Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




One Hour to Die (75+15 min.) Købsfilm / Chemical Burn Entertainment
Anmeldt 6/9 2013, 07:44 af Kim Toft Hansen

Om lidt bli’r her stille


Om lidt bli’r her stille

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den engelske instruktør Philip Gardinar har en del besynderlige, pudsige og sleazede produktioner bag sig. Størstedelen af dem lige på kanten til, hvad der vil være velset. Senest har han indspillet den moderne naziploitation-film Dark Walkers (2013). Han balancerer gerne på et sted mellem dokumentarisme og fiktion – uden det helt er klart, hvor vi befinder os. Inden han indspillede alle sine mange film, havde han et britisk tv-show med titlen Gardiner’s World, der handlede om det okkulte, det mytologiske og det overnaturlige. Alt sammen på grænsen til det troværdige, men med en kant, der gør, at der er et eller andet fascinerede ved det.

Sådan er også hans forrige spillefilm One Hour to Die (2011), som netop har fået dvd-release hos det amerikanske selskab Chemical Burn Entertainment. Et selskab, der specialiserer sig i sleaze, horror, sci-fi og forskellige typer (s)exploitation-genrer. Altså alt godt fra den underlødige side af filmkulturen. One Hour to Die er ikke nogen specielt vellykket horrorfilm, men dens eksperiment fungerer tilpas interessant til, at filmen faktisk formår at fascinere. Den virker ikke uhyggelig, men skuespillet er troværdigt og fokuseret. Afstedkommet gennem en radikal form for improvisation.

Skuespillerne kendte kun en kort plotoversigt, da de mødte ind i det, der reelt fungerer som et afgrænset kammerspil. Handlingen er simpel: To fyre og tre kvinder holder surprise party for præsten, der kun tiltales Father. Da de har spist kagen, åbner Father sine fødselsdagshilsner – og i et af dem står der, at kagen var giftig, og at de vil dø inden en time. Da skuespillerne havde fået dette plot, brugte de en dag på at øve forskellige potentielle scener, og dagen efter blev filmen – på ca. fem kvarter – indspillet i ét skud. Premissen ligner lidt Johan Melins debutspillefilm Preludium (2008), der – uden øvrig sammenligning – blev til på en lignende måde.

Filmen har et tvist, der selvfølgelig etablerer det hele, så det skal give mening. Så meget mening, som en film som denne jo kan give. Værtinden er gift med en mand, der skal øve sig med sit nye filmkamera, og derfor optager han alt, hvad der foregår. Der skal dog ikke mange dybsindige overvejelser til, før den opmærksomme seer opdager, at han må være mistænkelig. Flere steder i huset er der installeret overvågningskameraer, der dokumenterer begivenhederne, når han ikke selv er til stede med sit kamera. Filmen er således optaget i realtid. Og titlen One Hour to Die signalerer meget præcist den tid, giften tager for at virke hos de enkelte.

Denne tilgang til optagelserne læner sig op ad såvel found footage-stilen som snuff-filmen. For det første en stil, der minder om de mange film, der florerer med optagelser, som i udgangspunktet ser realistiske ud, fordi de på en eller anden måde er blevet til naturligt. Samme præmis ligger til grund for det grusomme koncept snuff-film, der handler om at se virkelige personer blive myrdet foran kameraet. One Hour to Die er ingen af delene, men æstetisk henter den inspiration fra disse måder at tænke film. Samlet set får den et troværdighedspræg via den kvasidokumentariske stil.

Castingen er ret vellykket, og improvisationerne virker oftest fint. Ydermere er filmen et godt eksempel på, at de tekniske omstændigheder også afstedkommer en voksende britisk indiefilm. I dette miljø er horror-genren også kommet under kærlig nyfortolkning. En pudsig metafiktiv vinkel på filmen er naturligvis også, at Philip Gardiner selv spiller manden med kameraet, hvilket giver et ekstra lag ift. spørgsmålet om, hvem der har arrangeret det hele. Men spændingen – måske fordi plottet er let at udregne – udebliver desværre i Gardiners film.

I denne dvd-udgivelse er der efter rulleteksterne påhæftet noget behind the scenes samt en musikvideo baseret på handlingen. Denne lille finesse er faktisk meget sjov, og peger tilbage til de ’gode, gamle’ VHS-dage, hvor den slags materiale kom til sidst på båndet. Dette peger igen morsomt tilbage på filmen selv, hvor det i enkelte sekvenser ser ud til, at der er ved at gå båndsalat i den. Det skal i hvert fald forestille, at filmen selv – found footage eller ej – er optaget på VHS.

For de, der skulle være fristet, men ikke vil indkøbe filmen selv, er den – indtil videre – lagt ud gratis på YouTube.


Forrige anmeldelse
« Silver linings playbook «
Nste anmeldelse
» War Witch »


Filmanmeldelser