Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Undergangens arkitektur (116 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 17/12 2014, 22:45 af Torben Rølmer Bille

Hitlers kunstsyn


Hitlers kunstsyn

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland i 30erne har, siden Anden Verdenskrigs afslutning, været genstand for utalige bøger, film, rapporter og andre typer af undersøgelser. Dette sikkert fordi det, selv i bagklogskabens skarpe lys, er meget svært at forstå og meget fascinerende, hvordan en håndfuld magtfulde personer har været i stand til dels at forføre en hel nation, dels at være i stand til at udføre handlinger og træffe beslutninger, der af eftertiden, som er blevet opfattet som værende baseret i rendyrket ondskab.

Forklaringerne er mange og svarene aldrig ukomplicerede, men et interessant alternativ til mange andre kilder om Endlösung, kan man finde i den svenske dokumentarfilm Undergangens arkitektur som Sveriges Television sendte første gang i 1989, men som nu er blevet gjort bredt tilgængelig på DVD, takket være de gode folk på Another World Entertainment.

Dokumentarfilmen føles, måske især set i lyset af mere moderne dokumentarfilm, noget dateret, idet den er konstrueret udelukkende ved hjælp af arkivmateriale (stillbilleder, gamle filmoptagelser) koblet med en lille håndfuld filmoptagelser som holdet bag filmen selv har lavet. Dette visuelle kludetæppe er tilsat en autoritativ voice-over, der kommer til at fungere som den fortæller, der skaber sammenhæng mellem det vi ser og filmmagernes vinkel på denne historie.

I stedet for, som så mange andre kilder, at fokusere på de socioøkonomiske aspekter i perioden før krigen, tager filmens instruktør udgangspunkt i den særlige æstetik, man forbinder med Det 3. Rige, og ikke mindst den værdikamp, der blev ført samtidig. Filmen starter derfor helt naturligt med at genfortælle den velkendte historie om Hitler som kunstner, der ikke blev optaget på akademiet i Wien. Filmen fortæller også om Adolfs syn på kunst og ikke mindst arkitektur, både før men især efter han får magten i Tyskland.

Som alle der har interesseret sig en smule for dette sikkert vil vide, så havde Hitler store planer for både at omforme Berlin til en verdenshovedstad i tæt samarbejde med hans hofarkitekt Albert Speer, men filmen fortæller også om Hitlers planer for et enormt kunstmuseum i hans fødeby Linz i Østrig. Et museum der ikke alene skulle huse alle de værker som Der Führer havde købt på de mange, årligt tilbagevendende, nationale kunstudstillinger, men som skulle rumme kunst, der skulle være med til at forstærke myten om nationalsocialismens oprindelse og især de værdier som var en fast del af bevægelsen.

Hitler og hans lakajer anså ”entartete kunst” (degenereret kunst), altså moderne, ofte abstrakte kunstværker, som et sygdomstegn i samfundet. Ifølge nazisterne var denne type kunst et tegn på dels sindssyge tendenser hos kunstnerne, samtidig med at værkerne var et bevist for jødernes uheldige indflydelse på kunsten. Selvsagt er det netop værker som disse, der i dag bredt set af kunsthistorikere og kritikere anses som væsentlige og ikke de nationalromantiske og propagandistiske værker som blev produceret i perioden op til og under Anden Verdenskrig.

Filmen viser også, som dens titel antyder, hvorledes arkitekturen afspejlede nationalsocialismens menneskesyn, både gennem planerne for førnævnte Germanium – den nye hovedstad, men også ved at se nærmer på hvordan ombygningen af Hitlers sommerhus i Berchtesgadener Land afspejlede den filosofi og det menneskesyn, der lå bag nazismen.

Dertil fortæller filmen også de skrækindjagende historier, om hvordan både propagandafilmene og de efterfølgende kliniske, systematiske mord på først handikappede og sindslidende, og sidenhen den jødiske befolkning blev orkestreret på en måde, så det udadtil forekom som om det var videnskaben, der kunne retfærdiggøre det. Eksempelvis fortælles det i Undergangens arkitektur at Det 3. Rige udelukkende hyrede læger til at varetage ledelsen af disse systematiske drab på de uønskede dele af befolkningen, så det udadtil skulle virke som om at de kunne retfærdiggøres af de, der havde svoret på at varetage den generelle folkesundhed.

Samtidig med disse grusomme historier bliver nøgternt præsenteret af filmens fortæller, viser den os bl.a. plantegninger over, hvordan disse forskellige henrettelsesanstalter, koncentrationslejre og forbrændingsanlæg effektivt og ganske anonymt, kunne operere, selv i byområder uden lokalbefolkningen greb ind. Muligvis ikke nogen ny information for de der har beskæftiget sig med emnet før, men gentagelsen af denne informationer er stadig lige så skræmmende som første gang man blev præsenteret for den.

Peter Cohen bringer derfor muligvis ikke ret meget nyt til den fortælling man i forvejen har hørt fortalt i både fakta og fiktionsform, ud over at italesætte æstetikkens og kunstens rolle som baggrund for at disse massakrer kunne finde sted. Derfor minder budskabet i Cohens film også seeren om, at en ensretning af kunsten eller en ideologistyret kunstopfattelse i sagens natur kan være utrolig farlig, for kunsten og kulturen er bredt set det der skaber vores samfund på godt og ondt.


Forrige anmeldelse
« Open Windows «


Filmanmeldelser