Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Machete Kills (103 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 19/3 2014, 18:05 af Kim Toft Hansen

Danny Trejo er Mexico


Danny Trejo er Mexico

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Robert Rodriguezs første film om Machete – der slet og ret hed Machete (2010) – var i sig selv en overraskelse. I sig selv var den et spoof på Grindhouse-filmenes trailersystem, den optrådte derfor som en reel trailer der var placeret mellem Death Proof og Planet Terror. At efterspørgslen på filmen skulle lede til en reel produktion, var ikke meningen fra starten, men at det skulle ende som en trilogi var helt og aldeles uventet. Nu er Rodriguezs opfølger Machete Kills klar som købsfilm.

Robert Rodriguez kan kritiseres for meget – og bliver det også. Det er voldsæstetiske actiondramaer med et implicit kvindesyn, som kan – for nogle – kendetegnes som fornedrende. Det gælder den tidlige low budget-film El mariachi (1992), over Sin City (2005), til den seneste Machete Kills (2013). Men den kritik overser fuldstændig det sociale løft, som Rodriguez med sine film har været årsag til. Og ja, det kræver en forklaring.

Forklaringen er – som så meget andet hos Rodriguez – intertekstuel. Før hans film var mexicanere, lige fra klassiske spaghettiwesterns til større amerikanske actionfilm, normalvis bad guys med høj killability i film, men med Rodriguez – og især Machete-filmene – bliver det vendt på hovedet. Især med Danny Trejo i hovedrollen viser de, hvordan en mexicaner nu pludselig kan være en helt.

Det er i sig selv castingen af birolleskuespilleren Danny Trejo i hovedrollen som Machete, der taler dette sprog. Han har selv netop ofte spillet de skumle mexicanske biroller, der på et vilkårligt tidspunkt i en film bliver skudt. Nu oplever han en sand apoteose til en ægte, intertekstuel helterolle som Machete. Bygget på alle de mexicanske bad guys vi kender fra film, vender Rodriguez det hele på hovedet, med omvendt fortegn, og etablerer en helt med de samme tegn.

Det stopper for så vidt ikke her. Det er i overført betydning film, der giver et socialt løft (og løfte) til Mexico og mexicanere – et element, der har været med i hans film fra starten. Mexico er elementært cool hos Rodriguez. Det vejrbidte, fortærede ansigt på Danny Trejo er en metonymisk inkarnation af det mexikanske lillebrorforhold til USA. Som den amerikanske præsident, der nødsaget må bede Machete om hjælp i Machete Kills, siger: ”Hell, you are Mexico!”.

(I parentes bemærket: netop derfor er Charlie Sheen ikke krediteret som Charlie Sheen i filmen, men som Carlos Estévez.)

Så når din mor siger til dig, at du skal holde op med at se den slags voldforherligende pladder, så brug ovennævnte argument som et forsvar. Filmene er en overfyldt reference og en voldæstetisk kommentar til et misbrug af mexicanere i film gennem mange år og derfor er det fint, når Danny Trejo med machete og krop (på mere end én måde!) indtager amerikansk territorium.

Machete Kills startede ligesom Machete som en trailer, som blev så efterspurgt, at den omsider – ligesom alt andet efterspurgt materiale – blev sat i produktion. Den opdaterer den voldswesternagtige genresmag i Machete til en film, der først driver rovdrift på James Bond-filmene. Machete er en fornyet og übervoldelig Bond-karakter. Men langsomt – via superskurkens replik ”Yes, I know I’m a Star Wars fan” – tager referencerne til Star Wars over.

Det er i sig selv interessant, at Robert Rodriguez har affødt en stor mængde såkaldt fanfilm (i princippet også i den danske indiefilm), når han selv faktisk er en instruktør, der udmærker sig ved at lave overintertekstuelle fanfilm. Der er på den måde en mindre skarp og glidende overgang mellem originalitet og citat. Postmodernistisk sagt: den, der citerer, er original, mens den, der citerer citatet blegner. Rodriguez Machete Kills blegner ikke.

Hvis der skulle være enkelte, der indledningsvist undrede sig over, at jeg så kækt påstod, at Machete-filmene er en trilogi, selvom 3’eren endnu ikke har meldt sin ankomst, så var det alligevel med en sikker hånd, jeg skrev det. For med den efterspørgsel, som filmen selv lægger op til, og med de utallige suk i rundt på internettet efter at se Machete Kills Again… in Space, tillader jeg mig at være ganske sikker på, at vi nok skal få lov at se den. Jeg glæder mig allerede som et lille barn.

Og skulle der være enkelte, der stadig er i tvivl om denne films kvaliteter, så tillad mig at opsummere med et Machete-citat: ”Machete don’t fail”.


Forrige anmeldelse
« Need for speed «
Næste anmeldelse
» Turbo »


Filmanmeldelser