Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Fright Night (106 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 4/11 2014, 23:31 af Kim Toft Hansen

De lange tænders nat


De lange tænders nat

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da Wes Cravens Scream (1996) udkom, blev den en stor succes, fordi den på den ene side tog gyseren alvorligt, mens den samtidig også spillede parodisk på dens etablerede genrekoder. Effektivt skræmte den faktisk seeren, men den mindede også hele tiden seeren om, at det var en gyserfilm. Denne måde at pege på sig selv, er Scream dog ikke alene om. Der findes en række interessante fortilfælde i løbet af 80’erne, og et af de mest oplagte og succesfulde eksempler er Tom Hollands klassiker Fright Night (1985), der netop har fået re-release på BD.

Allerede filmens første scene understreger dette metafiktive niveau i filmen. Ganske langsomt panorerer kameraet hen over et nabolag, der henlægger i dystert mørke, til tonerne af en samtale mellem en mand og en kvinde, som undervejs bliver mere og mere spændingsfyldt. Det bliver hurtigt tydeligt, at manden er vampyr. Roligt zoomer kameraet op til værelset, hvor lyden af samtalen kommer fra – og finder et tv, der viser en film om en mand, der bider en kvinde i halsen. Samtidig ligger Charley og kæresten Amy på gulvet med fokus på alt andet end filmen.

Charley er en gyserfan, der er vild med tv-showet Fright Night med stjernen Peter Vincent, vampire killer. Derfor vækker det straks mistanke, da han – på det tidspunkt, Amy vil lade ham tage sin uskyld – ser to mænd bære en kiste ned i kælderen af nabohuset. Samtidig efterforsker politiet en række mord i nabolaget, som også vækker Charleys mistanke. Han mener, at naboen må være vampyr, og mordene er sket i nabohuset. Men han står helt alene med påstanden, og venner, politi og familie forsøger at få ham til at indse, hvor fjollet idéen lyder.

Han har derfor brug for hjælp. Selvom han er horror buff, er han i vildrede ift., hvad han skal foretage sig i det virkelige møde med en vampyr. Han får derfor hjælp af sin skolebekendte Evil Ed, der fortæller ham, hvordan han skal værne sig mod vampyren, der godt ved, at Charley har mistanke. Filmen spiller på den måde hele tiden på, at der er en bestemt medieoverleveret mytologi, som skal overholdes for at man kan overleve. Charley får derfor selvfølgelig også brug for Peter Vincent, vampire killer. Han har brug for en mediestjerne for at bekæmpe en medieskabt vampyrmyte.

Filmen er – ligesom Scream senere var det – en high school gyser med et ungt klientel i castet. Den sigter derfor i stil og score også efter dette unge publikum. Soundtracket til filmen er en række tidstypiske hits, der – i flere tilfælde i dag – er blandt samtidens musikalske rock- og popklassikere. Det gør naturligvis filmen ret tidsbundet, men for de – inklusive mig selv – der kan huske filmen i sin samtid, var det faktisk ret stort, det her. Filmen var ikke en specielt stor satsning fra Columbia. Det var faktisk deres ’billigste’ film hidtil, og Tom Holland fik fuldstændigt frie hænder i produktionen.

Filmen endte dog med at være et ret stort gyserhit kun overgået af samtidens helt store fænomen A Nightmare on Elm Street, hvor 2’eren udkom samtidig med Fright Night. Tom Holland havde allerede på dette tidspunkt indspillet nogle iøjnefaldende genrefilm, især Hitchcock-opfølgeren Psycho II. Efter Fright Night, som i øvrigt også blev fulgt op af en 2’er, instruerede han Child’s Play (1987), der gjorde Chuckie til et af de mest centrale ikoner fra 80’er-gyseren. Senere indspillede han den nedtonede og fine Stephen King-filmatisering Thinner (1996). Han regnes derfor blandt den amerikanske gyserscenes centrale figurer.

Fright Night er en tidsbundet gyser, der kun virker i dag, fordi den er så enormt ikonisk og stilskabende. Men dens selvparodiske stilisering redder den i høj grad og er med til at holde den blandt 80’ernes vigtigste gyserfilm. Flere af de medvirkende – især Chris Sarandon, der spiller filmens vampyr – skulle på baggrund af denne film igen og igen blive typecastet i samme type film. Han fik derfor også en cameo-optræden i remaket af Fright Night (2011). Filmen er i sin genudgivelse nok mest tilsigtet dem, der ikke kan lade 80’ernes genrefaste gysere ligge.


Forrige anmeldelse
« Grand piano «
Næste anmeldelse
» Sons of Anachy – sæson 1-6 »


Filmanmeldelser