Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Krop og Sjæl (90 min.) Biograffilm / Reel Pictures
Anmeldt 19/1 2016, 13:44 af Uffe Stormgaard

Livets absurditet med et stænk af humor


Livets absurditet med et stænk af humor

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tre ensomme mennesker: en desillusioneret drabschef (Janusz Gajos) med trang til vodkaflasken. Olga (Justyna Suwala), hans spiseforstyrrede teenagedatter. Anna (Maja Ostaszewska), terapeuten med hang til det okkulte. Alle lever de i et trøstesløst miljø i en af Warszawas forstæder - med socialt boligbyggeri i kilometervis, emmende af fremmedgjorthed og menneskelig isolation.

Polsk socialrealisme så det batter? Ikke helt.

Åbningsscenen varsler en foruroligende absurd stemning.

En selvmorder har hængt sig et træ i en park. Politiet, og vores drabschef, kommer til stede og skærer den døde ned fra træet – og mens de med ryggen til liget diskuterer sagens sammenhang, rejser selvmorderen sig op og går munter væk fra åstedet.

Ellers er det så som så med munterheden. Drabschefen konfronteres løbende med skamferede menneskekroppe – bestialske mord på voksne og børn. Hjemme er Olgas tynde anoreksikrop et fortvivlet råb om hjælp og trøst efter moderens død. Et skrig, den livstrætte far, ikke magter at forstå, ej heller yde hjælp. Først da han finder Olga bevidstløs hen over wc-kummen, reagerer han med, at få Olga indlagt på en psykiatrisk privatklinik – med løfte fra lægen, om ikke at udskrive hende lige med det samme.

Her på klinikken, med reminiscenser fra kommunistregimet, hersker kadaverdisciplin, hvor man bl.a. tvinger pigerne til at spise op, er Anna, den menneskelige terapeut, der ”genoptræner” en flok tynde, tynde teenager piger. Et gribende syn – otte ubesmykkede pubertetskroppe i hvidt hospitalsundertøj, skal udleve sig selv gennem primærskrig og bokse sig ud af fortrængte aggressioner. Også Anna, midt i al sin terapeutiske udadvendthed, er ensom i den sociale ghetto. For 6 år siden mistede hun sin lille dreng til vuggedøden. Den tomme vugge og bamsen står stadig tæt ved sengen, hvor hun ellers ligger tæt og i pote med en kæmpestor Grand Danois. Hendes tætteste kontakt med noget levende. Men Anna har andre kontakter, nemlig til de døde, som hun ubesværet kommunikerer med.

At Olgas rationelle far ikke har meget til overs for Annas terapi og hokuspokus med det okkulte, siger sig selv. Mens lejlighedens døre går op af sig selv, kulden strømmer ind, musik anes og endelig skriver et brev fra den afdøde hustru sig selv (!), der endda indeholder private familiære oplysninger – så er den nøgterne fars konfrontation med Annas spirituelle verden med følger, uundgåelig og forventet.

Ud over det overordnede spørgsmål om liv (krop) og død (sjæl), får vi en række rystende detaljer. Farens følelses kulde, nå han tjenstligt stå overfor et pateret barnelig på et offentligt toilet og få minutter efter upåvirket, på en cafe, slubrer sin polske kålsuppe i sig. Olgas radmagre udpinte krop, der kryber sammen i værelsets mørke. Udover den ubodelige ensomhed og de mishandlede kroppe – får vi også en skygge af Polens frustration netop nu.

Den polske 41 årige kvindelige instruktør Malogorzata Saumowska, (med en række fremragende film bag sig, bl.a. Elles 2006 med Juliette Binoche) har skabt en sort film – så mørk, at man midt i de menneskelige tragedier, i desperation, ikke kan lade være med at smile – og blive flov. Filmens original titel Cialo betyder krop – og dem er der mange af, især de maltrakterede. At den danske filmdistributør har lagt ”og sjæl” til titlen, er helt i overensstemmelse med filmens ide.

Krop og sjæl, der fik Sølvbjørnen ved Berlinerfilmfestivalen i 2015, er en fascinerende tankevækkende film, der balancere mellem det realistiske og barokke. Forfærdende i sin pålydende. Et bud på livets absurditet – hvor humoren er redningskransen.


Forrige anmeldelse
« Ronaldo «
Næste anmeldelse
» Hitman - Agent 47 »


Filmanmeldelser