Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Dangerous Game (104 min.) Købsfilm / NTC-Film
Anmeldt 9/7 2010, 08:08 af Torben Rølmer Bille

Spil for galleriet


Spil for galleriet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

New Yorker instruktøren Abel Ferrara har siden midten af firserne og op gennem halvfemserne lavet en håndfuld utroligt interessante film. Selv om det måske er de færreste, der kender film som den atypiske, sorthvide vampyrfabel The Addiction, eller rape-revengefilmen Ms. 45, så er der sikkert en del flere filmfans, der har set Christopher Walkens kraftpræstation i King of New York, som har oplevet Harvey Keitel i rollen som verdens mest usympatiske panser i Bad Liutennant eller for den sags skyld har set genindspilningen af Body Snatchers fra 1992 - i øvrigt en film som Ferrara selv hadede åbenlyst og indrømmede han udelukkende havde instrueret for at få pengene.

Selv om der kan være delte meninger om Ferraras kunsteneriske udtryk, så er der ingen tvivl om at han er en meget kompetent personinstruktør. Personinstruktion og hvor langt man som skuespiller er villig til at gå for at få illusionen om realisme ført op på lærredet, er da også centralt for filmen Dangerous Game, som i sit formsprog på mange måder foregriber den nuværende dokumentaristiske tendens i mange spillefilm.

Filmen som er skrevet af Nicolas St. John, der også har scriptet et utal af Ferraras andre øvrige film, handler om en filminstruktør, der i og for sig forsøger at leve et normalt liv med sin kone og søn. Han tager fra New York til L.A. for at optage sin nyeste film, der handler om et par, som før i tiden var rene hedonister, men hvor konen nu kræver normalitet til sin mands store fortørnelse.

Der synes konstant at tegne sig en parallelitet mellem de tre handlingslag i filmen: instruktørens personlige liv, livet med skuespillerne i Hollywood og det liv som portrætteres i den film som de er ved at optage, for naturligvis indleder filminstruktøren et forhold til den kønne, unge skuespillerinde, der har hovedrollen i hans film med de konsekvenser det nu har.

Dangerous Game er en film, hvis succes i høj grad afhænger af om man som tilskuer finder skiftene mellem fiktionslagene interessante og ikke mindst fascineres af den nærmest dokumentariske stil, som præger de lag af filmen, der viser instruktørens arbejde og privatliv. Disse scener er bevidst sat i kontrast til de velbelyste, velkomponerede billeder, som udgør filmen i filmen. Desuden kræver Dangerous Game, at man i forvejen er fan af den spillestil som kendetegner mange af Ferraras film. Det er i al fald en rigtig god idé at have underteksterne slået til, for mange af replikkerne mumles og virker ved første øjekast ganske improviserede.

Improvisation kendetegner også mange af de scener hvor seeren får lov til at se flere forskellige variationer af hvordan en given scene kan udvikle sig. I og med at seeren nærmest er med på optagelserne til den film som den fiktive instruktør er i færd med at skabe, brydes illusionen om realisme på nærmest alle niveauer af filmen - for når man får øje for hvordan en kompetent instruktør forsøger at presse sine skuespillere til det yderste, synes det at bløde igennem til filmens primære ”virkelighedslag”. Det er i al fald svært at skelne mellem de scener som dirigeres af Harvey Keitels instruktørkarakter og så de scener, der umiddelbart virker som om det er Ferrara der har instrueret.

Dangerous Game er altså interessant ud fra både et narratologisk og stilmæssigt aspekt, men det gør det ingenlunde til en helstøbt oplevelse. Når filmen både vil intellektualisere og problematisere filmmediet og skuespillernes udtryk og idet den – på bedste fragmenterede, postmoderne vis – søger at ophæve grænserne mellem fiktion og virkelighed, samtidig med at den forsøger at stille en række etisk/moralske spørgsmål om hvordan man skal leve sit liv til sin tilskuer – så mister den undervejs grebet om sin egen fortælling. Dermed ikke sagt at man ikke kan finde hoved og hale i det der sker, for det er lysende klart, men som en samlet filmfortælling bliver slutresultatet altså ganske løst i hængslerne.

Selv om det næppe er en film der vil falde i alles smag, så er den interessant – ikke mindst for Ferrara fans – og så bør man se med egne øje se at Madonna, presset langt nok ud af Keitel/Ferrara faktisk formår at give en utrolig hæderlig skuespilpræstation. Det er en film, der er så fast forankret i 90ernes postmoderne cool, at halvdelen kunne være nok, men som stileksperiment er den helt bestemt et gensyn værd.


Forrige anmeldelse
« John Rabe «
Næste anmeldelse
» Tomme tønder »


Filmanmeldelser