Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




House at the End of Time (101 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 3/2 2016, 08:32 af Torben Rølmer Bille

Overraskende nytænkning


Overraskende nytænkning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når man normalt ser en overskrift som denne, forventer man under læsningen af anmeldelsen muligvis at blive en hel del klogere på, hvad det er for en overraskelse der gemmer sig i filmen, eller på hvilken måde pågældende film tænker nyt. Det kommer desværre ikke til at at ske, for ærede læser, blev dette skrevet ud i detaljer, ville det ødelægge meget af oplevelsen ved selv at se The House at the End of Time (org. La casa del fin de los tiempos).

Filmen er lavet i Venezuela, og det er Alejandro Hilgados debutfilm. Det skal man dog ikke lade sig skræmme af, for som fans og faste læsere vil vide, så er der i løbet af de seneste år blevet lavet en lang række fremragende genrefilm i Sydamerika. Man kan eksempelvis nævne Redeemer fra Columbia, The Silent House fra Uruguay, eller Wild Tales fra Argentina.

Filmen henvender sig umiddelbart til alle de, der holder af film med et overnaturligt islæt. For at kunne nyde den, kræver det nemlig, at man er i stand til (for at parafrasere den engelske poet Coleridge) at tilsidesætte ens skepsis og acceptere, at det, der præsenteres for os, faktisk sker inden for fiktionens rammer. For som titlen antyder, er hovedaktøren et hus, hvori der sker mange mærkværdige hændelser.

Filmen åbner in-medias-res, da en kvinde vågner op på et gulv. Omkring hende ligger der glasskår fra et smadret spejl. Hun tager et af de større glasskår op og begiver sig rundt i huset. I kælderen støder hun på liget af en mand, der har fået begravet en kniv i halsen, men hverken vi eller kvinden har en idé om, hvordan dette er sket. Dybt nede i kælderen ser hun en dreng, der står ved en åben dør. Hun forsøger at kalde drengen til sig, men idet han tager et skridt frem, gribes han af nogen - eller noget - og trækkes ind i mørket bag døråbningen. Kvinden skriger. Døren smækker i, og filmen er i gang.

Vi springer 30 år frem, og vi møder igen kvinden, der er blevet gammel. Hun har allernådigst fået lov til at vende hjem til husarrest i hendes gamle hjem efter en lang fængselsstraf, hvor hun blev dømt for at have slået sin mand og sit barn ihjel, til trods for at politiet aldrig fandt liget af sønnen. Selv om hun er under konstant politibevogtning, opsøges hun kort tid efter af en unge, lokal præst.

Præsten er interesseret i at komme til bunds i, hvad der dengang skete i huset, både så kvinden kan få sjælero, og fordi han som alle andre (inklusive seeren) er nysgerrig efter at finde ud af, hvad der egentlig foregik den skæbnesvangre nat. Modvilligt begynder kvinden at fortælle sin historie, og mens den langsomt udfolder sig for os, springes der også til nutiden, idet præsten forsøger at finde mere information om husets historie, for også han er blevet overbevist om, at det spiller en væsentlig rolle i forhold til de tragiske hændelser, det har lagt vægge til gennem årene.

Mere kan desværre ikke afsløres her af indlysende årsager, men som den kvikke læser sikkert nok allerede har regnet ud, er der ikke tale om endnu en ordinær gyser, for hvorfor ellers ville skribenten ellers have valgt ovenstående overskrift?

The House at the End of Time formår nemlig den sjældne kunst at bringe noget nyt til et filmformat, som de, der holder af denne type film, ellers har set i adskillige afskygninger før. Dette skal naturligvis ikke opfattes som, at filmen med et trylleslag fornyr genren totalt, men det er blot forfriskende selv som garvet seer at blive behageligt overrasket.

Man bør overraskelser og nytænkning til trods ikke forvente sig, at skuespillet er helt i top, for selv om filmen byder på et par glimrende præstationer, eksempelvis fra de børn som optræder, og ham, der spiller den unge, nysgerrige præst, så lykkes det desværre ikke filmens centrale kvindeskikkelse at blive helt overbevisende.

Det gør dog mindre, for det vigtige er i denne forbindelse ikke så meget figurtegningen, men det er derimod den historie, der bliver fortalt. For det er strukturen i den, der leverer varen. Så for alle de, der ellers var ved at køre lidt træt i fortællinger om gamle, skumle, gotiske huse, der gemmer på særegne hemmeligheder, er der godt nyt. The House at the End of Time er muligvis ikke den bedste film om et mystisk hus, hvor der sker mærkværdige ting, men det er en virkelig fin, lille film, der prøver at være anderledes, og som slipper overraskende godt fra det.


Forrige anmeldelse
« Redeemer «
Næste anmeldelse
» We are still here »


Filmanmeldelser