Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Pandorum (103 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 15/4 2010, 18:23 af Torben Rølmer Bille

Gotik i rummet


Gotik i rummet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Er man fan af science fiction film, forekommer følgende setup ikke helt ukendt: En person vågner op fra hypersøvn og har enormt svært ved at orientere sig. Han befinder sig, skal det vise sig, ombord på et kolossalt, mørklagt rumskib, og kan ikke forstå, hvorfor han pludselig er vækket fra sin lur. Inden længe er hans overordnede også blevet vækket, og han er fuldstændig lige så desorienteret som vores hovedperson. De opdager, at de er låst solidt inde i en afdeling af skibet, og før de kan nå at sige ”Alien”, må de to sande, at de langt fra er alene på skibet – og at deres mindste problem faktisk er at nå til skibets reaktor, før den brænder sammen.

Selv om den nye science fiction thriller Pandorum rummer elementer fra både Alien, Dante 01 og Event Horizon, så er det jo langt fra de værste værker at blive sammenlignet med. Der går ikke mange minutter af filmen, før den trykkende, klaustrofobiske stemning og de dybe, rumlende rumskibslyde får slået kløerne i sin tilskuer. For selv om omgivelserne og de forskellige delelementer i filmen er ganske velkendte, så forstår Pandorum alligevel at stå på sine egne, stilsikre ben.

Som i undertegnedes favoritepisode af Dr. Who: The Ark in Space er rumskibet med det kække navn Elysium menneskehedens sidste håb. Jorden har lidt under overbefolkning og borgerkrige alt for længe, så den samlede DNA-masse og cremen af jordens befolkning er – sammen med en flok kompetente ingeniører, naturvidenskabsfolk og teknikere – blevet sent af sted mod en planet, der i teorien burde have de samme egenskaber som Jorden.

Besætningen har været meget, meget længe undervejs og tilsyneladende er der sket et eller andet på turen – for de snævre korridorer og enorme lastrum er overrendt af lynhurtige, superstærke, kødædende jægere, som ikke kun udgør en reel trussel for vore hovedpersoner, men også for de mange tusind mennesker, der ligger i dvale. Dåsemad med levende indhold.

Som om det ikke er nok, så er der tillige truslen, som har givet filmen sit navn. ”Pandorum” er betegnelsen for en sindssygdom, der kan ramme individer, der har været udsat for usædvanlig lang hypersøvn. Derfor kan ingen af hovedpersonerne vide sig helt sikre på, hvorvidt de ting, de oplever, er virkelige, eller om det er deres sind, der spiler dem et puds.

Pandorum udmærker sig ved at være i stand til at opretholde en virkelig god tone hele vejen gennem filmen. Den er ganske velspillet, selv om Dennis Quaid – som altid – virker en smule distanceret fra den fortælling, han er en del af. Den placerer sig desuden solidt i en neogotisk tradition, hvor det enorme rumskib og alle de farer, der findes ombord, kan ses som direkte aftager til de mange mørke slotte og underjordiske passager, som huserer i den gotiske litteratur. Forskellene ligger naturligvis i, at man i stedet for en ung pige i natkjole har valgt en handlekraftig yngre mand til at blive jagtet og herremanden eller gespensterne er byttet ud med intelligente, kødædende væsener.

Lige som de science fiction-film Pandorum blev sammenlignet med i ovenstående, trækker den ligeligt på to genrer, der ofte kan kombineres effektivt: science fiction filmen og gyseren. I selve ideen om rumskibe, den døende Jord og drømmen om et nyt paradis ude i verdensaltet ligger der alle de dystopiske og utopiske elementer, som kendertegner science fiction. I de vanskabte psykopaters vildskab og trang til at tygge på råt menneskekød, samt i alle de meget brutale splattersekvenser, som filmen også byder på, synes den at læne sig op af gysergenren. Begge elementer fungerer dog fint hér og skaber sammen en film, der både er voldsom, uhyggelig, spændende og ret så sej!

Det kan godt være, at Pandorum ikke er en film, der vil tiltale alle, endsige sætte et varigt præg på de genrer, den indskriver sig i, men den leverer varen og sørger for at alle de, der holder af disse typer af film, er underholdt fra start til slut. Man kunne godt være lidt streng og påstå, at slutningen ikke helt synes i tråd med det ellers så trøstesløse billede, som filmen tegner, men der er sikkert også mange seere derude, der rent faktisk foretrækker at ånde lettet op på det tidspunkt, hvor slutteksterne toner frem.


Forrige anmeldelse
« Transformers 2 – Revenge of the... «
Næste anmeldelse
» District 13 - Ultimatum »


Filmanmeldelser