Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Axed (90 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 31/7 2012, 20:09 af Torben Rølmer Bille

Psykofar


Psykofar

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Blandt de typer af tragedier, der synes at vække allermest undren hos folk, er de situationer hvor en forælder, mest sandsynligt en fader, vælger at dræbe sin kone og børn, for dernæst at (forsøge at) tage sit eget liv. Det er i sagens natur det mest un-heimliche, der findes, når hjemmets trygge rammer pludselig forvandles til et slagtehus på grund af en forstyrret person. Virkelighedens rædselshistorier ligger muligvis til grund for den engelske gyser Axed, der dog er langt fra lige så gyselig, som de skrækscenarier der alt for jævnligt udspiller sig rundt omkring i virkelige hjem.

Axed handler om en familiefar, der fyres fra sit job. Han bryder helt sammen, men nægter at indrømme overfor sin kone og to teenagebørn, at der er noget som helst galt. Hans vante distancerede opførsel overfor sine nærmeste brydes dog en dag, da han vælger ikke at køre ungerne i skole eller konen på job, for som han siger, så har han en overraskelse til dem.

De kører langt ud på landet og farmand er virkelig i højt humør. De ender ved en idyllisk, afsides gård, hvor faderen har sørget for at de kan tage en, som han kalder det, afslappende fridag. Der lurer dog noget meget mere grusomt under hans joviale overflade, for oppe på loftet ligger hans tidligere chef, gennemtæsket og bundet til en metalseng.

Som de af kapellets læsere, der svælger i horrorfilm, sikkert har regnet ud, så er der lagt i ovnen til et ganske typisk psykodrama, hvor en stjernepsykopat – i dette tilfælde familieoverhovedet - forsøger at opretholde kontrollen over en mindre gruppe mennesker, mens han torturerer dem fysisk og psykisk. Ideen med at lade dette drama foregår inden for familiens rammer er også ganske god, for idet der er blodbånd mellem psykopaten og hans potentielle ofre, så bliver det også sværere for dem at gør oprør mod ham.

Ikke desto mindre er der noget helt og aldeles galt med filmens tempo og dermed også dens troværdighed. For i trit med at farmand knalder ud og påfører vold, smerte og død, så er det alligevel som om, at hans nærmeste bliver så apatiske, at de handler uden rationale eller motivation, til trods for at de har set hvad psykofar er i stand til at gøre.

Hvis man oven i dette også har scener, der rent continuity-mæssigt er næsten lige så mislykkede som de man finder hos Ed Wood Jr. mesterværk Plan 9 From Outer Space, så trækker det endnu mere ned i helhedsbedømmelsen. Mod filmens slutning jages familiemedlemmer i en mørk, mørk skov, eller det vil sige når man ser hans potentielle ofre løbe panisk af sted, kan man se at det ved at blive daggry, men når der krydsklippes tilbage til skøre far, er det buldermørkt. End ikke colourgrading kan ændre dette.

Det er kort sagt, ganske dårligt håndværk mod filmens slutning, for både den manglende suspense og de mere konkrete filmiske fodfejl gør, at det som ellers starter ud som en ganske trykkende situation, ender ud med næsten at blive en parodi på sig selv. Det er en skam, for filmens medvirkende er ellers ganske gode, især Jonathan Hensler der spiller faderen og Nicola Posener, der spiller datteren. Problemet er blot at mange af de replikker de er blevet tvunget til at sige, virker utroligt konstruerede og unaturlige, hvilket også er med til at bryde illusionen om at dette er en virkelig situation. For sidder man undervejs og tænker ”det var da en fjollet replik”, så er det også meget svært at føle den mindste empati med en gruppe folk, man ved er figurer i et konstrueret univers. At de dør gør stort set lige så stort et indtryk på seeren, som var det en skurk man har nedlagt i et computerspil.

Kort sagt, er dette ikke en særligt vellykket film og en der klart skiller sig negativt ud fra mængden af glimrende, britiske, horrorfilm fra de seneste år – tænk bare på film som The Descent, Dog Soldiers, Outpost eller Doghouse. Kapellets udpegede bøddel trækker derfor hætten godt ned over ansigtet og giver Axed øksen.


Forrige anmeldelse
« The Dark Knight Rises «
Næste anmeldelse
» The Raid - Redemption »


Filmanmeldelser