Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




We are still here (80 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 3/2 2016, 09:00 af Torben Rølmer Bille

Det sultne mørke


Det sultne mørke

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som fans af gyserfilm vil vide, så findes der i denne genre utroligt mange dårlige og halvdårlige film, der enten er ufrivilligt komiske, eller som blot ikke er skræmmende. Dertil kommer alle de film, der stort set blot kopierer handlingselementer fra andre, bedre film. Heldigvis dukker der også ind imellem film op, som formår at give et friskt pust til et ellers ganske fortærsket historie – sådan en film er We are still here.

Filmen handler om et midaldrende par, der har besluttet at flytte langt ud på bøhlandet efter deres søns død. De har fundet et billigt hus midt i et tilfrosset vinterlandskab, men de har ikke boet der længe, før der begynder at ske mærkværdige ting.

Se, det lyder jo som et hav af film, der omhandler hjemsøgte huse, men heldigvis overrasker We are still here meget positivt, ved både at byde på nogle virkeligt ondsindede ånder og ikke mindst et twist på fortællingen, som undertegnede ikke har set før, til trods for det veritable hav af lignende film, som er blevet set i løbet af årene.

Grunden til, at filmen er så vellykket, skal findes flere steder. For det første spilles moderen af Barbara Crampton, som de fleste hardcore horror-fans husker fra Stuart Gordons allerbedste film, foruden en række andre genrefilm. Hun får senere selskab af Larry Fessenden og Lisa Marie. Dernæst starter filmen utroligt stemningsfuldt ud. De første ti minutter er stort set fortalt udelukkende uden dialog, men den trykkede stemning og forældrenes sorg bliver vist helt tydeligt i f.eks. scenen, hvor man ser moderen sidde alene tilbage i huset og drikke, hvorefter der klippes til faderen, der sidder lige så alene i en bar for at glemme sorgen.

Kort tid efter parret er flyttet ind, får de besøg af deres nærmeste naboer, der fortæller, at de bor små to mil væk. Nabomanden (der i øvrigt spilles overbevisende af Monte Markham) fortæller de nye ejere den skrækkelige historie om husets fortid. Det viser sig nemlig, at huset før i tiden blevet ejet af familien Dagmar. De drev bedemandsforretning i huset, men rygterne svirrede om, at de begravede tomme kister og i stedet solgte lig og ligdele til såvel hospitaler som til kinesiske restauranter. Derfor blev hele familien fordrevet fra stedet.

Moderen er dog helt overbevist om, at hendes afdøde søn stadig er hos dem i ånden. At det er sønnen, der blandt andet står for de uforklarlige lyde og mystiske hændelser i huset. Derfor ringer hun efter sin veninde, der påstår at være spiritist, for på den måde at komme i kontakt med sønnen.

Der er nok enkelte horrorfans, der vil mene (og her kommer en lille spoiler, så spring afsnittet over, hvis du vil overraskes), at We are still here bryder for meget med fasttømrede genrekonventioner, i og med at filmen laver et voldsomt skift fra den stemningsfyldte, overnaturlige gyser, som den starter ud med, til et veritabelt splatterfilmsagtigt blodbad mod slutningen, men det er faktisk et meget velkomment twist. Det er dog ikke kun udpenslede dødsscener, der gør filmen seværdig, men snarere det handlingsmæssige plottwist, der også optræder.

Lige som mange andre aktuelle amerikanske indie-horrorfilm (måske mest tydelig i Ty Wests film ) er handlingen i We are still here henlagt til engang i midten af 1970’erne. Dette medvirker, at man uvilkårligt kommer til at tænke på flere af de bedste gyserfilm fra perioden; gyserfilm der har været med til at karakterisere genren. Dernæst er 70’er looket godt at bruge, for flyttes handlingen til en periode før mobiltelefoner og internet, er der også større mulighed for at skabe en stemning af isolation.

Filmmagerne siger selv, både på kommentarsporet og den inkluderede ”bag scenerne”-featurette, at filmen er kraftigt inspireret af Lucio Fulci, især House by the Cemetery (da. Slagtehuset ved kirkegården), hvilket måske er mest tydeligt i navnene på de figurer, der optræder, og på det faktum, at der, som filmen skrider frem, dukker noget meget ondskabsfuldt frem fra kælderen.

Det er forfriskende at opleve, at skuespillerne, som man har valgt til rollerne, faktisk er en del ældre end dem, man normalt ser i denne type film. Parret er midaldrende, deres venner er midaldrende og byens beboere er heller ikke nogle vårharer. Dette giver både mulighed for at finde rutinerede spillere, der i modsætning til deres yngre kollegaer formår at blive troværdige i deres roller samtidig med, at det er forfriskende at se ansigter, som er udtryksfuldt mærket af alder.

2015 har været et rigtigt godt år for gyserfilmen, for det har budt på både It follows og The Babadook, og til disse titler vil vi her i kapellet så også gerne tilføje We are still here til listen. Selv om det er en film, der er blevet lavet på et ganske minimalt budget, kan man mærke at det er en film, der er blevet skabt af folk, der både kender og elsker genren.

Selv om spilletiden ikke engang er halvanden time, er det en film der både oser af stemning, er visuelt utroligt stimulerende, og så byder den på genuin uhyggestemning, der fungerer selv for de af os, som måske er blevet mentalt hårdhudede efter at have set et utal af gysere. We are still here hører så afgjort til gyserfilm, man bare skal få set, hvis man holder af gysere, eller hvis man måske tror, at der ikke bliver lavet uhyggelige film længere.


Forrige anmeldelse
« House at the End of Time «
Næste anmeldelse
» Brooklyn »


Filmanmeldelser