Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Stor som en sol (80 min.) Biograffilm / Reel Pictures
Anmeldt 19/6 2018, 16:58 af Torben Rølmer Bille

Den iscenesatte virkelighed


Den iscenesatte virkelighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dokumentarfilmen, eller rettere rockumentarfilmen, har en stolt tradition. Fra deciderede musik- og koncertfilm som Pennebackers Woodstock og Stop Making Sense, til film der skildrer kunstnernes arbejde med deres musik, f.eks. Some Kind of Monster. Det er også muligt at finde mere intime portrætfilm, der skildrer en enkelt kunstners liv som eksempelvis Montage of Heck eller Amy.

Genren har altså mange udtryksmuligheder og kan tage mange former. Det er virker også oplagt at følge musikere med et kamera, for dels kan man bygge sin film op over ideen om at følge den kreative, kunstneriske proces, og dels kan man komme tæt på kendisser, og så er det også den enestående mulighed for, nærmest før første billede er blevet optaget, at have et soundtrack til den færdige film.

I Danmark har vi også set en del glimrende dokumentarfilm om musikere og deres arbejde, eksempelvis Rocket Brothers, Gasolin’ eller Stjernekigger og i skrivende stund har en ny en af slagsen fået biografpremiere. I Stor som en sol følger seeren det danske band The Minds of 99 under tilblivelsen af deres seneste plade Solkongen'.

Filmen starter lidt over et år før pladen skal være klar og fokuserer især på forsanger Niels Brandts arbejde og ikke mindst på hans frustrationer i forbindelse med denne skaberproces. Det står hurtigt klart, at filmen ikke er, hvad man vil kalde en ’traditionel’ dokumentarfilm. Åbningsbilledet er kvadratisk og viser Niels i bunden af billedet flankeret af en en imponerende klippebaggrund. Hans voiceover begynder at fortælle om musikken, mens hans øjne kører rundt i hovedet på ham, han ryster på hovedet og trækker vejret som var han ved at få et anfald af en slags.

I det hele taget leger filmen både med dens skildring af især bandets forsanger og med filmens fysiske format. Der er visuelt flotte og iscenesatte sekvenser som åbningsscenen, der er holdt i det kvadratiske format, mens resten af filmen, der skildrer arbejdet med musikken og de mange interne diskussioner antager et mere traditionelt bredformat.

Filmen starter på Bornholm, hvor bandets medlemmer har indlogeret sig i, hvad der ligner en kro, som er lukket for vinteren. Her tages de første spadestik til den kommende plade, og man fornemmer allerede tidligt, at en af Niels’ største problemer er, at han har det alt for godt. Muligvis ud fra den klichefyldte devise om at stor kunst gerne skal udspringe af elendighed (selv om dette aldrig bliver sagt eksplicit) tvivler frontmanden på sine egne evner, da det mørke som ellers har været en del af ham, af uvisse årsager er væk.

Et noget forfaldent hus midt om vinteren på solskinsøen benyttes – sammen med nogle udendørsoptagelser fra klippeøen, som det rum, hvor vi kommer ind i sindet på Niels. Her ser vi ham sidde på en stol overfor en tom stol og i en voiceover fortælle om sit arbejde. Vi ser ham bunde whisky, ryge smøger og skrible ting ned i en bog. Vi ser ham sidde og glo på et tv med blå skærm, mens vi hører lyden af interviews og DMA-præsentationer. Dette rum benyttes som en slags visualisering af Niels’ kunstneriske, kreative univers og ikke mindst af ham selv.

Uden for dette kvadratiske rum eksisterer som nævnt resten af filmen. Seeren er med, mens bandet arbejder med de enkelte numre, øver sammen, er i studiet og endelig på turné. Helt traditionelt benytter filmen sig af en nedtælling, der via en skrift på skærmen informerer os om, hvor mange dage der er tilbage, før pladen skal være færdig. Denne tidsfrist kommer til at fungere som et fremdriftselement, men filmen giver i øvrigt ikke indtryk af, at det er en indædt kamp mod tiden. Der er rigelig med tid til at rulle joints og småsnakke om løst og fast. Man får som seer ikke indtrykket af at bandets medlemmer har været voldsomt pressede undervejs.

Det hele ender selvfølgelig med udgivelsen af Solkongen, men mærkværdigt nok kun af den første del af dobbeltalbummet. Undervejs oplever seeren ikke det store drama de enkelte bandmedlemmer imellem, fokus er i stedet på den dobbelthed forsangeren er fanget i – på den ene side at ville lave musik, som er kompleks og på den anden side ønsket om at være popstar, selv om han godt ved at The Minds of 99 næppe har samme brede appeal som Kim Larsen har.

Set udefra er bandet måske en smule prætentiøst (og undervej kan man også godt blive lidt irriteret over dette dyrkes bevidst - f.eks. ved at bogen Samlede Strunge ligger tilpas tilfældigt henkastet på gulvet i en af de iscenesatte sekvenser mod slutningen af filmen), mens deres musik også er forholdsvis nem at holde af. Fans kunne måske have håbet på, at dette ville være et mere intimt portræt af bandets karismatiske frontfigur, men der fokuseres på musikken og tankerne omkring den kreative proces, frem for at lade os få et indblik i privatpersonen. På den måde bevares stadig lidt af mystikken og han kommer til at fremstå som kunstner, og de problemer vi hører om er alle forbundet til hans arbejde med den aktuelle plade.

Dermed ikke sagt at man ikke får et indblik i hans problemer, særligt - og paradoksalt nok – de problemer Niels har det med at have det for mageligt og godt. Man får ligeledes et indblik i, hvordan bandet indbyrdes diskuterer forskellige ting, fra trivielle spørgsmål om indkøb og madlavning til de der i højere grad handler om den nye plade og de til- og fravalg der musikalsk skal tages.

Stor som en sol er en både flot og lidt atypisk rockumentarfilm. Dette skyldes især de meget bevidst konstruerede sekvenser, som står side om side med de der er hevet ud af bandets hverdagsliv. Muligvis er dette mest en film for fans af The Minds of 99, for det er klart mere interessant at følge tilblivelsen af de sange, som man kender fra den færdige plade, for kender man hverken musikken eller orkestret, så vil Kapellets udsendte påstå, at det vil være begrænset interessant at se denne film, for der opstår ikke en masse konflikter bandmedlemmerne imellem og ud over beretninger om psykisk ustabilitet og fysiske skavanker, så er og bliver filmen et portræt af et års arbejde, der i sidste ende kulminerer med en pladeudgivelse.


2294
Forrige anmeldelse
« Sig det’ løgn, Luis! «
Næste anmeldelse
» Downsizing »


Filmanmeldelser