Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Hail, Caesar (106 min.) Biograffilm / Universal
Anmeldt 26/2 2016, 11:50 af Torben Rølmer Bille

Formålsløs, men sjov pastiche


Formålsløs, men sjov pastiche

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Følgende er et postulat fra ende til anden, men tillad nu Deres ydmyge anmelder at fantasere. Umiddelbart virker det nemlig som om, brødrene Cohen en aften, i en gevaldig brandert, har diskuteret, hvilke genrer de endnu ikke lavet film indenfor. Ser man på deres bagkatalog, har de lavet en række noir-inspirerede film som f.eks. The Man Who Wasn’t There, Barton Fink eller debutten Blood Simple.

Herudover har de lavet screwball komedier som Intollerable Cruelty, Raising Arizona og remaket af The Ladykillers. De har også lavet en(dnu en remake af en) western True Grit, en gangsterfilm Miller’s Crossing, en enkelt stenerkomedie Big Lebowski og en musical O Brother, where Art Thou. Så snart de fik skrevet listen ned med de genrer, de manglede, besluttede de så for at åbne endnu en flaske tequilla og svor så at i stedet for at lave et historik, episk drama, én Bus Berkley-lignende musical, én gammeldaws Western komplet med indlagte sangnumre, eller for den sags skyld én Esther-Williams-inspireret synkronsvømningsfilm så besluttede de sig i stedet for at lave Hail, Caesar! - en film der har lidt af det hele.

På mange måder er slutresultatet blevet en ublu hyldest til filmkunsten, især den klassiske Hollywood studie-stil, der havde sin storhedstid fra starten af 1930’erne indtil begyndelsen af 60’erne. Det var her de rigtigt store stjerner kæmpede om filmselskabernes gunst, og hvor filmselskaberne indædt kæmpede mod hverandre om biografpublikummets gunst. Desværre er slutresultatet også blevet ganske ujævnt, men mere om det senere.

Filmen kan bedst beskrives som en multiplotfilm, der bindes sammen af dens centrale hovedfigur Eddie Mannix. Eddie arbejder som såkaldt ”fixer” på det fiktive filmstudie, Capitol Pictures (det samme som Barton Fink i sin tid skulle arbejde for). En fixer er en person, der sørger for at løse de problemer, som kan opstå på de forskellige produktioner og med de forskellige skuespillere, instruktører eller bagmænd, og Eddie har rygende travlt.

Første gang vi møder ham, er han ved at skrifte, for som den gode katolik, han er, bliver han nødt til at fortælle sin præst, at han er kommet til at ryge et par smøger, selv om han har sagt til sin hustru, at han er holdt op. I næste nu søger Eddie for at en ung, fuld starlet ikke får taget vovede billeder af en klam fotograf, der har drukket hende fuld. Dernæst skal han forsøge at løse situationen med svømmestjernen, DeeAnna Moran (morsomt spillet af den altid skønne Scarlett Johansson), der er blevet gravid uden at være gift eller forlovet, så for at undgå skandale undersøger Eddie, om det mon er muligt at få hende til at føde i al hemmelighed, hvorefter hun så kan adoptere sit eget barn.

Det overskygende problem er dog ikke DeeAnnas barn, men at superstjernen Baird Whitlock (spillet af Clooney) er blevet kidnappet. Han spiller med i selskabets helt store satsning ”Hail, Caesar”, en fortælling om Jesu liv set fra en romersk hærførers synspunkt. De mangler kun den store afslutningsscene, da Baird kidnappes af nogle ukendte gerningsmænd. Eddie er sat på sagen, men ud over alle de brande han skal forsøge at slukke samtidig, journalister han konstant skal forsøge at holde hen, kontaktes han også af våbenindustrien, der tilbyder ham et endog meget lukrativt job.

Filmen er veloplagt fortalt i vanlig letfordøjelig Cohen-brødrestil, men selv om der bydes på en masse labre billeder (takket være mesterfotografen Roger Deakins), fine setstykker, gode skuespillere og en fint produktionsdesign, så mangler filmen overordnet set et formål, en præmis, en pointe. Det er simpelthen ganske svært at se, hvad Joel og Ethan gerne vil have ud af denne film, ud over selv at prøve kræfter med mange af de genrer som var store i perioden, men som stort set ikke laves længere.

Det handler ikke om, at man som tilskuere ikke er godt underholdt, mens man ser film, men man stiller sig i al fald spørgsmålet om, hvad meningen egentlig var med Hail, Caesar!, så snart lyset tændes i salen. Det er på ingen måde dårligt filmhåndværk, man har været vidne til, men snarere så er det lidt ærgerligt, at brødrene Cohen, til trods for umiskendeligt at have sat deres fingeraftryk overalt i filmen, ikke formår at levere en film, der har et klarere mål. Det er faktisk brandærgerligt, når nu alt andet i filmen fungerer så godt, som det gør.


Forrige anmeldelse
« Sauls søn «
Nste anmeldelse
» James White »


Filmanmeldelser