Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Welcome to New York (120 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/5 2015, 22:35 af Torben Rølmer Bille

Liderlig, gammel gris!


Liderlig, gammel gris!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den altid interessante, excentriske og New York-baserede instruktør Abel Ferrara har netop sent sin seneste film ud i verden. Der har næsten ikke været en eneste film, som Mr. Driller-Killer har stået bag, der ikke har skabt en vis form for kontrovers. Enten har det, som i tilfældet med Ms. 45 og Driller-Killer, været på grund af filmenes ekstremt voldelige eller kontroversielle indhold eller også, fordi der er blevet skabt røre omkring filmen. Et godt eksempel er som da han i 1993 lavede remaken af Invasion of the Body Snatchers og til flere pressekonferencer fortalte, at han selv syntes han havde lavet en værre lortefilm. Rent bestillingsarbejde, som han udelukkende udførte for at tjene lidt penge til sine egne projekter.

Han seneste film Welcome to New York har heller ikke været fri for problemer. For den tager udgangspunkt i en kontroversiel sag fra virkeligheden, nemlig retssagen mod bankmanden og politikeren Dominique Strauss-Kahn, der af mange var spået til at blive Frankrigs næste ministerpræsident. Dertil kommer , at Ferrara også langede ganske voldsomt ud mod sine amerikanske distributører, da de forlangte han klippede filmen om, så den kunne få en lavere aldersgrænse og på de måde nå et bredere publikum. Det nægtede instruktøren blankt og sagde i den forbindelse, at de der havde skudt penge i hans film, var pisseligeglade med filmmediet.

Nuvel, én ting er de begivenheder, der følger i kølvandet på en film. En anden ting er filmen selv. For spørgsmålet er, om den er provokerende og kontroversiel nok i sig selv, eller om den for den sags skyld fortæller noget om Straus-Kahn skandalen, som de seere, der har fulgt med i nyhederne, ikke allerede vidste. Svaret er både ja og nej.

Ja, fordi filmen har alle de umiskendelige kendetegn, man forbinder med Ferraras unikke, filmiske stil. Det vil sige, at der stort set ikke benyttes nogen underlægningsmusik, men i stedet udnyttes stilheden og en lav baggrundsstøj, når man eksempelvis ser stemningsbilleder af demonstranter eller bifigurer. Dertil kommer, at filmen rent tematisk igen adresserer magt og især misbruget af magten tilsat nærmest eksplicitte sexscener, der ofte er alt andet end erotiske. Og endelig giver filmen os en seriøst usympatisk hovedperson, der - som mange andre Ferrara har skabt - har et anstrengt, antireligiøst forhold til tilværelsen.

Filmen leverer gennem sit emnevalg en ganske interessant samtids- og kulturkritik. Vi skal vist helt tilbage til Bad Lieutenant for at finde en hovedperson, der er mere enerverende end den magtfulde politiker Devereux, som er det Strauss-Kahn-figuren er kommet til at hedde i filmen. Filmen starter med, at vi ser Depardieu, der i åbningsscenen er eller spiller sig selv. Han fortæller, at han både er anarkist og areligiøs og kun har had til overs for politikere. Faktisk fortæller han også, at han hader skuespil. Ikke desto mindre, synes han, er det interessant at spille karakterer, som han afskyr. Det gør han også fint, for det er meget svært at være vidne til denne alt for overvægtige franskmand astmatisk pruste og stønne sig gennem diverse samleje- og fisseslikningssessioner med purunge kvinder, for så i næste nu at antage, at rengøringskonen også vil være med til hans sexlege.

Filmen fungerer dog ikke optimalt, idet den bliver en anelse for patetisk i sin nærmest overdrevne, karikerede skildring af Deveraux. Selv om der er mange af os, der nok er enige i, at visse folk i magtpositioner misbruger deres stilling, så bliver der virkelig smurt tykt på hér. For enhver mand kan det måske virke som en hedonistisk, fristende fantasi at være i stand til at forgribe sig på alle unge piger, man ser. Piger, der i de fleste tilfælde giver sig hen uden modstand, da magt, moneter og indflydelse tilsyneladende er det vildeste afrodisiakum.

Selv om der er nogle få, der nægter Deveraux det, han vil have, og vi oplever, at vores protagonist - ligesom virkelighedens politiker - bliver fængslet og tvinges til at stå skoleret i retslokalet, så er det ikke særligt overraskende at opleve, at folk som har indflydelse og ikke mindst penge nok, nemt kan undslippe konsekvenserne af situationen, som de selv har bragt sig i. Situationer, der for os alle andre ville have betydet en længere fængselsstraf.

Filmen er på den vis ikke særlig nuanceret, end ikke i de ellers glimrende scener mellem Depardieu og Jaqueline Bisset, der spiller hans kone. Mærkværdigt nok hjælper hun ham med at komme tilbage på fode, selv om han er hende utro og endog er blevet sigtet for at være voldtægtsand. Scenerne mellem de to virker, lige som store dele af filmen, autentiske og til dels improviserede, hvilket tilføjer filmen et nærvær, som mange andre film godt kunne savne. Det gode spil og de lækre, kliniske billeder er dog bare ikke nok set i lyset af de lidt for overdrevne moralske, etiske budskaber, som leveres.

Undertegnede kender ikke meget til Ferraras arbejdsprocesser, men det virker som om mange af de mindre biroller er besat af folk, der faktisk til dagligt udfører det arbejde, de har i filmen. Eksempelvis virker både betjentene på stationen, de indsatte i fængslet og fængselsbetjente utroligt troværdige.

Welcome to New York er en ensidig bredside mod eliten, de korrupte politikere, (magt)liderlige mænd og ikke mindst et amerikansk retssystem, der er alt andet end retfærdigt. Det er meget nemt at være enig i denne fiktionalisering af virkeligheden, men det bliver bare for ensidigt i længden.

Welcome to New York er en standard fra Ferraras hånd (så læser han dette, vil han sikkert påstå at anmeldere også bare hader film). Sammenlignet med hans øvrige værker er denne ikke en film, der gør sig positivt bemærket til trods for filmens fede look og svært uforglemmelige scener med en fed, nøgen Depardieu, der forpustet og prustende forsøger at tage sine sokker på i fængslet. Lad os i stedet vende blikket frem mod den næste film som New Yorker-instruktøren har skabt. Nemlig filmen om den berømte og mindst lige så berygtede italienske instruktør Passolini, der forventes at få premiere senere på året.


Forrige anmeldelse
« These final hours «
Næste anmeldelse
» The Gunman »


Filmanmeldelser