Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (96 min.) Købefilm / Midget Entertainment
Anmeldt 18/11 2015, 11:35 af Kim Toft Hansen

Om det at være menneske


Om det at være menneske

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den svenske instruktør Roy Andersson har ikke lavet mange spillefilm. Kun fem er det blevet til. Fra En kärlekshistoria (1970) til den seneste En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (2014). Sidstnævnte er netop udkommet på dansk dvd.

Få film på mange år. Og så alligevel. Han lever af at lave reklamefilm – over 400 er det blevet til. På overfladen synes der er at være stærke kontraster mellem den europæiske kunstfilmsstil og de kommercielle reklamespots. Der er ligheder, som faktisk overrasker inden for reklameverdenen – ikke så seeren bliver fravristet i reklamerne, men enkelte gange har han modigt konvergeret emner og stilarter de to medier imellem.

Anderssons seneste tre film består af en trilogi, der – med hans eget udsagn – handler ’om det at være menneske’. Fokus er på det eksistentielle, men hvor eksistentielle film ofte er nærgående skildringer af lidelseshistorier, så formår Andersson overbevisende at erstatte dette med en konsekvent absurdisme. En absurdisme, der skaber stillestående komiske tableauer om livet.

Indledningsscenen er i sig selv klassisk eksistentialisme. En midaldrende herre er på museum med en kvinde. Han kigger på udstoppede dyr. Han ender ved den fugl, der har lagt navn til filmen. Duen, der sidder – udstoppet! – på en gren. Det eksistentielle gimmick er selvfølgelig, at den tilværelse, som fuglen måtte tænke over, er ikke-eksisterende. Den er død.

Filmen er generelt opbygget som små scener, der ikke har handling som gennemløbende spor. Anderssons film fravrister sig ethvert forsøg på at nå frem til en fortælling. I stedet består den af scener, der er kædet løst sammen af personer, der går igen – eksempelvis de to spøg og skæmt-sælgere, hvis humor er på et absolut minimum. Eller skibskaptajnen, der pludselig optræder i en anden rolle.

Farvespektret er konsekvent holdt i gråbrune nuancer, der gør, at filmen forekommer at eksistere i en ikke-tid. Det eneste, der signalerer en vis grad af nutidighed, er stedvis brugen af moderne teknologi. Farvekoderne giver samtidig en stærk fornemmelse af 70’erne uden egentlig reelt at have noget med årtiet at gøre. Samtidig er der ikke bevægelse i kameraet – i stedet er det stilsikre vinkelvalg, der fastholder mønstre og genkendelse.

På mange måder anvender Andersson komiske formler undervejs gennem gentagelsen. Gentagelsen er selvfølgelig eksistentiel kierkegaardsk, men samtidig er gentagelsen af scener tæt beslægtet med sketchshows, hvor de samme opsatser bruges gentagne gange, fordi der i gentagelsen også gemmer sig en underspillet humor. Humor og eksistens er lidt af en bedrift at få til at hænge sammen. Jeg kunne faktisk ikke undgå undervejs at komme til at tænke lidt på de mest syrede Monty Python-scener.

Der er flere store instruktører, der fungerer som åbenlyse inspirationskilder – eller hvor man kan se ligheder. Den tableau-agtige opbygning deles med flere af Fellinis film, mens kombinationen er stillestående, langsomme scener og en meget subtil og absurd humor peger i retning af Aki Kaurismäkis film. Alligevel er der noget særskilt Anderssonsk over filmen. Noget, Anderssonsk over ganske få værker er overbevisende auteuragtigt.

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen er en overbevisende absurd kunstfilm, der med meget få midler fortæller en hel del om det liv, vi alle lever. Uden at vi behøver at identificere os med personerne, spiller filmen på menneskelige aspekter, der bliver komisk overdrevne – og alligevel roligt formidlede. Filmen vil formentlig fravriste sig de fleste seere, men de, der er til film af denne filosofiske og helt komisk-underspillede type, vil ganske simpelt elske den.


Forrige anmeldelse
« Truth «
Næste anmeldelse
» Project Almanac »


Filmanmeldelser