Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Jernesalts eksistensfilosofi er ikke en politisk ideologi


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Da Kulturkapellet giver mulighed for debat om bøger, som anmeldes, og emner, der derved bringes på bane, vil jeg ikke undlade at svare på nogle af de spørgsmål Birte Overlade Christensen rejser i sin saglige og positive anmeldelse 23.4. af Jernesalts 2009-filosofi.

Det er fuldstændig korrekt at karakterisere det kollektivt ubevidste som et nøglebegreb i min filosofi, og at jeg forbinder det med noget åndeligt. Men når det antydes, at det skulle have noget med ’sjælevandring’ at gøre, må jeg protestere. Og det samme gælder, når der tales om ’tro på stærke åndelige drivkræfter’.

Sagen er nemlig, at jeg blankt afviser enhver forestilling om sjælevandring og udtrykkeligt påpeger, at reinkarnationsoplevelser, uanset hvor intense de måtte være, er og bliver psykiske fænomener. De kan være vigtige til en forståelse af det enkelte menneskes sjæleliv, men beviser intet om en individuel sjæl, der skulle leve uafhængigt af et individuelt legeme og efter døden kunne vandre videre til nye inkarnationer. Det kollektivt ubevidste kommer i min komplementære helhedsrealisme ind som et erfaringsmæssigt faktum, som alle kender til fra den konstante understrøm af forestillinger, mennesket alle dage har forbundet med sjæleliv og åndsliv, og som konkret giver sig udslag i spontan kreativitet, spontane indfald og forestillinger, inklusiv såvel spontan drømmevirksomhed som spontan heureka-oplevelser (lige fra den helt simple ’aha-oplevelse’ til ’åbenbaringer’ af løsning på indviklede kunstneriske eller videnskabelige problemer eller endog ’visioner’).

Det kollektivt ubevidste er altså slet ikke noget, man skal ’tro på’. Det er tværtimod noget alle har direkte erfaring med. Det er alene betegnelsen, som mange er usikre på og nogle endda skyer som pesten, fordi den torpederer alle forestillinger om, at mennesket er et rationelt væsen.

Forstås det kollektivt ubevidste som den konstante understrøm af forestillinger, der her er antydet, men naturligvis i bogen er udførligere beskrevet, så bliver sjælelivet i høj grad afmystificeret. Det er ikke noget åndeligt, der ligger uden for det naturlige eller det menneskelige samfund i bredeste forstand. Det forudsætter naturen og menneskesamfundet. Men kollektiviteten betyder, at det enkelte individs sjæleliv med alle dets personligt bevidste elementer ikke kan forstås uden tilknytning til noget uden for det personlige. Den personlige sjæl dannes så at sige i og med, at processerne i spædbarnets totale nerve- og sansesystem allerede i den sidste del af fostertilstanden begynder at interagere med noget uden for sig selv, der giver spontane indfald.

For at lette forståelsen for det kollektivt ubevidste, som alle kender af egen erfaring, men naturvidenskaben, positivismen, teologien og den politiske videnskab ikke vil være ved, har jeg peget på analogien til den fysiske fundamentalkraft der hedder elektromagnetismen. Det er ene og alene en analogi, der tjener didaktiske hensyn, men det sigende er, at det kollektivt ubevidste ligner det elektromagnetiske felt ved at fungere over store afstande og forudsætte legemer, der bevæger sig i forhold til hinanden. Forskellen er naturligvis at ’den psykiske elektromagnetisme’ ikke kan måles naturvidenskabeligt og forudsætter levende og sansende væsener, der bevæger sig i forhold til hinanden.

Ud fra denne antydede opfattelse af sjælelivet kan det ikke accepteres, at et menneskes sjæl identificeres med dets hjerneprocesser i snævreste forstand, og hjernedødskriteriet kan følgelig kun bruges til at afgøre at fortsat lægebehandling af en døende patient er formålsløs. Men kun hjertedødskriteriet kan afgøre, om sjælen også er hørt op med at fungere. Den kan metaforisk talt siges at vende tilbage til det kollektivt ubevidste. Sådan har man fra gammel tid opfattet sagen på ikke-teoretisk plan – og nogen er gået videre til på spekulativt plan at tale om sjælevandring og reinkarnation – men det skal understreges at disse talemåder intet beviser om faktiske forhold.

Dette fører mig videre til en understregning af at min eksistensfilosofi ikke – som Birte Overlade gør – kan karakteriseres som et blot og bart ”sidestykke til den ellers naturvidenskabeligt baserede tankegang vores samfund er styret af”. For det afgørende for den er, at det er en komplementær helhedsrealisme, der anerkender to iagttagelses- og erkendelsesmåder. Det fra Niels Bohr stammende komplementaritetsbegreb er helt basalt – og det indebærer forkastelse af enhver form for dualistisk tænkning.

Naturvidenskab og eksistensfilosofi kan ikke sættes på samme formel eller sættes sammen til en logisk konsistent syntese af holistisk art. For den første er baseret på de psykiske sekundærprocesser, der er af rationel art, hvorimod den sidste må tage højde for alt det sjæleliv og åndsliv, der er baseret på de psykiske primærprocesser, som er af irrationel art.

