Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Hvid nat (90 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 27/4 2008, 15:57 af Kim Toft Hansen

Tømmermænd


Tømmermænd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Enhver, der har prøvet at vågne med en erindringstom taxabon, en samling sorte huller, som suger alle oplevelser til sig, og en tænderskærende smerte i frontallapperne, kender til de eksistentielle kræfter, der er på spil, når man underdrejes af en seriøs omgang tømmermænd. Man går fra en nærdødsoplevelse, over en unaturligt anstrengende tørst, til en sult, der kun med nød og næppe står mål med den selvfornægtelse og forsøg på fortrængning, der trænger sig på. Slutteligt når man frem til, at dette aldrig igen vil ske, men med en mavesur undren konstaterer man, at man også fandt man frem til dette sidste gang. Heldigvis sætter disse oplevelser sjældent andet end økonomiske og korporlige spor, men for Ulrich Nymann i Jannik Johansens seneste film Hvid nat får tømmermændene en hel anden karakter, da han under en druktur ved et uheld kommer til at slå en anden mand ihjel.

Nymann er en ekstraordinær succesfuld ejendomsspekulant, der lever et liv med designermøbler, designerkæreste og designervenner, der passer perfekt ind i det hyperliv, han fører. Tegnebogen er af den velvoksne slags, og derfor er det heller ingen sag at slippe fri af efterslæb fra slagsmålet, specielt når man har en far til at hyre de helt rigtige advokater. Dog er det da også ganske vist, at dødsfaldet var et uheld, og Nymann bør tilsyneladende i den situation gå fri. Men ganske langsomt angriber de moralske tømmermænd, der ikke kan vaskes væk med Panodiler eller mærkevarewhisky – selvom Nymann forsøger ihærdigt med sidstnævnte. Han begynder langsomt realisere de konsekvenser, som dødsfaldet har bragt med sig, eksempelvis den fattige enke med to nu faderløse børn. Men andre ord har vi at gøre med en intim samvittighedsfilm, der skal undersøge den tilstand, man havner i, når man tager en anden mands liv – hensigtsmæssigt eller ej.

Hvid nat hviler således på en værdifuld grundtese, som kunne foldes ud til en film med et særegent eksistentielt fokus, hvilket den da også forsøger. Og noget hen ad vejen lykkes det den da også at etablere en vis form for medfølelse for Nymanns situation, men filmen fravrister sig desværre denne indlevelse ved at holde skuespilsniveauet på et lavpunkt. Den ellers etablerede troværdighed svinder desuden ind i skitseagtige, arketypiske karakterkonstellationer. Ved siden af dette forekommer filmen om Nymanns samvittighedskamp tilmed særligt forudsigelig, trods der er nogle tvists undervejs, der krydrer begivenhederne – og holder filmen oppe på et rimeligt niveau. Men grundlæggende er problemer et halvskidt manuskript, der ikke helt modspilles af et sæt skuespillere, som kan hæve en film – men med endimensionale karakterer er det selvfølgelig svært. Den for tiden allestedsnærværende Lars Brygmann som Ulrich Nymann spiller en helt anstændig rolle, men birollerne synes at trække filmens fortællemæssige niveau i fejl retning. Nicholas Bro bliver fx især til en tom skal, der citerer forkludrede linjer – og filmens leder samlet set hen mod en umoden og lidt for forsukret slutning.

Det er dog kun det tematiske, der desværre derfor gør ’at det andet’ mindre iøjnefaldende. For filmen er stilmæssigt enormt overbevisende, hvilket fortrinligt tilpasser sig filmens tematik. Disse dystre tangenter fremhæves af filmens blåtoning, som vi efterhånden kender fra mange film, såsom især Kongekabale, Anklaget og Reconstruction, mens cinematografi og klipning fremhæver de opslidende detaljer hos Nymann gennem en rolig stil, der på sin egen vis er befriende. Jens Maasbøls kameraarbejde viser en uventet høj standard, der havde fortjent et bedre manuskript, mens Nikolaj Nørlunds og Jens Unmacks musikalske akkompagnement tjener til den melodiske melankoli. Det kan derfor undre, at Danmarks manuskriptbygger nummer et, Anders Thomas Jensen, ikke i selskab med instruktør Jannik Johansen har formået at skabe en bedre fortælling. Ydermere har Thomas Vinterberg lagt navn til producentrollen, hvilket i sandhed afspejler en skare en dansk films mest prominente folk for tiden.

Desværre viser Hvad nat, at et gennemført stilistisk kunstværk ikke helt holder uden en ordentlig tænkt fortælling. Modsætningerne er simpelthen for store og usandsynlige, særligt den enorme modsætning mellem de rige yuppie Nymann og den fattige lønarbejderenke bliver lidt for tænkt. Det er klart, at skarpt opstillede oppositionspar selvfølgelig giver en lettere forståelig indsigt og budskabstanke: Trods succes er den sociale deroute ikke andet end et lille fejltrin væk for os alle. Men det sjælelige drama, der er afspejlet i en filmisk stilsikkerhed, udebliver i en forudsigeligt tragedie – som ikke rigtig tør være tragedie alligevel.


Forrige anmeldelse
« Kærlighed i koleraens tid «
Næste anmeldelse
» Rogue Assassin (aka. WAR) »


Filmanmeldelser