Der er efterhånden så mange film at vælge mellem hvor et - mere eller mindre - idyllisk hjem invaderes af udefrakommende med morderiske og psykotiske tendenser, at denne type film ligefrem har fået sit egen genrebetegnelse: home-invasion film. I kapellets kældre har vi da også tidligere set en del af disse, fra et remake af filmen, der startede genren Last House on the Left, den eksplorative efterfølger Last House on the Edge of the Park, over mindre vellykkede variationer af temaet i The Strangers og endelig Michael Hannekes lille mesterværk, den utroligt væmmelige voldsfabel Funny Games.

Den seneste film der opfylder kravene for denne type af film, hedder Open House, og sammenlignes på det danske cover med American Psycho og netop Funny Games. Ligheden med Hannekes film er også til at få øje på for morderen David, opfører sig nøjagtigt så akavet, følelsesmæssigt afstumpet og udtryksløst som de hvidklædte Paul og Peter. Hvorfor Open House skal sammenlignes med American Psycho, er dog svært at få øje på, da det eneste fællestræk vist er at begge værker er amerikanske og handler om mord.

Filmen åbner med vise et ungt par - Josh og Alice – som er i færd med at blive skilt. Derfor har de sat deres hus til salg. Alice holder fest for sine nærmeste venner, men hun vågner op om natten og finder ud af at hendes veninde, der besluttede sig for at overnatte, er blevet myrdet. Alice angribes kort efter, men i stedet for at dræbe hende, slår hendes overfaldsmand hende bevidstløs og gemmer hende, bagbundet og kneblet i husets krybekælder. De to psykopater slår sig nu ned i Alices hus som var det deres eget og inden længe hober ligene sig op. David filmer indimellem mordene på video, som han så ser sammen med den forføreriske kvinde, Lila, og det antydes kraftigt undervejs at parret ser optagelserne som en slags porno.

Dramatikken opstår naturligvis i det noget bizarre trekantsdrama, for David er klart fascineret af Alice, hvorfor ville han ellers have ladet hende leve? Spørgsmålet er blot om det lykkes David at holde Alice gemt, eller om Lila opdager hendes rival. Det kan muligvis forekomme meget intenst, men selv om Open House da formår at fastholde seeren i sin halvanden times tid, så bliver psykodramaet ikke så intenst, som man godt kunne have ønsket sig. Det virker som om folkene bag, har været mere interesseret i at lave flotte billeder og personinstruktion, end de har været optaget af at skabe dramatik, for selv om der er scener som godt kan få adrenalinen til at rulle, så er de alt for få til at filmen bliver memorabel.

Et andet af filmens trækplastre hovedskuespillerne fra tv-vampyrserien True Blood: Anna Paquin & Stephen Moyer bruges også som salgsargument, men de har begge under ti minutters skærmtid ud af den lille halvanden time som Open House virker. Det er naturligvis et salgsgimmick, men de fans der måske havde forventet mere, vil sikkert blive skuffede.

På bundlinjen er Open House et ganske hæderligt bud på en film, der læner sig op af bedre, mere intense og mere vedkommende home-invasion film. En af fordelene ved denne film, er at den faktisk giver sig ganske god tid til at få etableret et empatisk forhold mellem seeren og den indespærrede Alice, hvilket gør, at man faktisk – som i mange andre film i denne genre – ikke ender med ikke at være helt ligegyldig overfor, om hun lever eller dør. Filmen er også teknisk fin men der mangler bare en god portion nerve og et langt bedre manuskript for at Open House ville blive den slags gyser man straks anbefaler til alle vennerne.