Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Vamps (93 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 21/10 2012, 22:02 af Kim Toft Hansen

Clueless vampires


Clueless vampires

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forestil dig en genindspilning af Amy Heckerlings lamme komedie Clueless (1995). Forestil dig så, at Alicia Silverstone er blevet syv år ældre og vampyr – men spiller stort set den samme rolle. Drys så en blanding af gode, onde og romantiske tusmørkevampyrer ind i handlingen. Så ved du sådan cirka, hvad Heckerlings seneste film Vamps går ud på.

I New York bor de to vampyrer Goody og Stacy sammen. Goody er næsten 200 år gammel, men det ved Stacy ikke. Goody kan ikke nænne at fortælle den ’kun’ 40-årige Stacy, at de ikke er lige gamle. Hun undskylder sin store viden med, at hun ser meget History Channel. De deltager i støttegruppemøder sammen med andre vampyrer for holde lysten til at drikke menneskeblod nede. Sammen med blandt andet en over 500 år gammel Vlad Tepes. Ja, det er Dracula, og han er afholdsmand. Men stadig i konflikt med osmannerne.

Undertiden dukker der disse parodier op. Vampyren dukker seriøst frem og bliver populær, men denne popularitet smitter af på lysten til at parodiere selvsamme. Allerede i tresserne var parodien tyk i fx Roman Polanskis spoof med den fabelagtige titel The Fearless Vampire Killers, or Pardon Me, But Your Teeth Are in My Neck (1967) og i William Edwards’ besynderlige Dracula (the dirty old man) (1969). Mel Brooks’ Dracula: Dead and Loving It (1995) taler sit eget sprog, mens Vampires Suck (2010) søsatte nutidens interesse i at nedgøre tidens store interesse for vampyrer.

Der er principielt ikke så meget mere i det. Det mest interessante ved disse genrespoofs er, at de metafiktivt gør opmærksom på, hvor genrefast enkelte elementer er blevet. Genreteori vil principielt få meget ud af at basere sine observationer på genreparodier. Vamps har naturligvis de elementære gotiske træk, kisten, korset og hvidløget med. Men de tilfører en parodi på tidens fetich for den etiske vampyr, der ikke ønsker at drikke menneskeblod. Bedst er de scener, der foregår i støttegruppen, hvor flere kendte vampyrer viser sig fra deres gode side.

Van Helsing – altså sønnesønnesønnen – er også med i en knap så cool udgave personificeret af Wallace Strawn. Og selvfølgelig skal Stacy forelske sig i Van Helsing jr. På besynderlig vis skal dette lede til et slags joint venture mellem de gode vampyrer og Van Helsing selv. Handlingen er ganske sober og elementær. Den er så ædruelig, at coverets genreangivelse som horror vist kun går, hvis gyset baserer sig på det chok, der opstår, når læbestiften løber tør, eller kjolen er blevet for lille. Et par drabelige hugtænder gør ingen gyserfilm. Det er komedie, det her, ganske vist.

Vamps er på sin vis original i sin sammensmeltning af no-brainer-teen-flicks som Clueless og supernatural romance som Twilight-bølgen, der fortjener tyk parodi. Der er utallige underholdende referencer til alle mulige film og bøger. Vamps giver tilmed antageligvis en finurlig forklaring på, hvorfor den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe døde efter at have bevandret Baltimores gader i et ravende delirium: Han var forelsket og forladt af Goody. Men så er den heller ikke længere. Sødt, sjovt, men ganske tomhjernet. Måske endda lidt på den gode måde.


Forrige anmeldelse
« Bernie «
Næste anmeldelse
» Kufferten »


Filmanmeldelser