Skatkammeret for sleaze buffs synes uudtømmeligt. Selvom kniven, blodet og mishandlingen ofte er set før, kan den traditionelle og genbrugte gyserfortælling altid fornyes med et lille, finurligt tvist. Sære sammenhænge opstår. En sammenhæng mellem gyseren og kortfilmen, mellem gyseren og komedien, mellem menneskets elementære tiltrækning af trafikuheld og filmens evne til at zoome helt tæt ind på det, mennesket består af, når det åbnes. Mellem menneskets indre psykologi og ydre visualisering. Forholdet mellem gyseren og komedien er nærmest lidt ligesom vitsen: Vi følger en letgenkendelig handling, men tvistet til slut ligner vitsens punchline. En lunefuld hensigt, en forståelse, der først bliver helt klar, når den korte handling er tilendebragt.

Sådanne små kærlige kig til horrorfilmens stærke røst i undergrunden består antologifilmen Sinister Visions også af. Den er netop udkommet på dvd fra den amerikanske sleaze-distributør Chemical Burn Entertainment. Filmen er en kompilation af fem film, hvoraf de tre af dem er instrueret af den danske instruktør og skuespiller Kim Sønderholm. De to øvrige film er instrueret af hhv. den svenske instruktør Henric Brandt og den amerikanske Doug Gehl. Den ene film af Sønderholm ”Succubus” er allerede udkommet i Danmark på dvd’en Supernatural Tales, mens resten ikke har været udgivet som købefilm før. Tematisk er der en klar sammenhæng mellem i hvert fald de fire af filmene, der handler om kvinder, der dræber og torterer. Sidste film ”Genital Genocide” er lige modsat: her er manden dræberen.

Sønderholm var i flere år en central aktør på den danske indiescene med en erklæret kærlighed til gyseren og slasheren. Med tre spillefilm bag sig samt en række kortfilm er han ved at være en erfaren herre bag kameraet, men han spiller også selv med foran kameraet. Hovedsageligt fungerer Sønderholm som skuespiller, og den lange række af roller, han efterhånden har erhvervet sig, melder, at han formentlig står tæt ved et internationalt gennembrud på indiescenen (han har i nogen grad fået det). Han er i øvrigt for tiden aktuel i Shaky Gonzálezs danske film Det grå guld. Sønderholm er tydeligvis blandt de bærende kræfter i Sinister Visions, hvor han også – sammen med andre – er krediteret som executive. Stilmæssigt er der også ligheder. Således ser hans nuværende amerikanske eventyr ud til at bære frugt (læs Kulturkapellets interview med Sønderholm her).

Doug Gehl er et indtil videre uprøvet talent. ”Genital Genocide” er hans kortfilmsdebut, og den er en film, der efter alt at dømme er opstået ud af en pudsig titel med allitteration. Det lyder godt og sammenkæder to ord og temaer, der hyppigt forefindes i gyserfilmen: sex og vold. Den handler om en mand, der skal henrettes i den elektriske stol. Mens hans fastspændes, præsenteres vi for en række flashback til hans morderiske gerninger. Hvad titlen alluderer, skal her naturligvis være usagt; det er en del af filmens vits. Samlet set virker filmen stilmæssigt relativt overbevisende, mens handlingen i nogen grad synes at være for tæt forbundet med en skæv idé, der opstår ud af en titel. De meget gory og langstrakte sex- og voldsscener vil appellere til de fleste sleaze hoveder.

