Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Huden jeg bor i (115 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 21/2 2012, 15:56 af Kim Toft Hansen

At skifte ham – og hende


At skifte ham – og hende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den spanske instruktør Pedro Almodóvar udspringer af Francos fascistiske styre, der kollapsede efter hans død i 1975. I hvert fald i negativ forstand. Francos verden var grå, stærkt konservativ og katolsk, og derfor er mange af Almodóvars film det stik modsatte. De er pastelfarvede, transgressive og travesterende. Men hans seneste film Huden jeg bor i er faktisk en utraditionel film fra den spanske mester. Den fastholder det transgressive element, men farverne er nedtonede og den religiøse latterliggørelse helt væk. Filmen er netop udkommet på dansk købsfilm.

Filmen handler om den omstridte hudlæge Robert, der eksperimenterer med kunstig hudtransplantation. Han er, da vi møder ham, på grænsen til et videnskabeligt gennembrud. Han er kendt, rig og bor på et stort afsondret landsted, hvor han også har et komplet laboratorium og en operationsstue. I et af sine værelser, oppasset af sin mor, holder han en kvinde fanget, en kvinde der lægges under hans kniv for at perfektere sin hud. Umiddelbart virker det til, at hun gør det af egen frie vilje, men langsomt viser der sig at stikke alt muligt andet under. Og hvorfor holdes hun i så fald indelåst?

Filmen trækker kraftige veksler på et væld af litteratur-, kunst- og filmhistoriske referencer. Den mest oplagte er naturligvis Mary Shelleys Frankenstein, der ligger som undertone og opdateret udgave gennem hele filmen. Der er drysset med bøger alle vegne, og på væggene hænger der kunst, som sætter handlingen i et interessant perspektiv. Ydermere trækker Huden jeg bor i også på en helt klassisk thrillerformel, der bringer mindelser om 90’er-film som Sliver (1993) og Shattered (1991). Almodóvar er ikke for fin til at pege på både fin- og populærkultur.

Filmen peger stedvist ind i en bioetisk diskussion, men den bliver heldigvis aldrig plæderende og kritisk i sit blik. I stedet fastholder Almodóvar et blik på lægen og patienten, hvor et yderst komplekst forhold udspiller sig. Lægen Robert er spillet af Antonio Banderas, mens patienten Vera spilles af Elena Anaya. Banderas viser heri, hvor stor en skam, det er, at han internationalt har fokuseret næsten ensidigt på en actionkarriere. Han spiller fint og nuanceret, mens Anaya, der også havde en mindre rolle i Almodóvars Tal til hende (2002), supplerer og modspiller nærmest bedre. Dette personlige forhold overskygger alle antræk til bioetiske kontroverser.

Stilmæssigt har Almodóvar bevæget sig en smule væk fra sin farveladepen (også tydeligt signaleret på det farveforladte forsidebillede) og overemotionelle dramatik, der præger flere af hans øvrige film. Huden jeg bor i er et kammerspil, hvilket dog er fint i tråd med mange andre Almodóvar-film, men cinematografisk og klippeteknisk trækker han væsentligt mere en stemning, vi kan finde flere steder hos Stanley Kubrick og Alfred Hitchcock: En langsom og dvælende stemning, der hele tiden kredser omkring noget, som først sagte kommer til at fremstå klart. Et par pudsige, men veltilpassede spring i fortællingen hjælper med – og skaber en vis motiveret forundring.

I sin opbygning minder Huden jeg bor i en smule om Almodóvars forrige film Brudte favntag (2009), men kompleksitet og det selvrefleksive moment er trukket ud til fordel for dramaet mellem de to personer. Filmen handler i højere grad om det at savne og om at få (eller tage!) det, man søger og ønsker. Mere end at italesætte bioetiske problematikker så stiller den væsentlige og oplagte spørgsmål til den menneskelige identitetsstruktur, hvilket langsomt kommer til udtryk – og næsten bogstaveligt tager seeren på sengen. Huden jeg bor i er en lille drejning hos Almodóvar, men cementerer en fortælle- og stilsikker spansk instruktør, som intet andet ligner. It will crawl under your skin!


Forrige anmeldelse
« Mysteriet Picasso «
Næste anmeldelse
» Where We Once Walked »


Filmanmeldelser