Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Johan Falk – De fredløse (94 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 27/2 2011, 10:52 af Kim Toft Hansen

GSI Göteborg vol. 6


GSI Göteborg vol. 6

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De fredløse er foreløbigt sjette og sidste film i serien om betjenten Johan Falk. Seriens første tre afsnit var en spændende opbygning af såvel en serie- som en føljetonstruktur, mens den samtidig placerede et interessant dobbeltperspektiv hos både politiet og de kriminelle. Dermed fattedes sympati for enkelte af de kriminelle, mens det også langsomt gik op for seeren, at der er enkelte informanter – som spiller en vis dobbeltrolle – infiltreret i det kriminelle miljø. Dette var kilden til en relativt nuanceret skildring i de første tre afsnit. Fejlen var derpå desværre, at fokus gled serien af hænde, og de enkelte film blev mere selvstændige – det resulterede blandt andet i en helt uinteressant femte film. Sjette film vender derimod mere tilbage til det oprindelige fokus for at runde en del af de tabte tråde af – og den fungerer derfor betragteligt bedre.

Indledningsvist udsættes en kvindelig anklager for et mordattentat, der skal stoppe en retssag, der netop skal begynde, mod en organiseret gruppe kriminelle – temaet for alle film i serien. Afsluttende tematiserer Johan Falk altså dommen på de kriminelle, der dog på dette tidspunkt må udsættes. Flere attentater ventes, mens gruppen – GSI, Gruppen for særlige indsatser – også sættes under kritisk belysning. Det kommer for en dag, at flere af gruppen har brugt disse informanter – såsom Falks kontakt Frank, som vi har fuldt gennemgående – og dette er desværre ikke noget, som politietaten selv vil stå til ansvar for. GSI er af en anden mening, men alligevel ender det med en kuglegravning af gruppen. Der er altså meget på spil i dette sidste afsnit: en retssag in spe, interne spekulationer, og ikke mindst ansvaret over for de informanter, som GSI har brugt.

På den måde hæver De fredløse – titlen antyder netop et vist problematisk forhold for disse informanter – niveauet fra de seneste to film, der forblev umådeligt moralsk utvetydige. Godt og ondt blev nærmere karikaturer af den moralske diskussion, som krimien ofte kan tage op. I denne sidste film bliver de moralske skrupler væsentlig mere mudrede – og selvfølgelig derfor mere interessante. Særligt spændende er udviklingen af Falk og Fransks bekendtskab, der hidtil har været på nogle hårde prøver. Falks iver efter en grundig opklaring ser ud til at sætte Franks liv i fare – en fare, der hurtigt breder sig til flere implicerede personer. Kan en betjent tillade sig at udnytte andre mennesker på den måde i en højere sags tjeneste? Dette spørgsmål hviler dybt inde i filmen.

Alligevel er det en skam, at De fredløse ikke tør – som særligt de to første film – at give mere plads til de indbyggede, mere eksistentielle elementer. De får i høj grad mere plads, særligt mod slutningen, men de forbliver blot et lidt påduttet tragisk spor i filmen, selvom den afslutningsvist i vid udstrækning faktisk viser et mod til at gå andre veje end den nette og pæne afrunding. Når skurken er fjernet, betyder det jo ikke, at alt bliver godt igen – det hårde miljø, de skrappe infiltrationer og det moralske forfald har gjort sig indtog, og vaskes således ikke væk så let.

Denne rustikke indsigt i det dobbeltliv, som informanterne har spillet, er illustreret gennem brugen af komponisten Gabriel Faurés ouverture ”Masques et bergamasques” (1919). Jeg er meget usikker på, hvor bevidst dette valg er, men det passer tematisk (og måske heldigt) temmelig godt. Første ord – masques – betyder selvfølgelig maske, hvilket peger på den maskerede rolle, som blandt andet Fransk har spillet. Sidste ord – bergamasques – henviser til klumredans fra Bergamo, som blandt andet Shakespeare benyttede i En skærsommernatsdrøm. Den akavede dans er på den måde igen en illustration af, hvordan betjente og kriminelle er danset en noget utraditionel dans med hinanden – netop denne dans, som ledelsen i dette afsnit får øje på, og som de derfor ikke vil vedkende sig. Brugen af Faurés ouverture er gennemgående i alle seks film.

Samlet set er De fredløse ikke vendt tilbage til den udmærkede standard, som særligt de to første i serien kunne holde. Men der er i høj grad mere at komme efter i denne sidste film end i de forrige to. Den onde er desværre stadig noget ondskabsfuld og usympatisk, så vi kan ikke lade være med at fatte antipati for ham. Spændingsniveauet bliver en smule højere, mens – og det er sidste films styrkeside – det tragiske niveau hæves. Det bliver dog aldrig til stor kunst, eller klassekrimi for den sags skyld. Men parcelhusunderholdning i den bedre ende er denne afsluttende film trods alt.


Forrige anmeldelse
« The American «
Næste anmeldelse
» The Door »


Filmanmeldelser