Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Nick Cave – 20.000 dage på jorden (93 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 1/4 2015, 13:09 af Torben Rølmer Bille

Mellem fakta og fantasi


Mellem fakta og fantasi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dokumentarfilmsgenren har de senere tyve år været i en rivende og ustyrligt spændende udvikling. Det er, som mange af mine medielærerkollegaer sikkert vil være enige i, blevet langt sværere at sige noget generelt omkring netop dokumentarfilmen, da den konstant muterer, knopskyder og blander formmæssige og indholdsmæssige elementer på måder, der ligger meget langt fra de ting, som de fleste nok forbinder med dokumentarisme.

Kameraet er ikke længere garant for, at det der foregår foran linsen er den skinbarlige sandhed, for fiktive træk, iscenesættelse af handlinger, forløb eller endda helt igennem fiktionelle elementer har fundet vej til dokumentarfilmen, i forsøg på dels at afsøge genrens grænser, dels af skabe film der italesætter den (multi)mediale virkelighed, der omgiver os.

En af disse film er Nick Cave: 20.000 dage på jorden, som er en ganske kompleks film, der netop sømløst veksler mellem, hvad man vil betegne som traditionel dokumentarisme og åbenlys selviscenesætelse. Det virker også oplagt, hvis man kender lidt til musikeren som er centrum for filmen, for ikke alene er Caves lyriske univers fyldt med fortællinger, der både er fabulerende, men som også ofte tage udgangspunkt i virkelige begivenheder, hvad enten disse er selvoplevede eller bearbejdede versioner af dele af virkeligheden. Et godt eksempel er den Cave-plade som nok flest kender til: Murder Ballads. På denne plade tager flere af numrene udgangspunkt i virkelige jalousimord, mens andre er frit opfundne.

Filmen åbner med Cave, der stirrende ligger i sin seng, vækkeuret ringer, og han står op med et udtryksløst ansigt. Allerede her i åbningsscenen etableres det, at Cave er en nærmest mytisk figur, kunstneren der ikke sover, der er et mysterium viklet ind i en gåde. En velklædt flaneur, der med sans for poesien og det musiske udtryk næsten klinisk forsøger at betragte verden omkring ham.

Vi ser senere filmens hovedperson besøge ”Nick Cave Arkivet”, og overfor de forskere, der bestyrer arkivet fortælle, hvad de fotografier, som de har gravet frem, fortæller. Vi oplever Cave fortælle om sin barndom i en psykoterapisession. Hver gang Cave begiver sig fra sted til sted, eller fra scene til scene, i sin store, sorte amerikanerbil, dukker der folk op fra Caves fortid. De sidder pludselig på passagersædet eller bagsædet, og det virker som om Cave fører private samtaler med bl.a. Blixa Bargeld (der tidligere var med i The Bad Seeds), Kylie Minogue eller skuespilleren Ray Winstone (som spillede med i den fremragende aussie-western The Proposition). Lige så pludselig, som de var der, forsvinder de igen.

Man kan groft set dele filmen op i to. Dels er der scener, som dem der blev beskrevet i det ovenstående, dels scener hvor vi oplever Cave sammen med især Warren Ellis arbejde både i og udenfor studiet på den samling sange, der på sigt skulle blive til den meget roste skive Push the Sky Away. Det er især arbejdet med titelnummeret, vi får lov til at være en del af, fra de første optagelser af et børnekor, til sangen bliver performet foran et dedikeret og energisk publikum.

Koncertsegmenterne fylder ikke ret meget, så havde man troet man skulle være vidne til en egentlig performancefilm, kan man godt tro om igen – men det betyder dog ikke at musikken ikke spiller en stor rolle i filmen, for det er netop den kreative proces og arbejdet med det musiske udtryk som er hjørnestenene i filmen.

Filmens credo er netop en sammenklip af en lang række koncertperformances, hvor oldgamle vhs-og smalfilmsoptagelser er klippet sammen med nyere og helt aktuelle optrædener. Dette falder godt i tråd med filmens titel, de 20.000 dage, som Nick Cave indtil videre har befundet sig på jorden. Fortid, nutid og samtid, der er svært adskillelige. En livshistorie, der ikke lader sig fortælle enkelt, som må bruge fiktionen og abstraktionen som middel til at formide et levet liv.

Det er, som nok kan fornemmes på ovenstående fabuleringer, meget svært at beskrive filmen, uden at det kommer til at virke som en film der næsten krampagtigt holder fast i et formeksperiment, men filmmagernes skildring af Cave holder virkelig! For idet man forlader filmen, har man en sær følelse af dels at have været en intim del af Nick Caves liv og univers, dels er man stadig lige så fremmedgjort overfor denne sorthårede mystiker, som da man startede. For filmen forsøger ikke kun at give svar, den stiller også gennem sine kunstgreb og ledetråde endnu flere spørgsmål, der sørger for at fastholde publikums nysgerrighed.

Nick Cave: 20.000 dage på jorden, er ikke kun en film for hardcore fans af det australskfødte multitalent, det er ganske enkelt en fascinerende film der selv- og metabevidst leger med vore forventninger til dokumentarfilmen og de, i disse tider, meget vekslende grænser mellem en medieret virkelighed og ren fiktion, hvis det da stadig giver mening at tale om den slags grænser. En film som alle, der holder af film, burde unde sig selv at se.


Forrige anmeldelse
« Skammerens datter «
Næste anmeldelse
» Cannibal Fog »


Filmanmeldelser