Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Small Apartments (96 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 22/9 2013, 09:18 af Torben Rølmer Bille

Særlinge på motellet


Særlinge på motellet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den svenske instruktør Jonas Åkerlund er nok allerbedst kendt fra sine umiskendelige musikvideoer, som eksempelvis Prodigys Smack My Bitch Up eller Metallicas Turn the Page og Whisky in the Jar, men han har også begået to spillefilm, den meget ujævne thriller Horsemen og den bemærkelsesværdige narkofilm Spun, der var lige så beskidt i sit udtryk, som den var utrolig i sin klipning.

Fælles for de nævnte titler (med Horsemen som undtagelsen) er, at Åkerlund skaber sit helt eget bilede af USA. Et billede der ligger så fjernt fra den Hollywoodglamour man overhovedet kan komme. I Åkerlunds verden bevæger hans figurer, der som oftest består af junkier, strippere eller skumle, halvkriminelle typer rundt i et faldefærdigt, beskidt univers, hvor græsset har fået lov til at pible frem mellem revnerne i fortovet, hvor livet som oftest er ganske hårdt og hvor det arketypiske hvide stakit er blevet hærget af en forbipasserende lømmel med et baseballbat og en dåse spraymaling.

Således forholder det sig også i Åkerlunds nyeste film Small Apartments, som benytter et faldefærdigt motel som narrativ ramme. Hér bor Franklin, der er filmens egentlige hovedperson. Han spilles af Matt Lucas, der kendes bedst som den ene halvdel af Little Britain. Franklin er ganske overvægtig og går konsekvent rundt i sine underbukser, med mindre han skal udenfor sin lejlighed, for i så fald tager han en paryk på sin skallede isse. Franklin elsker Schweiz, at øve sig på sit alpehorn, at drikke sodavand og at spise syltede agurker med sennep.

Ved siden af Franklin bor Frankie Balls, der ryger lidt for meget bong, men som sætter sig et nyt mål hver dag og er usædvanlig velartikuleret at høre på, når man tænker på han arbejder i den lokale døgnkiosk og mest af alt ligner en fyr der lige er komet ud af slampitten til en metalkoncert. Franklins anden nabo er den emsige Mr. Allspice, en sur gammel mand, der fordriver tiden med at male malerier, der mest af alt ligner omslag til Cannibal Corpse plader.

Franklins bror er kommet på den lukkede, men sender hver dag sin bror et kassettebånd hvor han deler sine tanker med ham og som bonus en samling afklippede tånegle. Franklin dog et større problem, for hans udlejer ligger død på gulvet i lejligheden – hvorfor, skal naturligvis ikke afsløres her, men Franklin forsøger– med meget lidt held – at forklæde dette dødsfald som et selvmord, i hvad der nok er en af filmens mest morsomme scener. Dette forsøg på at dække overmodet bringer den lokale brandinspektør, spillet af Billy Crystal, på banen.

Det er svært entydigt at udråbe Small Apartments som en komedie, for den er bestemt sjov, men den har også en lang række mere alvorlige aspekter, som ikke bør ignoreres. Som nok kan anes i ovenstående er det en film der skildrer en række skæve eksistenser (både bogstaveligt og i overført betydning), et liv levet udenfor normen og af disse grunde vil den måske ikke være selvvalgt til en hyggelig aften i venners lag, dertil er filmens simpelthen alt for aparte og sorthumoristisk. Det er måske også dette som kan ses som et af filmens egentlige problemer: nemlig at den ikke er alvorlig nok til at blive taget alvorlig og ikke er sjov nok til at være en rendyrket komedie. Når Small Apartments ikke helt kan placeres i en genre, kan det måske irritere nogle filmfans, mens det for andre ligefrem vil være en fordel.

Small Apartmets er en film der både er skøn at se på – forudsat at man altså kan lide hvad man (i mangel på bedre udtryk) kan kalde ”grimhedens æstetik”, for selv om universet er faldefærdigt, slidt og ganske usselt at skue, så mestrer Åkerlund at eksempelvis at filme en ganske ordinær Fordbil fra 70erne på en måde så den ligefrem bliver ustyrligt lækker at se på. I det hele taget er Åkerlunds Americana enestående og minder på en måde om David LaChapelles modefotografier der har parret sig med Edward Hoppers sirlige malerier af ensomme mennesker i storbyen.

Dermed ikke sagt at Small Apartmets er en kunstfilm, for den har primært til opgave at underholde og fascinere sin seer, men det er ganske utroligt at instruktøren, ved hjælp af så få hjælpemidler og en kompetent colour-grader kan få de faldefærdige locations og genbrugsmøbler til at se så unikke og interessante ud. Så har man lyst til at se noget helt unikt, en film der både har noget på hjerte og som præsenterer sin seer for en samling ganske særprægede antihelte, så er dette filmen man bør kaste sig frådende over.


Forrige anmeldelse
« Game of Werewolves «
Næste anmeldelse
» The Liability »


Filmanmeldelser