Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Django - Vestens Hævner (88 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 21/1 2013, 20:22 af Torben Rølmer Bille

Blod og mudder


Blod og mudder

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Året var 1966. Clint Eastwood overvandt for første gang i sin karriere sin hesteallergi og optrådte som den ensomme rytter i Sergio Leones mesterværk Den Gode, Den Onde og den Grusomme og omtrent samtidig kunne de nye spaghettiwesternelskende opleve Franco Nero i sin rollen som Django – en film, der på dette tidspunkt ansås som fuldstændigt overdreven i sin voldsæstetik og som samtidig, rent visuelt, er langt mere kras end Tonino Delli Collis fabelagtige billedside til førstenævnte film.

Det er derfor intet under, at selveste Quentin Tarantino har valgt at lave en slags genfortælling af Django som sin nye film, da originalfilmen besidder mange af de b-filmselementer som Tarantino hylder i stort set alle sine værker. Timet nærmest perfekt op mod premieren på Tarantinos cowboyepos, har Another World Entertainment udsendt en digitalt restaureret version af Django, så man på dem måde kan varme op med originalen, før man løser biografbilet. Selv om den er digitalt efterbehandlet, kan man godt se dette i enkelte scener, hvor farverne flimrer lidt underlidt, der hvor seriøse ridser og andre skader sikkert har generet udsynet før.

Spørgsmålet er om Tarantinos film, blot fordi den har haft et stort budget og er omtrent dobbelt så lang som originalen formår at være dobbelt så god? Det bliver spændende at se, for originalfilmen er, til trods for den åbenlyse skæve eftersynkronisering til engelsk, dens klicheagtige figurer og sit billige look, stadig utrolig seværdig. Det gælder især de filmfans, der nærer et nostalgisk forhold til Django, men også de, der aldrig har set filmen, men som holder af b-film og spaghettiwesterns kan god glædes, for Django kan stadig skyde med skarpt og underholde seeren så mange år efter premieren.

Filmens åbningsscene sætter stemningen perfekt. En ensom mand, med en mørk kappe slæber en tung ligkiste efter sig i et reb over en mudret slette. Den rock’n’roll inspirerede temasang om den ensomme rytter synges af hvad der mest af alt lyder som en glimrende Elvis-imitator, mens de blodrøde titelskilte husker den opmærksomme seer på, at det var kanibalkongen Ruggero Deodato der var medinstruktør på Django.

Efter vor helt har observeret en ung, attraktiv kvinde blive pisket af nogle mexicanske banditter der efterfølgende skydes ned af en gruppe mænd med røde halstørklæder og hætter. Disse slubberter vil så tage kvinden med sig, men Django ekspederer efterfølgende de rødklædte. Han fortsætter derefter ufortrødent at trække den mystiske kiste ind i, hvad der allermest ligner en lille lorteby midt i ingenting. De eneste indbyggere lader til at være ejeren af saloonen og hans lille håndfuld ludere. Barejeren informerer Django om at beboerne er flygtet fra byen, for den ligger midt i en krig mellem en bande mexicanske lovløse og den sadistiske Major Jackson, der bruger mexicanere som levende skydeskiver.

En konfrontation er naturligvis uundgåelig, så i den efterfølgende time brager filmen løs i en række voldsomme scenerier, der til trods for, at de måske virker lidt tamme set med nutidens øjne, er ganske imponerende, især hvis man forsøger at tælle hvor mange der dør i løbet af filmens lille halvanden times tid.

Django er på mange måder Leones modstykke. Hvis Leone er Beatles, er Corbucci Stones. De har hver deres kvaliteter, hver deres særkender. Djangos dominerende træk er helt klart den brutale, ofte meningsløse vold. Selv om filmens plot er endog meget usammenhængende, faktisk er handlingen en løs sammensat streng af voldsepisoder samlet omkring en enkelt mand, forhindrer det ikke, at westernelskeren ikke spotte se en masse fællestræk mellem Den Gode, Den Onde og den Grusomme og Django. De ender begge på en kirkegård, de handler begge om mænds grådighed efter guld og ikke mindst så har de hver deres bud på hvordan den arketypiske, westernhelt skal skæres.

Hvor Eastwoods figur har stil og virker nærmest usårlig, er Django en helt, der kan knuses og kvases til blods. Til trods for ydmygelserne og den fysiske vold er han samtidig en, der aldrig giver op. Filmen var næsten en lige så stor, hvis ikke en større publikumssucces i sluttresserne og det var sikkert mediernes fokus på filmens ekstreme voldsscener der hjalp betydeligt på denne. Succesen med Django gjorde, at der efterfølgende blev indspillet over 30 film i Italien der benyttede sig af navnet ”Django” – men ingen af dem havde Francon Nero i hovedrollen og det var heller ikke Sergio Corbucci, der instruerede. I forbifarten kan nævnes, at Corbucci i årene efter indspillede hele to westerns med Nero i hovedrollen (Il Mercenario & Companerõs) men disse var ikke egentlige Django-film.

Selv om man måske synes, at det ser lidt fjollet ud når horder af lejesvende dejser omkuld idet Django skyder vildt omkring sig og selv om det ser mindst lige så stupidt ud når man nærstuderer hvordan vor helt håndterer den bizart store gatling-maskinpistol, der til trods for at den skyder løs aldrig fører sit patronbælte frem, så er det jo små detaljer set i forhold til den samlede oplevelse af filmen.

Det vil være umuligt at lave en film som Django i dag. Man skal virkelig være en filmskaber af Tarantinos kaliber, hvis man skal forsøge at fange de b-filmselementer, der gennemsyrer Django. Musikken er spektakulær stemningsfuld i sin skingre fremtoning. Billederne og kamerabevægelserne grove, men gennemtænkte og alle karaktererne er både svedige, usympatiske, ubarberede og lige så rådne som man kunne forvente. Det er ikke stort skuespil, det er ikke smukke billeder, det er ikke verdens bedste film, men hold op hvor er det underholdende.


Forrige anmeldelse
« Gangster Squad «
Nste anmeldelse
» Django Unchained »


Filmanmeldelser