Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Godfather: 40th Anniversary Collection (790 min.) Købsfilm / Paramount
Anmeldt 31/7 2012, 20:10 af Kim Toft Hansen

Godfather bevares!


Godfather bevares!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kan man måle kærlighed på parodi, er Francis Ford Coppolas fænomenale trilogi The Godfather noget af det mest elskede. Mængden af citater, parodi og kærlige henvisninger til serien overstiger formentlig alt andet. Selvom det er 40 år siden, at den første film i serien så dagens lys, er det stadig alment referencemateriale i medierne. Senest som reklameføljeton for Spies Rejser. At en filmserie på den måde bliver et ikonisk referencepunkt i filmhistorien, vidner om en række fortællinger, der går på tværs af stort set alle kunstneriske og publikumsbetingede præferencer. Det kan siges meget simpelt: Det er legendarisk godt, det her.

Det slår næsten aldrig fejl, at storfilm af denne type altid har en omtumlet tilblivelseshistorie. At Coppola faktisk kun var Paramounts tredjevalg – efter Sergio Leone og Peter Bogdanovich – er velkendt, mens Coppola også var tilbageholdende. Han mente i udgangspunktet, at Mario Puzos manuskript, baseret på egen litteratur, glorificerede en voldelig italiensk-amerikansk mafia. Han indvilgede i at instruere den første film, da produktionsselskabet gik med til at bruge gangsterdramaet som en allegori over en amerikansk buldrende kapitalisme. På mange måder er det altid en anelse ironisk, når store box office hits kritiserer kapitalismen, men hurtigt efter premieren var det tydeligt: The Godfather var det stensikre hit, som Paramount havde sukket efter. Og den gældsatte Coppola også selv trængte til.

På mange måder er Godfather-trilogien definerende. Den udkom på et tidspunkt, hvor hele filmbranchen var ved at forandre sig. I løbet af 70’erne begyndte den kolossale blockbuster-kultur, som indtil i dag har præget amerikansk filmindustri – og The Godfather var på mange måder en af de centrale film, der anticiperede denne vending. Ud over at være med til at støbe denne filmindustrielle forandring var filmen også ekstremt genredefinerende. Uden denne er film som Scarface (1983), Once Upon a Time in America (1984) og Goodfellas (1990) utænkelige. Mange af skuespillerne – Al Pacino, Andy Garcia og Robert de Nero især – har af samme grund siden haft meget svært ved at undslippe sin gangsterpersonifikation. Som film trækker den veksler på det historisk-episke familiedrama og en føljetonstruktur, der også er blevet uomgængelig for eftertiden. Der er ganske enkelt en filmhistorie før og efter The Godfather.

Filmene tegner gennem sit fokus på den kriminelle bagside en amerikansk kulturhistorie gennem næsten et århundrede. Første film fokuserer på Vito Corleones etablering i New York, anden film på Michaels videreførelse af imperiet med fyldige flashbacks til Corleones italienske fortid, tredje del om imperiets møde med radikale forandringer i miljøet. Slutscenen med Michael Corleone på Sicilien melder om en brutal, men ærlig arvtager, der har forladt en branche, som ikke længere baserer sig på det samme æreskodeks. Det er på den måde en reformulering af en amerikansk migrationskultur, en kapitallogisk tankegang og en individualiseringshistorie, der trænger alle minimalt ærværdige elementer ud af kulturen. Det er ikke et flatterende billede af amerikansk kultur. Men det er hudløst ærligt og kærligt.

Et omdrejningspunkt som dette skal fejres med manér. Det fylder i år 40 år, og Paramount indbyder til fest med en laber og celeber boks fyldt med godter. Det er et collector’s item på størrelse med King James store bibel og påkalder sig nærmest filmhistorisk status som gangsterdramaets nye testamente. Det indeholder naturligvis de tre film i Coppolas director’s cut-udgaver, og filmbuff’en kan følge med i den velkendte handling i et flot over 300 siders farvetrykt shooting script til første film. Et familietræ og en række fotografier fra filmene følger også med. Selve filmmaterialet i boksen findes allerede udgivet som sin egen boks – både som dvd og blu-ray, og ekstramaterialet – over fire timers dokumentarfilm og andet godt – er også med her. Boksen her er udgivet til samlere, og her kunne man måske godt have ønsket sig en filmisk begrundelse for at give en plovmand for denne store, flotte sag.

Men når alt kommer til alt, så er det filmene, det drejer sig om. Og Blu-ray-udgaven står lysende klar på skærmen. Handlingen er rå, voldsomt og æsteticerende. Ja, selvfølgelig. Men hvorfor skal denne side af mennesket ikke skildres. Skildringen er fastholdt med en så stærk akkuratesse, at det til tider kan være svært at være vidne til de grusomme handlinger – og samtidig føle sympati for personerne. Det er de færreste filmskabere, der formår at fortælle så sikkert og overbevisende, at man kan elske en morder, som var det sin egen mor. Tredje del i serien har været en anelse udskældt. Jeg hører dog til dem, der finder denne del tvingende nødvendig – som den afsluttende passage af en stor symfoni.

Meget er sagt om Godfather-trilogien, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg har noget at tilføje. Jeg kan kun erklære min uforbeholdne kærlighed til tre film, der aldrig fravrister sig fascinationskraften. Problemet med mesterværker er ikke mesterværkerne selv. Det er, at alt andet omkring det blegner. Men denne såkaldte gift box er der på ny en undskyldning for at dvæle ved et af det tyvende århundredes filmiske ufravigelige storværker. Godfather bevares!


Forrige anmeldelse
« Act of Valor «
Næste anmeldelse
» Cousteau - samleboks »


Filmanmeldelser