens verden. Tænk bare på Jack Lemon & Walther Matthaus stridigheder i komedieserien, der netop hed Gnavne, gamle mænd. Man bør i samme dur nævne Clint Eastwoods bevidste leg med hans Dirty Harry-image i den fremragende Gran Torino. Netop nu kan endnu en ”ny” gnaven ”gubbjävel” opleves i biograferne, nærmere bestemt En mand der hedder Ove.

Det er ikke hver dag, at Deres udsendte tager sig tid til at læse den roman ugens premierefilm er baseret på, men i dette tilfælde var romanforlægget blevet anbefalet ganske varmt fra flere forskellige sider, så det føltes faktisk som en pligt at gennemtrawle Frederik Backmans roman før filmen blev set. Derfor vil den følgende anmeldelse også være præget af en sammenligning med romanen, som var skrevet så morsomt og i så fængende en tone, at den næsten læste sig selv. Det er kun de færreste film, der kan holde til sådan en sammenligning, men omvendt var bogen ikke blevet læst før filmen skulle ses, ville den nok blot have samlet støv i reolen for evigt.

I denne optik så er bogen altså meget bedre end filmen. Bogen fungerer mest af alt fordi den er fortalt gennem Oves indre monolog. Læseren har på den måde både adgang til Oves tankeunivers og til de oplever Oves gøren og ladens samtaler og tanker om netop Ove. I bogen er Ove altså en person, der meget sjældent siger noget, med mindre han vurderer at det er strengt, strengt nødvendigt. Dette giver læseren et virkeligt fint billede af, hvad der måske kan gemme sig af tanker og ideer i hovedet på den store, grå, midaldrende masse af mænd, der med blød hat vandrer rundt i vores bybillede og ser virkeligt indebrændte ud, uden man som udeforstående har adgang til årsagerne til deres bistre fremtoning.

I sagens natur kan man ikke have en figur på film, der har lige så få replikker som Ove har i bogen, med mindre da man ville lade hans voiceover dominere de to timer filmen varer. Dette er heldigvis ikke sket, men i stedet har vi med en Ove at gøre, som er noget mere verbal end ham der skildres i bogen. Eksempelvis er der flere scener i filmen, hvor vi oplever Ove tale til sin afdøde hustrus gravsten og her sætter han konkrete ord på sine tanker, men filmen gør som bogen også brug af flashbacks, så vi kan få indblik i både barnet og den unge Oves genvordigheder.

Selv om det antydes i filmen, at Ove har hænderne skruet ordentligt på og at han lige som i romanen har foragt for de der ikke har det, så er dette aspekt altså ganske nedtonet i filmen, i forhold til at fortælle mange af de andre små historier som omgiver Ove. Parcelhus-”idyllen” er eminent genskabt og de mange figurer, der kredser om hovedpersonen er også både troværdigt og nænsomt skildret, lige som hans store kærlighedsfortælling er meget tro overfor romanen.

Havde man ikke læst bogen umiddelbart før filmen, havde man nok heller ikke været så kritisk anlagt, men de mange fine, sarkastiske kommentarer som man knuselsker Ove for i bogen er ofte blevet sparet væk i filmudgaven og det er en skam. Godt nok er Ove, i Rolf Lassgårds skildring af hamlige så sur, suicidal, tvær og irritabel som i bogværket, men han fungerer desværre slet ikke nær så godt som i romanen. Måske netop fordi filmen tvinger ham til at være meget mere åbenmundet.

Dermed ikke sagt at filmen ikke fortjener at blive set, for det gør den. Det er en fortælling, der tager udgangspunkt i en nordisk hverdagsvirkelighed, en historie om en lille mand, der har svært ved at acceptere den magt kommune, forvaltning og stat – dem han samlet set kalder ”dem i de hvide skjorter” - har over hans og andres liv. Oves liv er også fuldt af en række skæbner som de fleste af os sagtens kan relatere til og endelig sidder både skuespillerne og det filmiske håndværk lige i skabet. Noget som bogens Ove sikkert ligefrem ville rose.

Det er dog bare som om der mangler en masse af de finurlige detaljer, hverdagsobservationer og ikke mindst Oves indre spydigheder. Kapellet ved udmærket, at det rent dramaturgisk er svært at skabe en film på samme vis som en roman, men der er også taget en del andre friheder undervejs.

Eksempelvis mangler bogens åbningsscene helt, den hvor Ove forsøger at købe en ”datamat”. Det er virkelig en skam. I stedet har filmmagerne valgt at starte filmen med scenen i plantecentret, hvor Ove insisterer på at kun betale for den ene af de to buketter, der er ugens tilbud. Selv om der er mange scener som er løftet næsten direkte fra romanen, er der ligeledes elementer i filmen som viger fra dem i bogen. F.eks. er den tragiske historie om busturen til Italien, flyttet frem så den næsten kommer til allersidst i filmen, hvilket måske er ganske smart, men som giver en anden vægtning og forståelse af figuren end i romanen.

Rådet er derfor ganske enkelt, læs bogen, men endelig ikke før du har set filmen, såfremt du altså gerne vil se den. Begge versioner er gode, men romanen er altså bare det nøk bedre!


Forrige anmeldelse
« Youth «
Næste anmeldelse
» Alice i Eventyrland: Bag spejle... »


Filmanmeldelser