Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Dinner for Schmucks (109 min.) Købsfilm / Paramount
Anmeldt 4/2 2011, 18:15 af Torben Rølmer Bille

Tag tossen med


Tag tossen med

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man stod hos ens lokale DVD–pusher og skimmede omslag ville de fleste nok springe Dinner for Schmucks over, idet forsiden umiddelbart er ganske trist at se på og ligner et hav af andre middelmådige amerikanske komedier. Der er dog et engelsk ordsprog, der lettere omskrevet påstår, at man ikke bør bedømme en film på dets cover og det er tilfældet her, for selv om filmen er et remake af en fransk komedie fra 1998, så er den både virkelig sød og ikke så lidt morsom.

Filmen starter med at vise en række udstoppede mus placeret i romantiske miniatureomgivelser og selv om man kan mene, at det er en sær måde at starte en film på, så hænger disse dyr uløseligt sammen med filmens egentlige hovedpersons liv, den utilpassede told-og-skat-medarbejder Barry. Barry blev nemlig forladt af sin hustru og forsøger nu, gennem de mus han udstopper og iscenesætter, at genskabe en række romantiske scenarier hvor musene er sat i stedet for ham og ekskonen. Barry er med andre ord ikke kun underlig, han giver underlig en hel ny betydning, men lige så utilpasset som han er, lige så harmløs og godhjertet er han også.

Filmens anden hovedperson er Tim. Tim arbejder på et firma, der i bedste Wall Street-stil opkøber og sælger virksomheder og Tim står umiddelbart til forfremmelse. Sagen er blot den, at hans chef hver måned afholder et middagsselskab hvor hans mest betroede medarbejdere skal tage en tosse med som middagsgæst. En særling som de andre rigmænd kan grine af. Det er naturligvis totalt usmageligt, hvilket Tims kæreste også mener. Tim er dog så opsat på at få sit nye job at han begår filmdumheden over dem alle - han lyver overfor kæresten og vælger at deltage. Valget er ikke så svært da Tim ved et uheld er stødt ind Barry, som han mener sagtens kan vinde førstepræmien i chefens konkurrence.

Der er derfor lagt i ovnen til en ny version af den klassiske screwballkomedie, for Barry dukker op i Tims lejlighed en dag for tidligt og inden vores forretningsmand har set sig om har Barry, naturligvis i bedste mening og for at hjælpe sin nye allerbedste ven, forpurret stort set alle aspekter af Tims ellers så velfungerende liv. Det er de scener hvor Barry, med misforstået (nærmest autistisk) venlighed får forkludret Tims affærer, at filmen er allermest morsom. Fortællingen benytter sig naturligvis af en masse stereotyper, som eksempelvis den excentriske kunstner, en skør stalker, den kønne kæreste, den affekterede østrigske rigmand osv., men det gør ingenting, for så længe seerkontrakten om at dette bare er en film der skal få dig i godt humør overholdes og kravet om realisme sættes ud af spil, så er Dinner for Schmucks både sjov og hjertevarm underholdning.

Som er næsten obligatorisk for denne type af film, så ender filmen – efter det obligatoriske klimaks, som tenderer til det decideret fjantede - med at begge hovedpersoner er blevet en livserfaring rigere og ikke mindst har vor kyniske business-mand fået ændret sit syn på verden og venskaber. Det er derfor ikke en særlig overraskende variation af disse buddy-film, som der tilbydes, men derimod en ganske veloplagt en af slagsen, der faktisk aldrig bliver hverken patetisk eller byder på scener der virker som fyld.

Kort sagt er Dinner for Schmucks en ganske professionel komedie med gode kræfter både foran og bag kameraet. I hovedrollerne finder vi bl.a. Steve Carell, der nok bedst kendes for sin rolle som den utroligt irriterende Michael Scott i den amerikanske version af The Office (eller måske fra 40 year-old Virgin)– og selv om man måske ikke synes om ham i disse roller, kan man snildt blive overbevist af mandens åbenlyse komiske talent i denne film.

Jay Roach, der her har sat sig i instruktørstolen, har tidlige bl.a. instrueret de tre film om Austin Powers samt Meet The Parents og Meet the Fockers. I ekstramaterialet på DVD’en kan man desuden selv få syn for hvor sjovt de medvirkende tydeligvis havde det under tilblivelsen, især i de fraklippede scener, som byder på mange virkeligt morsomme scener. Så mangler man en hyggelig, skæv komedie med lune, der samtidig er tilpas grov til at man faktisk griner af den, så er denne film et ganske godt bud.


Forrige anmeldelse
« Strigoi – the undead «
Næste anmeldelse
» Smukke mennesker »


Filmanmeldelser