Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Jul i den gamle trædemølle (360 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 9/11 2009, 19:36 af Kim Toft Hansen

Opgør med massepsykoser


Opgør med massepsykoser

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Massehysteriet er begyndt. Undskyldningerne står i kø for at vælte ud, når vi møder glitter, stads og sødt på alle gadehjørner. Ingen af os ved særlig meget om, hvorfor vi gør det, og trods udbredt mangel på årlige visitter i den danske folkekirke vælter vi gerne i stedet varehusene i troen, at julen er til vores fælles bedste. Knap er vi kommet hjem fra sommerferie, før de første julekugler springer ud fra sit sommerskjul: Hvert eneste år bliver vi mødt af en overvældende og massepsykotiske lyst til at blæse på al sund fornuft, for det er jo kun jul én gang om året. Den danske tradition for voksenjulekalendere har fra starten sat sig for at brændemærke denne kollektive mangel på selvkritik fra en satirisk vinkel: den dekonstruerede jul.

Nu får vi – igen i år – de forskellige julekalendere ud på nye dvd’er, og vi er her nået til den, der startede det hele for voksne: Jul i den gamle trædemølle fra 1990. De fleste af os husker formentlig handlingen ganske godt, og mange af os husker også de talemåder, som serien i sin tid affødte. Mest berømt er Peter Schrøders Jamen, Berit, men på en sikker andenplads står udtrykket Vi kom lige forbi, som Flemming og Berits triste vennepar så ofte gør – uden at have nogen som helst grund til det. Det er et stærkt satirisk blik på vores indbyggede vaner, ikke kun op til jul, men også i det hele taget. Det er arbejdsmarkedssatire, gastronomisk satire, forældresatire, økonomisk satire og ikke mindst julesatire.

Flemming og Berit er det midaldrende, småforvirrede ægtepar, der hele tiden taler forbi hinanden. Flemming er den enfoldige ægtemand, der hele tiden overraskes af helt almindelige hverdagsting – såsom sin egen kone. Berit er den lidt mere bevidste kvinde med hang til et mere elegant bo-bedre-liv, der dog alligevel kikser, fordi hun heller ikke helt formår at se hverdagen i sit blændværk. Denne udstilling af kollektive tilstande op til jul giver sig udslag i alt lige fra kulsort humor og helt elementære platheder. Det betyder også, at julekalenderen fungerer bedst som netop det: en kalender, vi tager i små daglige bid, og ikke på samlet dvd. Humoren fungerer over tid, men bliver ensporet over for kort tid.

Alligevel er den særdeles stilskabende i sin måde at behandle julen på (selvom vi før dette har set satiren i litterært format). Hos Flemming og Berit sovses det hele ikke fra starten ind i forceret hygge, men i stedet trækkes juletræstæppet væk under det træ, vi alle sammen danser omkring. Det gøres ad flere veje: Først og fremmest den eminente bagvendelse af julen som børnenes fest: Flemming og Berit har to børn ”på henholdsvis 7 og 9 år”, der fra starten er et diskussionsemne for de to: ”Måske sku’ vi også snart få hentet de børn”, siger de, men vi nøjes med at høre om dem undervejs – eksisterer de, er de på fritidshjem, vi bliver ikke helt kloge på det. Børnenes fest, som julen gerne udstilles som, fremhæves dermed på sin egen måde som den undskyldning, alle vi andre bruger for at få lov til at fjolle rundt.

Samtidig vendes julen også fra sin kommercielle vinkel, idet Flemming og Berit på den ene side mest ønsker sig at rejse væk i julen, mens de samtidig har store problemer med ”det offentlige” og skattebilletten. Men på trods af deres lyst til at vende julen ryggen og komme på skiferie, foretager de sig hele tiden en lang række ting – måske mest fordi det jo er sådan man gør. Flemming har fx som sig hør og bør en pakkekalender, som gang på gang overrasker ham. Samtidig er genrens obligatoriske krav om nisserier også overholdt, men nissen – som måske ikke helt er nisse alligevel – mest virker fordrukken og forvirret: Dagligt stjæler han låger, så det passer med, at han stjæler låge nummer fem d. 5. december (og vi får – gennem en intertekstuel parodi på 80’ernes populære, britiske krimiserie Dempsey og Makepeace – et sparsomt krimiplot om lågetyverier). Julen får gennem disse nisserier et andet udtryk: Det hyggelige element, som julen og nissen er, kommer til at fremstå som det, der stjæler fra os sagesløse forbrugere.

Ydermere er kalenderen også præget af en cinematografisk stil, så den fremstår halvskidt og hjemmevideoagtig. Det udspringer i givet fald først af, at Søs Egelind – som spiller Berit – samme år kom frem TV3’s hjemmevideoprogram Hit med videoen, men samtidig er også et vigtigt satirisk metaelement i serien: Det er nemlig et opgør med genrens konventioner, og når særligt Berit taler til kameraet, handler det om, hvad de måske burde gøre, fordi vi seere har nogle forventninger til en julekalender – det er den første satiriske voksenjulekalender, og dette er derfor det mest præcise opgør med den genre, som formatet trækker på. Der er flere eksempler på dette, men helt oplagt er det, at Poul Glargaard – som de fleste af os kender fra folkelig hygge i Jul i Gammelby – blandt mange andre roller spiller den fordrukne nisse. Alle kalenderens mange roller er både vel- og overspillet af Poul Glargaard, Søs Egelind, Peter Schrøder og Kirsten Lehfeldt.

Jul i den gamle trædemølle – der jo i titlen allerede siger det meste – er et satirisk og ironisk blik på en folkekær tradition omkring jul, julekalendere og forventningens glæde. Glæden er ikke hele tiden så stor hos Flemming og Berit, og det, der optager Flemming – der er revisor – er at omgå skattevæsenet. Det bliver på den måde – som vi også senere ser det i Juletestamentet fra 1995 – til et kritisk og satirisk billede af den kommercielle jul, der styres af nogle meget præcise markedsmekanismer, som vi alle indlægges til gang på gang. Eksempelvis starter serien ikke d. 1. december, men d. 30. november, hvilket understreger kritikken af det kommercielle vogntog, der ruller ind i byerne alt, alt for tidligt. Her undlader vi så at pointere det lidt pudsige i at gøre op med den kommercielle jul på særdeles kommercielle dvd-udgivelser, der spinder guld på samme hysteri, som de kritiserer.

Flemming og Berit blev selv til et folkekært eje, hvor vi, mens vi svælger i brun sovs og ubrugelige julegaver, griner af den satire, der gør op med samme. Lone Scherfig lavede derfor også i 1994 et spinoff under titlen Flemming og Berit – nu var børnene blevet ”henholdsvis 10 og 12”, men er de stadig på fritidshjem? Jul i den gamle trædemølle er en temmelig morsom og vel(de)konstrueret julekalender – men tag den i små doser.


Forrige anmeldelse
« Slayer «
Næste anmeldelse
» Twilight »


Filmanmeldelser