Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Grand piano (90 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 3/11 2014, 07:23 af Torben Rølmer Bille

Pianistens præstationsangst


Pianistens præstationsangst

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Indimellem bliver man som anmelder lettere irriteret over de film, der til trods for et glimrende cast, en teknisk virkelig lækker billed- og lydside og en fed plotidé alligevel ikke formnår at levere varen. Sådan en film er Grand Piano.

Filmens hovedperson er den unge pianist Tom Selznick, der efter en pause på fem år, skal gøre sit store comeback. Hans kæreste, en ung, lovende filmstjerne, har arrangeret at han skal optræde i Chicago, til en mindekoncert for hans strenge, men højt respekterede læremester Patrick Godureaux. Faktisk har arrangørerne fløjet Godreaux’ eget Bösendorfer-flygel til koncertsalen, for ikke alene er det det klaver som Tom har øvet sig på, det er også det klaver, som Patrick benyttede, da han komponerede det nærmest uspillelige klaverstykke ”La Cinquette”.

Grunden til Toms pause fra rampelyset skal også findes i dette klaverstykke, for ”La Cinquette” er så svært at spille, at Tom, til trods for at han hører til en af verdens bedste pianister, ved en koncert for fem år siden ikke kunne gennemføre stykket. Derfor er det også blevet besluttet at han i stedet skal spille noget Bach, men en af tilskuerne i salen har andre planer.

Da Tom, efter en del svedeture og drilske kommentarer fra kollegarene, sætter sig til klaveret, opdager han at der er nogen som har skrevet på hans partitur. ”Spil en forkert tone, og du DØR!”, lyder den ildevarslende besked, men hvem det er der sådan presser Tom og hvorfor han sådan sættes til atter at spille ”La Cinquette”, bliver man nødt til at se filmen for at finde ud af.

Egentligt lyder dette som et helt klassisk thrillerplot. Vi har en afgrænset scene, her i bogstaveligste forstand en scene, en hovedperson, der er under konstant, voksende pres og en masse tilskuere, der er aldeles uvidende om, at der udspiller sig andet drama, end de som de selv tillægger den musik som Tom og resten af orkestret spiller. Kort sagt fungerer dette suspense-kneb udmærket, men problemet er blot, at filmen aldrig formår at udnytte det fulde potentiale.

Nuvel, filmen er bestemt ikke kedelig, men den skriver sig, idet man når slutningen, ind i filmhistorien sammen med den lange række af thrillers, som alt for nemt kan dekonstrueres og hvis interne logik synes at briste, når man giver sig til at tænke over sammenhængene idet rulleteksterne begynder at køre. Undertegnede har ikke tænkt på at afsløre for meget, men kan kryptisk stille spørgsmålet: ”hvorfor kan en låsesmed ikke bare lirke låsen op?” – så er de, der har set filmen med, og i andre er forhåbentlig stadig mystificeret.

Filmen er dog virkelig flot fortalt rent visuelt og dens grundlæggende dramaturgi er også i orden. Man fornemmer Hitchcocks ånd svæve over vandene, og på de ofte lange, teknisk komplicerede indstillinger, kran- & tracking-indstillinger kan der ikke sættes en eneste finger. Skuespillet er også fint, for som de der har set Lord of the Rings ved, så har Elijah Wood flair for at se endog meget presset ud, uanset om det er med en herskerring i lommen, eller som her et lasersigte i panden.

Det skal i den forbindelse siges, at der også synes at være gået et meget stort arbejde i at vor unge hovedrolleindehaver skal virke overbevisende som pianist. Ofte ser vi close-up af hans hænder, der spiller ganske komplicerede sager, hvorefter kameraet panorerer op på skuespillerens ansigt. Det virker ikke som om der er tale om CGI- eller anden form for filmmanipulation, og i flere interviews (f.eks. her) har man da også kunnet høre Wood berette at rollen, i forhold til klaverspillet, var umådeligt krævende. Det kan til gengæld så undre lidt, at den scene i filmen, hvor Toms kæreste skal fremføre en klassisk bluessang, virker tydeligt eftersynkroniseret.

Grand Piano er bestemt ikke en dårlig film, rent teknisk, den ender blot med at fremstå som filmmagernes slet skjulte ønske om at lokke flere til at lyttet til klassisk musik, idet de benytter de uafbrudte symfoniske klaverstykker, som soundtrack til deres thriller, for på den måde at gøre denne type musik mere ”spiselig” for de generationer af filmfans, der har samme tålmodighed rent musikmæssigt, som skiftede de smag, hver gang der blev klippet til en ny indstilling i en Aphex Twin video.

Selv om dette formål også forekommer umådeligt sympatisk ændrer det blot ikke på, at Grand Piano ender med at fremstå lidt for utroværdig og søgt, end det sikkert var tanken hos folkene bag. Point for forsøg, men desværre kommer filmen altså ikke helt i mål.


Forrige anmeldelse
« Dracula untold «
Næste anmeldelse
» Fright Night »


Filmanmeldelser