Men vi kan sagtens leve med, at der er disse to tilgange til tilværelsen, naturen og samfundet. Det gør vi alle sammen uden undtagelse hver evig eneste dag – og endda uden besvær. Det ligger allerede i det umådeligt nuancerede, men også ret upræcise dagligsprog, som jeg netop derfor hylder som det eneste, der har føling med eksistensen i sit fulde omfang. Det er kun den ensidige og endimensionale rationalisme og det snævre rationalistiske sprog, der stiller modsætningen op som et enten-eller-valg.

Komplementaritetssynspunktet gør det inderligt overflødigt at vælge side. Det muliggør derimod, at vi kan bruge begge tilgange til virkeligheden til hver sine gavnlige og nødvendige formål. Den komplementære helhedsrealisme beskriver derfor ikke noget åndeligt univers, men tværtimod den ubeskårede verden og tilværelse, dvs. hele den givne natur vi selv er en del af og som har såvel en fysisk-materiel dimension som en psykisk-energetisk dimension.

Det er fuldstændigt rigtigt, hvad Birte Overlade påpeger, at min bog har til formål at give såvel landets elite som folket et løft opad i oplysning. Men det skal understreges, at dette ikke kræver terapi, men alene kan ske igennem en bedre føling med det kollektivt ubevidste. Altså ikke blot en intellektuel forståelse af dette endsige en eller anden form for ’tro’ (antagelse af dogmatiske postulater), men en simpel bevidstgørelse af den umiddelbare føling med det kollektivt ubevidste, som alle er født med og trækker på hele livet. En sådan almengørelse på et nyt oplysningsniveau er set før, nemlig under den folkelige oplysning i 1800-tallet, der førte først bondestanden og siden arbejderbevægelsen frem til ny bevidsthed og bevidsthedsudvidelse. Der er intet mystisk i sådanne historiske oplysningsløft; de har altid bestemte historiske forudsætninger, men der hører emergens til, dvs. at der indføres noget nyt i udviklingen, som ikke er set eller forstået før.

Hvordan Birte Overlade kommer frem til, at jeg skulle have min fortid som venstreorienteret person imod mig, er en gåde. For jeg har udtrykkeligt gjort opmærksom på, at jeg definitivt ophørte med at være venstreorienteret i 1969 (bl.a. som følge af ungdomsoprørets uheldsvangre leg med volden). Det betyder ikke, at jeg er havnet i den modsatte grøft. For jeg styres også på det politiske plan af komplementaritetssynspunktet. Jeg opfatter liberalismen og socialismen eller mere præcist frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet som ligeberettigede, komplementære principper, og jeg går derfor ubetinget ind for ’den tredje vej’ og det moderne sekulære velfærdssamfund. Den politiske kamp i Danmark foregår på midten og er ikke længere en klassekamp. Og den fører hverken til et utopisk socialistisk eller utopisk liberalistisk paradis.

Birte Overlade spørger – også til min store overraskelse – om hensigten med værket udelukkende er eksistensfilosofisk, eller om eksistensfilosofien blot er ’skalkeskjul for en videreudviklet socialistisk ideologi’? Men jeg kan forsikre, at jeg hverken er socialist eller liberalist, men social og liberal i komplementær forstand – hvad der fremgår af bogens afsnit om samfundet og i øvrigt kan fås bekræftet af mine politiske kommentarer på www.jernesalt.dk. Jeg ser de to politiske principper som lige berettigede og lige nødvendige for samfundsudviklingens dynamik. Og jeg anser samfundsudviklingen for at være principielt uafsluttelig og uforudsigelig. Min filosofi er så langt fra en ideologi, som en filosofi overhovedet kan være. Den er imod enhver form for lukket systemtænkning. Den er åben. Og jeg betragter også historien, inklusive Danmarkshistorien, som helt åben.

Men jeg ønsker unægtelig en forbindelse mellem det politiske og det eksistentielle, ligesom jeg ønsker forbindelse, dialog og spænding mellem det (natur-)videnskabelige og det eksistentielle. For jeg betragter det som en livsløgn af allerværste kultursplittende skuffe at skille tilværelsen op i rum eller dimensioner, der intet har med hinanden at gøre. Derfor betragter jeg det også som en stor og skæbnesvanger misforståelse at gøre religion til en privatsag.

Endelig er jeg fortrøstningsfuld over for udviklingen og kan afvise, at der over mit værk skulle ’hænge en tidsmæssig panik’. Jeg ved ikke, hvorfra Birte Overlade har indtrykket. Måske fordi jeg i slutningen af min bog kommer med to siders véråb i gammel profetstil! Men jeg må bede læseren lægge mærke til, at de efterfølges af to siders anbefalinger i en helt anden, diametralt modsat stil. Dette er gjort fuldt bevidst – og ud fra en grundlæggende humor, som den opmærksomme læser vil finde i hele værket. Den går først og fremmest ud på at sige, at vi ikke véd, hvad fremtiden bringer, men at vi er i gode hænder, hvis vi tør bygge på det ægte folkelige.

Helt personligt er jeg blevet så gammel og så afklaret, at jeg kan se min livsafslutning i møde med sindsro. Jeg kan skelne mellem den møjsommelige opbygning gennem alle årene af min lille personlige identitet på den ene side og forankringen i den større totalpsyke, der hænger sammen med det kollektivt ubevidste og er uafhængig af tidens tand. Og det er en af grundene til, at jeg har kunnet træde tilbage bag et pseudonym, der altså ikke er skalkeskjul, men konsekvens.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays