Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Sauls søn (107 min.) Biograffilm / Camera Film
Anmeldt 23/2 2016, 14:00 af Uffe Stormgaard

Et uafrysteligt mesterværk


Et uafrysteligt mesterværk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Åbningsbilledet er et uskarpt skovbryn. Skikkelser ude af fokus anes. Et ansigt kommer nærmere og står nu knivskarpt – og der bliver vi de næste 107 minutter. Det er Saul, og det er igennem hans øjne vi skal gennemleve, måske menneskehedens største skændsel – nazisternes jødeudryddelse.

Kameraet viger ikke fra hans ansigt, vi ser og hører rædslerne, nærmest som en baggrund – kun når han er tæt på, er vi også tæt på. Dialogen er sparsom, men allerede i åbningsscenen, hvor vi forstår, og er med, oplever vi dødslejren som et grusomt bagtæppe. Ankomsten af jøderne, afklædningen og gøren klar til det dræbende styrtebad. Jerndørenes smækken, de mange sprog, skrig der neddæmpes, hundenes gøen. Lydsiden er aggressiv voldsom – og vores anelser, bliver til knivskarp virkelighed.

Vi er i koncentrationslejren Auschwitz/Birkenau i Polen 1944 – hvor mere end 1,5 million jøder blev dræbt og kremeret af tyske soldater.

Saul er blevet udtaget til lejerens ”Sonderdienst”, en tjeneste for de udvalgte jøder, der besad fysisk styrke og kraft nok til, i en stakket tid inden kremeringen, at tjene som lejerkommandoens slaver. Bære lig, skovle aske fra ligbrændingsovnene. Vi er med i øjenhøjde. Kameraet er skarpt på Sauls ansigt, snart i profil, snart fra nakken og hele tiden med de umenneskelige fornedrelser i uskarpe baggrundsbilleder.

I en ligbunke finder Saul, helt mod al sandsynlighed, en lille dreng, der gisper efter vejret. En officer gør kort proces og skyder den halvdøde dreng. Saul beordres til at bære den døde til lægen, for liget skal obduceres. Lægen, der er ungarsk jøde, er også i Sonderdienst, overtales til at lade Saul alene med drengen i en time inden obduktionen.

En næsten absurd tanke, en besættelse, et kald, er opstået, midt i rædslerne – Saul oplever drengen som sin egen søn – og han vil, at drengen skal begraves i overensstemmelse med jødiske traditioner. Det lykkes ham at skjule liget og at finde en Rabbiner i Sonderdienst til at recitere Kaddish-bønnerne. Samtidigt sker et længe planlagt oprør imod lejerbødlerne. Saul flygter ind i skoven med drengeliget over skulderen. ”Du svigter de levende for de døde”, håner medfangerne. Saul har fået en mission. Et menneskeligt kald midt i et umenneskeligt univers. En mening i et meningsløst inferno.

Tilbage sidder vi uforstående, rystet, godt 70 år efter den infernalske-logistiske operation, der skulle være ”den endelig løsning”, med 6 millioner jøder, sigøjnere og homoseksuelle – heraf 400.000 ungarere – som dødsofre.

Der er produceret, utallige spille- og dokumentarfilm om Holocaust – oftest baseret på overlevendes beretninger. Den ultimative film om rædslerne er nok Claude Lanzmans Shoah (1985), en 9 ½ times interviewfilm.

Med udgangspunkt i vidneforklaringer fra Auschwitz har den ungarske 38-årige spillefilms debutant Laszlo Nemes, sammen med sin medforfatter Clara Royer, skabt Sauls søn, der vil indskrive sig i rækken af store Holocaustfilm film. Forbløffende stærkt af en debutant med kun to kortfilm og et par år som filmassistent bag sig, ganske vidst hos den ungarske mesterinstruktør Bella Tarr. Sauls søn er en lavbudget film (ca.10 mill.kr.), optaget på 28 dage, i ”long takes”.

Med den vellykkede ”I-am-a-camera”-fortælleteknik er vi konstant hos Saul, og deler hans lidelser, set igennem en 40 mm kameralinse og i et klassisk billedformat. Hoverollen er fremragende spillet af den 48 årige, ikke-skuespiller Geza Røhrig, en jødisk ungarer, poet og børnehavepædagog, bosat i New York. Røhrigs forpinte og forfinede ansigt forlener Saul med en dokumentarisk autentitet. Ikke at vi forstår eller kan forklare rædslernes absurditet, men vi er måske bedre rustet til at se skygger af gentagelser i vor egen tid.

Sauls søn er et uafrysteligt vidnesbyrd, men også et stort kunstværk og en filmisk milepæl.


Forrige anmeldelse
« Den franske forbindelse «
Næste anmeldelse
» Hail, Caesar »


Filmanmeldelser