Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Stitches (86 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 3/12 2013, 17:38 af Torben Rølmer Bille

Zombieklovnen angriber


Zombieklovnen angriber

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er vist ingen hemmelighed, at klovne per definition er utroligt uhyggelige. Der er sikkert mange af vor faste læsere som stadig har mareridt om klovnen Pennywise fra Stephen Kings IT eller for de sags skyld er blevet personligt traumatiseret tidligt i barndommen af disse ondskabsfulde, hvidkalkede, parykbærende gøglere, som led i enten en alt andet end morsom cirkusforestilling eller til en børnefødselsdag. Der er noget væmmeligt, der lurer under de overdrevne armbevægelser, det påmalede smil og de alt for store, båttende sko – og det er netop det som komediegyseren Stitches benytter sig af.

Stitches er en irsk film, men i broderlandet England har man også i flere komedieserier kunnet opleve groteske, uhyggelige klovnetyper før. Der er sikkert mange fans af engelske tv-serier, der kender Hitcher fra The Mighty Boosh, minstrelklovnen Papa Lazarou fra A League of Gentlemen og ikke mindst den dybt ubehagelige Mr. Jelly fra Psychoville.

Det at lade kloven på én gang være så grænsepsykotisk, at han ikke længere fremstår som en klovn der vil lave sjov, men i stedet at lade hans opførsel være så nederdrægtig, at hans ondskabsfulde gerninger, kombineret med hans groteske udseende, fremkalder seerens allermørkeste latter, er altså ikke en ny idé, men en som Stitches udnytter ganske godt, selv om filmen også har sine skønhedsfejl.

Filmen åbner med at vi møder dens egentlige hovedperson – klovnen Stitches – mens han er i færd med at knalde en klovnefan i sin campingvogn. Han må dog opgive sit forehavende, idet han opdager at han er ved at komme for sent til en børnefødselsdag. Han skynder sig derhen med smøgen hængende ud af den rødmalede mundvig og mødes at en gruppe meget uopdragne unger, der konstant driller ham og sørger for at hans planlagte show bliver lidt af en fiasko. Det ender dog i ren tragedie for en af ungerne har sørget for at Stitches snubler og uheldigvis ramler hans klovnekrop ned over køkkenets åbne opvaskemaskine, hvor en stor kniv gennemborer den stakkels klovn.

Fødselsdagsbarnet Tom er efterfølgende vidne til hvordan en gruppe klovnekollegaer i fuld ordinans begraver deres ven og efterfølgende rituelt sørger for at klovnens essens, i form af hans personlige klovne-æg (ja, man skal nok se filmen for at dette giver mening) bliver opbevaret korrekt for eftertiden. Der springes ti år frem i tiden. Den nu ganske indelukkede teenager Tom bliver lokket af sine venner til at holde en abefest i anledning af sin fødselsdag, nu da hans forældre er bortrejst, men hvad gæsterne ikke ved er at Stitches er vendt tilbage fra graven og nu som udød klovn, vil sikre sig ondskabsfuld hævn over de møgunger, der i sin tid var årsag til hans død.

Uanset om man synes klovne er uhyggelige eller sjove, så kan man ikke komme udenom at der er noget ganske morsomt ved at se en klovn gå slasher-seriemorder-amok på en række teenagere. Stitches spilles af standupkomikeren Ross Noble og han får ud over flere spektakulære drab også lov til at sige en masse Freddy Krueger-agtige drabsreplikker, naturligvis tilpasset hans klovnevæsen. Det er ganske sjovt fundet på, men ikke synderligt originalt – det er mest af alt endnu en variation over et velkendt tema, nemlig teenagegyseren: nu bare tilsat klovn.

Stitches er uprætentiøs, munter og ganske blodig slasherunderholdning, men den har også nogle problemer med både at finde sit ståsted – for er dens fokus på alle Toms problemer, kærlighedsfortællingen mellem Tom og den pige han har holdt af lige siden de var små eller på selve Stitches? Dertil kommer at når filmen nærmer sig sin slutning, så er der – selv taget i betragtning af at det er en temmelig søgt historie – problemer med filmens tempo og fremdrift. Ikke forstået at det bliver kedeligt, men snarere et spørgsmål om hvordan filmens centrale teenagere får løst hele denne misere uden Stitches når at få fat i dem.

Ovenstående betyder dog ikke, at Stitches ikke er værd at tjekke ud, for holder man af lidt fjantede, sorthumoristiske fortællinger med en række udsplattede scener, karikerede, stereotypiske figurer, men fortalt veloplagt og med stor sans for selvironi, så er den ondskabsfulde psykopatklovn bestemt værd at bruge halvanden time på.


Forrige anmeldelse
« I spit on your grave 2 «
Næste anmeldelse
» Insidious 2 »


Filmanmeldelser