Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




11-11-11 (92 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 13/6 2012, 18:11 af Torben Rølmer Bille

Dæmonisk numerologi


Dæmonisk numerologi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Uanset hvor stor en humanist man end måtte være, bør man også acceptere at tal er en del af vores verden, hvad enten de optræder i regnestykker, på nummerplader, ISBN-numre, prisen på hakket fars, eller helt andre steder. Det er sikkert også humanister, der i højere grad end de som er matematisk begavede, finder spænding ved at se sammenhænge i tal, som andre ikke kan. Faktisk er der blevet skabt flere romaner og film, hvor bestemte tal har varslet død, ødelæggelse eller ligefrem verdens undergang. I kappelets kældre finder vi eksempelvis filmen Numbers.

Hvis man tager denne anmeldelses ID, så vil man opdage at det hedder ”424” (se oppe i browserlinjen). Tager man så dette tal, bytter om på værdierne (ID’et fra filmen ”Dværgen”), og lægger 242 sammen med det første får man 666 – tallet, der ifølge bl.a. Johannes Åbenbaring kap. 13, v.18 er djævelens tal! Det er ikke sværere end som så, at se numeriske sammenhænge overalt, men det er det, som er hoveddrivkraften i filmen 11-11-11.

Et af de største problemer ved denne type af fortællinger er, at der opstår en sær anakronisme, hvis datoen titlen henviser til er passeret. Det samme er på spil, hvis man forsøger at nyde en science fiction film af ældre dato, hvor denne starter med at angive et årstal ude i fremtiden – en dato der i tilskuerens samtid for længst er overskredet. Det virker på sæt og vis ikke så effektivt, som de der så filmen før det herrens år 2001 oprandt.

Det kan godt være at 11-11-11, da den blev udsendt i de amerikanske biografer omkring Halloween sidste år, havde den ønskede forvarslingseffekt hos tilskuerne her, men så snart den profetiske dato er blevet overskredet, så er langtidsholbarheden for fortællingen også blevet ganske indskrænket.

Nuvel, der er de der vil mene at dette er flueknepperi, for det vigtigste er jo om filmen fungerer som gyser, datoens vigtighed uagtet og det gør den delvist. Det er Darren Lynn Bouseman (der har hele tre SAW film og splatteroperaen Repo på samvittigheden) som har skrevet og instrueret 11-11-11. Manden kan da også sit håndværk, for der er nogle ganske fine chokeffekter fordelt i filmen, selv om både handlingen og filmens visuelle side ligger langt fra den meget kropsfikserede splatterporn vi ellers kender fra hans hånd.

Filmen starter med at vi møder forfatteren Joseph Crone, der netop har mistet sit barn og kone i en voldsom ildebrand. Han er ved at gå i hundene og holder humøret oppe med druk, piller og terapi. Han ringes op og får at vide, at hans far ligger for døden. Derfor tager Joseph til Barcelona, hvor faderen og hans bror Samuel har drevet en lille, kristen menighed. Under besøget begynder Joseph at hallucinere. Han ser en masse hætteklædte væsener, der synes at trænge sig ind på hans virkelighed og samtidig dukker talkombinationen ”11-11-11” op så mange steder, at der næppe kan være tale om tilfældigheder længere, men derimod en slags forvarsler.

Vanen tro har vores skeptiske hovedperson ellers taget skarp afstand fra den kirke som hans bror og deres døende far leder, men som tiden går indser Joseph, at de mange syner ikke er så tilfældige. Der er kort sagt, lagt i ovnen til en gyser, der har mere til fælles med den dæmoniske, overnaturlige horrorfilm end med de splattergysere Bouseman er kendt for.

Filmen er meget lig mange af de nummerologisk-konspiratoriske fortællinger man ellers har set, her tilsat en god portion kristen dommedagsstemning. Den er ganske fint og stemningsfuldt filmet, og skuespilpræstationerne ligger bestemt over middel, men alligevel formår 11-11-11 aldrig at få sin tilskuer helt ud på kanten af sofaen, for hvad der ellers starter ganske lovende, mister hurtigt momentum.

Der er for mange klicheer i filmen, for mange elementer man før har kunnet se både bedre eksekveret og mere gennemtænkt præsenteret. Desuden må man konfronteres med en række lidt for billigt udseende CGI effekter som er medvirkende til at spolere en ellers fint opbygget stemning og endelig har vi en slutning, der næppe vil være overraskende, for de der ser mange film af denne type. Sammenlagt gør det 11-11-11 til en film glemmer lige så hurtigt som datoen. Vi må bare håbe på at der ikke kommer en juleudgave, senere i år: 12-12-12 – men det gør der næppe for ifølge Maya kalenderen, er verden allerede gået under dér.


Forrige anmeldelse
« 10 timer til paradis «
Næste anmeldelse
» Open House »


Filmanmeldelser