Henric Brandt er en mere etableret svensk instruktør. Han er medejer af det svenske indieselskab Branbomm Film, som også har produceret hans segment ”My Undead Girlfriend” i Stockholm. Han har en enkelt spillefilm samt en længere række kortfilm bag sig. ”My Undead Girlfriend” er en gyserkomedie om en mand, der en morgen opdager, at hans kone er blevet til en zombie. Han vælger at tæmme hende og alligevel tage hende med til sine kommende svigerforældre for at bede om hendes hånd. Han er dybt forelsket. Filmen er en ret stilsikker, low key fortælling, der kærligt vil kunne modtages hos de fleste zombiefans. Det kan naturligvis ses, at filmen er lavet på et meget lavt budget. Filmen og Brandt er et godt eksempel på, at interessen for indiefilm i Skandinavien også eksisterer i bedste velgående i Sverige. Brandt og Sønderholm bidrog desuden begge til antologifilmen The Horror Vault 2. ”My Undead Girlfriend” er produceret i 2011 og kan i øvrigt ses gratis på YouTube.

Kim Sønderholms tre film handler alle om kvinder, der på en eller anden måde dræber. Og ofte gør det blodigt. ”Succubus” handler om dæmonbesættelse. En arkæolog finder et gammelt æg, formentlig under en nordafrikansk udgravning, og knuser det ved et tilfælde. En ond ånd, en succubus, en fatal forfører, slipper ud – og ind i kvinden. ”Mother Knows Best” er en slags Psycho Revisited, hvor en mand har svært ved at knytte sig til kvinder, fordi hans mor – på en lidt speciel måde – hele tiden overvåger ham. ”A Woman Scorned” er i stedet en hævnfortælling om en kvinde, der slår igen mod dem, der har såret hende hårdt. Et slags kammerspil mellem tre personer og en skarp kniv. Alle tre film, der tematiserer en kvindes lidenskabelighed og fatale kvindelighed. ”Succubus” er den bedst producerede af de tre, mens ”A Woman Scorned” lidt savner en mere betydningsfuld punchline.

Det er svært ikke at holde af Sinister Visions for det, den er: Fem lavbudget-film lavet af tre instruktører, der er velbevandret inden for genren. Klipning og musik er det, der i høj grad er med til at skabe rytme og klarhed i alle filmene. Det billedtekniske råmaterialet har nogle kiks hist og her, mens lyden stedvis svinger for meget. Særligt i ”My Undead Girlfriend” og ”Genital Genocide” er det pletvist lidt svært at høre, hvad der bliver sagt. Men det er også en del af charmen ved low budget, hvor for få mikrofoner betyder, at bevægelserne hos skuespillerne betyder en svingende lydkvalitet. Film som disse ernærer sig faktisk lidt af, at der bør være småfejl og kiks hist og her. Bevidstheden om dette antydes også kraftigt ved efterredigeringens bevidste valg af fx found footage-stiliseringer, opløst film-udtryk og rystede billeder.

Sinister Visions er ikke et mesterværk – og det lægger filmen heller ikke op til at være. Det er i stedet tre filmskabere (med en zombiehord af forfattere og ivrige medhjælpere), der med en relativ stilbevidst sikkerhed inden for genren laver film med det forhåndenværende. De er alle filmet on location, med få kameraer, få karakterer og med minimal lyssætning, hvilket pletvist giver filmene et lidt hjemmevideoagtigt udtryk, der faktisk undervejs – når det virker bedst – udnyttes til at give materialet en realistisk drejning, hvilket skaber nogle stærke scener. Indie gore fans vil med sikkerhed kunne lide ”Mother Knows Best” og ”Genital Genocide”, mens ”My Undead Girlfriend” skiller sig lidt ud. Både som den bedste i antologifilmen, men også gennem sin gyserkomiske tilgang. ”A Woman Scorned” har de ovennævnte mangler, mens ”Succubus” – trods sit lidt skrantende engelsk – fremstår ret stilfuld i sin brug af special effects. Monstret er ret kønt.

Sultne zombier, dæmonbesættelse, blodsprøjtende hævntogt, syg slasher-stil, mord og gore. Det er sikre buzzwords, som vil nå ud til dem, der ikke kan lade gyserens splattede humor ligge ret længe af gangen. Der er et publikum derude for low budget sleaze som dette – og Sinister Visions kan sagtens nå derud.